Flere kommuner sparer på julen, men der er flere måder at give anerkendelse på
Flere kommuner sparer på julen, men der er flere måder at give anerkendelse på
Julesæsonen er over de danske kommuner, men mens det sidste år var ensbetydende med en gave fra arbejdsgiver for ni ud af ti ledere i det private, er det mindre sandsynligt, at man i det offentlige får en gave med på vej på juleferien 2023.
I år ser det tilmed ud til, at flere kommuner sparer på julegaverne til medarbejderne, viser en rundspørge, som Kommunen.dk har foretaget.
Ud af de 60 kommuner, som har svaret, oplyser 22, at alle medarbejdere får en julegave. 16 kommuner svarer, at de ikke giver gaver. Otte kommuner skriver, at de har valgt at spare på julegaverne i år. 22 svarer, at det er en decentral beslutning, hvorvidt den lokale leder ønsker at give en gave inden for sit budget.
En af de kommuner, som har valgt at spare gaven væk, er Vordingborg.
- Vi har haft indkøbsstop siden april. Det betyder, at vi har stoppet med indkøb af alt det, der ikke har med kerne-opgaven at gøre. Det gælder også julegaver, fortæller stabschef Helle Elisabeth Munk.
Derudover har eksempelvis Lejre og Greve valgt at nedjustere kommunens tilskud til den årlige julefrokost. I Københavns Kommune har borgerrepræsentationen valgt at fjerne en kutymefridag – fx juleaftensdag – for administrativt ansatte i Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Der er dog også flere kommuner, som i år vælger helt ekstraordinært at give en gave.
- Vi havde ikke brugt alle vores penge indenfor servicerammen, og kommunalbestyrelsen besluttede, at i stedet for at lægge dem tilbage i kassen ville de gerne give en julegave til de ansatte, siger Mick Fürst Nielsen, konstitueret teamleder i Ballerup.
Hvis kommunen giver en gave, viser rundspørgen, at den typisk repræsenterer en værdi på 100-300 kr. Tre kommuner svarer, at de giver en gave for under 100 kr., mens fire kommuner svarer, at de giver for 300-500 kr.
Til sammenligning viser en undersøgelse af YouGov for julegave-butikken GaveFabrikken A/S, at den gennemsnitlige firmajulegave er estimeret til en gennemsnitlig værdi på 630 kr. af modtagerne selv.
I undersøgelsen svarede 23 pct. desuden, at det enten var ”mindre vigtigt” eller ”slet ikke vigtigt” at få en gave fra arbejdsgiveren, mens mere end halvdelen af alle danskere vurderer det som ”vigtigt” eller ”meget vigtigt” at få en gave fra arbejdsgiveren.
Et behov for at blive set
En stor julegave er dog langt fra lig med glade medarbejdere, fortæller Arlette Bentzen, ekspert i arbejdsglæde og selvudnævnt chief happiness officer hos Arbejdsglæde.nu.
For mens man bestemt ikke kan sige, at de offentligt ansatte er forvænte med gaver, har Arlette Bentzen omvendt set mange ansatte i det private, som er skuffede over selv dyre gaver.
- Jeg har set flere steder i det private, hvor de ansatte får den samme ret dyre gave, men hvor de ansatte ikke bliver særligt glade for dem og sætter dem til salg igen, fortæller Arlette Bentzen.
Gavegivning drejer sig ikke specifikt om gaver, men om det langt bredere fænomen: udveksling, skriver Anders Klostergaard Petersen, professor MSO ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet i sin bog Tænkepauser – Gaven.
Gaver er et kommunikationsmiddel og en del af måden, vi skaber relationer mellem mennesker. Og der kan derfor være meget på spil, når man giver gaver, skriver Anders Klostergaard Petersen videre.
En gave kan overraske positivt, men også skuffe. Gaver er derfor meget mere end den fysiske gave, som bliver udleveret, inden de ansatte går på juleferie. Det handler nemlig for de ansatte om at blive set og føle sig anerkendt, og det gør man ikke nødvendigvis med en dyr gave.
Arlette Bentzen nævner en episode på Rigshospitalet, hvor de ansatte ikke modtog en gave, men et kort fra deres nærmeste leder, hvor lederne havde skrevet en personlig besked til hver enkelt af de ansatte.
- Det gjorde et stort indtryk på de ansatte og nok mere, end hvad en gave havde gjort. Det handler om at blive set og føle sig anerkendt. Det er et meget basalt menneskeligt behov, siger hun.
Derfor er hendes råd til gavegivningen ret simpelt:
- Desto mere personlig, desto bedre. Man skal huske, at det er mennesker og individer, man arbejder med som leder, siger Arlette Bentzen.
Indkøbsstop for mere end bare jul
I Vordingborg har man i flere år givet gaver til kommunens ansatte, som blev købt lokalt for at støtte de lokale butikker. Men kommunen har gennem året haft både indkøbsstop og ansættelsesstop i administrationen, og den pressede økonomi har derfor ikke været til at købe julegaver i år.
