Og med den kommende ældrelov bliver det kun nemmere, frygter direktør i Ældre Sagen Bjarne Hastrup, der med sin nye bog Forbandede Alderdom vil have politikere, embedsmænd og alle andre til at debattere forbedringer i ældreomsorgen frem for blot forandringer. 

Lige nu tegner det ifølge ham ikke godt for landets ældre, for regeringens forslag til en ny ældrelov indeholder for få krav og for mange hensigtserklæringer. 

Det tilskriver han, at regeringen på ældreområdet har “deponeret sine beslutninger hos kommunerne”. 

Unik “borgmesterregering”

Det er ikke enestående, at en regering består af to store borgmesterpartier, forklarer han, Socialdemokratiet og Venstre dannede også regering sammen i 14 måneder fra 1978-1979.

Det unikke er, at den nuværende “borgmesterregering”, som han kalder den, står over for at gennemføre en ny ældrelov og en ny sundhedslov. Og det er ikke til de ældres fordel, at regeringen ønsker at tækkes sine borgmestre.

- Når man betragter ældrelovens indhold, ser det ud til, at der ikke bliver stillet konkrete krav til kommunerne, og der knækker filmen, siger Bjarne Hastrup.  

For nok stilles der krav om helhedspleje og kontinuitet i hjemmeplejen, men det ligner en gratis omgang, når der ikke samtidig indføres specifikke krav eller en norm for, hvor mange forskellige hjemmeplejere, der må komme i et hjem. 

Mens man tidligere havde ret til bestemte ydelser, når man blev visiteret til hjemmepleje, er det uvist, hvad et pakkeforløb under helhedsplejen skal indeholde. Og når det ikke skal dokumenteres, hvor mange forskellige medarbejdere der rent faktisk kommer i den enkelte borgers hjem, er det umuligt at vide, om hensigten holder i mødet med virkeligheden.

- Hvis ikke der er en eller anden form for præcise krav til kommunen om, hvad den er forpligtet til i forhold til pakkeløsningerne, og hvordan man fortolker kontinuiteten i pleje, så tror jeg, at ældrereformen virkelig bliver sat under pres i forbindelse med de store mangler, der er på medarbejdere derude, og frem for alt manglen på penge, siger Bjarne Hastrup.

Samtidig bekymrer det ham, at flere rettigheder for ældre ser ud til at forsvinde, mens der fortsat stilles krav på folkeskole- og handicapområdet, for det efterlader ældreområdet som et oplagt sparemål.

- Når der mangler penge i kassen, er der stor risiko for, at det er ældreområdet, de bliver taget fra, selvom vi har fået en ny ældrelov, siger han.

Frygter nedskæringer i frisættelsens navn

I det hele taget foruroliger frisættelsen af ældreområdet Bjarne Hastrup, i hvert fald i den form, som den ser ud til at antage. Han bifalder frisættelse af de ældre selv og af  medarbejderne, men som han ser det, er det i højere grad kommunerne, der bliver sat fri, og det gør ham urolig.

- I lyset af at andre ting altid presser sig på i en kommune, er det fristende, at man i frisættelsens navn lige præcis skærer ned på ældreområdet, siger han.

Selvom tanken bag frisættelsen er at komme unødvendigt bureaukrati til livs og frigive mere tid til kerneopgaven, har han svært ved at se, hvordan færre rettigheder i serviceloven skal føre til bedre omsorg og pleje. Det er ikke ældre menneskers rettigheder, der fører til kommunernes omfattende bureaukrati, lyder det i bogen.

Der er da også forskel på, hvad der er nødvendigt og unødvendigt, og når det kommer til at følge op på kravet om kontinuitet i hjemmeplejen, er der ifølge ham nødt til at være en form for dokumentation af, hvor mange ansigter, borgerne rent faktisk møder.

- Vi håber, at man gør noget specielt ud af kontinuiteten, fx ved at kommunerne skal registrere, hvor mange forskellige hjemmeplejere der har været i løbet af en vis periode. Ellers kan man jo ikke se, om der er fulgt op på kontinuitet, og så er det jo en ren hensigtserklæring, siger han.

Selv vil han ikke sætte noget antal på, men pointerer at det skal være så få, at man kan udnytte det forebyggelsespotentiale, der er i hjemmeplejen. 

- Det er hele ideen med at lave hjemmepleje, at man kan holde øje med, hvad der sker i hjemmet og gribe ind i tide, hvis man ser, at nogen er ved at komme ud i en ond cirkel med hensyn til helbred, ensomhed eller på anden måde. Det kan man kun, hvis det er nogenlunde de samme, der kommer i hjemmet, siger han.

“Selvstyre overtrumfer gode løsninger”

“Kommunernes selvstyre har gang på gang overtrumfet den gode løsning”, skriver Bjarne Hastrup, og der er ikke noget som lovkrav, der kan motivere kommuner til hurtigt at gennemføre forbedringer. Han erkender imidlertid, at selvsamme selvstyre giver kommunerne frihed til at udvikle ældreplejen lokalt og finde på nye og bedre måder at gøre tingene på. 

Blandt andet fremhæver han, hvordan Københavns Kommune sammen med et boligselskab på Amager har skabt såkaldte tryghedsboliger med fast personale i dagtimerne til ængstelige, ensomme og psykisk syge ældre, som er med til at øge deres livskvalitet og udskyde behovet for en plejehjemsplads. 

Problemet er bare, mener han, at den slags gode idéer ikke bliver skaleret til hele landet, så længe det er frivilligt. Jovist, andre kommuner kan vælge at gøre dem kunsten efter, men det kræver, at de har ressourcerne - ligesom det i øvrigt kræver ressourcer, medarbejdere og kreativitet at samarbejde med ældre om at finde de gode løsninger. 

- Det lokale spillerum er for ældreområdet blevet stærkt begrænset af for få medarbejdere og for få penge. Det har gjort, at vi er et af de mest pressede områder i det demokratiske spillerum, siger han. 

Håber på overbevisende ældrepolitik

Var ressourcerne til stede, ville Bjarne Hastrup sådan set have tillid til, at byrådspolitikerne sammen med de lokale ældreråd både havde vilje og evne til at sikre god ældreomsorg for deres borgere, men erfaringerne tynger.

- Meget ofte er det endt med, at hjemmeplejen og plejehjemmene er blevet sorteper i de politiske beslutningsprocesser, siger han.

Især er han bekymret for, at der ikke bliver sikret tilstrækkelig forebyggelse, at mange flere får afslag og bliver “vendt i døren”, og at der ikke er nok plejehjemspladser. Alt sammen noget der kræver investeringer. 

Derfor håber han, at kommunerne kan formulere en ældrepolitik, der får Folketinget og finansministeren til at bevilge tilstrækkelige midler.

- Det er Folketinget, der sammen med kommunerne, skal løse denne her opgave. Det er min store drøm, og det vil jeg godt hjælpe kommunerne med, siger han.