- Man må stoppe op i tide og handle med rettidig omhu. Derfor har vi holdt igen hele året, fortæller Helle Elisabeth Munk.
Selvom det ikke har været muligt at give en julegave i år, har man i stedet opfordret lederne til at arrangere julehygge for de ansatte.
- Det er ikke noget stort, men en anledning til at ønske hinanden god jul og få et par æbleskiver og en kop kakao. Det er en anerkendelse af, at alle har været med til at bidrage, siger Helle Elisabeth Munk.
Hun understreger, at både indkøbs- og ansættelsesstoppet har fyldt meget for både ledere og ansatte.
- Vi har været under pres, og det er vores måde at prikke til lederne og sige: Husk nu at få julehygget lidt med jeres medarbejdere. Det er vores måde at sige tak for den kæmpe indsats, alle har leveret, fortæller Helle Elisabeth Munk.
Overraskelsens gave
I Ballerup står man i den modsatte situation. Her har man ikke givet julegaver de seneste år, men i år har man ekstraordinært penge til overs. Og i stedet for at lade pengene blive på kistebunden besluttede kommunalbestyrelsen, at der modsat tidligere år skulle uddeles en julegave.
- Generelt er folk rigtig glade. Og fordi det ikke er noget, man forventer, tror jeg, at folk er ekstra glade, når det kommer, siger Mick Fürst Nielsen.
Senest de ansatte fik en gave, var i forbindelse med corona-pandemien som en særlig anerkendelse af, at de ansatte holdt ud i de svære måneder. Nu er det en helt almindelig anerkendelse af årets arbejde.
Kommunen har dog understreget, at de ansatte ikke bør forvente gaver på fast basis, men at det sker på grund af særlige omstændigheder. Derfor regner Mick Fürst Nielsen ikke med, at kommunen står med skuffede medarbejdere, hvis der ikke kommer en julegave på bordet næste år.
- Vi har gjort en del ud af vores kommunikation for, at det ikke bliver en forventning hvert år, siger han.
Ingen erstatning for hverdagen
Flere kommuner giver desuden tilskud til en julefrokost eller julearrangement. Julefrokost eller julegaver kan være en måde at sige tak for indsatsen, men de må ikke erstatte anerkendelse i hverdagen, siger Arlette Bentzen. Ligesom med den gode julemad og sundhed handler det gode arbejdsmiljø mere om, hvad man gør resten af året, end hvad der sker i december.
- Det er ikke nok bare at holde en sommerfest og en julefrokost. Det er alt det imellem de to, der gør, at folk er glade for at gå på arbejde, siger hun.
Hverken lønforhøjelser, frynsegoder eller julegaver rykker meget på den lange bane, påpeger hun.
- Nogle undersøgelser viser, at man godt kan måle en glæde i hjernen, når man får en lønforhøjelse, i helt op til to uger, men så forsvinder den igen. Gaver og fryns skal derfor bare være én af mange ting, man skal gøre for at vise, at man værdsætter sine medarbejdere, fortæller Arlette Bentzen.
Hun understreger dog, at hvis man er nødsaget til at fjerne julegaven på grund af en presset økonomi, skal man være klar i sin kommunikation:
- Hvis man tager noget fra de ansatte, som de ellers havde forventet at få, er det noget, der påvirker dem og deres fairness-fornemmelse. Derfor skal man have en god grund, som man skal dele med de ansatte. Hvis man bare lader være med at sætte ord på valget, kan det have klare negative konsekvenser for arbejdsglæden.
Arlette Bentzen foreslår eksempelvis, at man i organisationen arrangerer juleafslutning, hvor man stadig kan vise, at man sætter pris på sine medarbejdere, selvom der ikke har været plads til en julegave i budgettet.
Arlette Bentzen understreger dog endnu en gang, at julegaver og julefrokoster ikke må erstatte anerkendelse i hverdagen.
- Man skal passe på med at bruge julegaven som en form for belønning. Det skal være endnu en måde at vise, at man anerkender sine ansatte. Det er det, man gør i hverdagen, der batter noget.
Julestemning i kommunerne
Julegaver i kommunerne?
Alle kommunens ansatte får julegaver: 22
Ingen af kommunens ansatte får julegaver: 16
Decentral beslutning: 22
Store eller små pakker?
< 100 kr. 3
100-300 kr. 28
300-500 kr. 4
Afholder I julefrokost for ansatte i kommunen?
Ja, alle kommunens ansatte er inviteret: 15
Ja, udvalgte medarbejdergrupper er inviteret: 10
Decentral beslutning: 25
Nej: 4
Egenbetaling til julefrokost?
Ja, de ansatte betaler selv for deltagelse: 7
Ja, men kommunen betaler et tilskud: 42
Nej, de ansatte betaler ikke selv for deltagelse: 1
Kilde: Kommunen.dk's rundspørge, hvor 60 kommuner har svaret
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.