Erik Flyvholm. 

Efternavnet passer godt til fiskersønnen og borgmesteren fra Harboøre. For han er kort sagt flyvende. I livet, i tilværelsen. Der er ikke nogen ‘ben’ at finde, lige meget hvor meget, man forsøger at "skille fisken" ad. 

Hverken corona-pandemien og mink-aflivningerne, udligningsreformen, Brexit og de forringede danske fiskekvoter i britisk farvand og en utro bank, Vestjysk Bank, der forlader Lemvig til fordel for Herning og tager 80 arbejdspladser med sig, får Erik Flyvholm ned med nakken. 

- Men det er da rigtig træls, som manden med det rolige gemyt og den venlige stemme, udtrykker det. 

Han tager udfordringerne med stor alvor, men der sker også og vil ske så meget andet godt, forsikrer han. 

Og størst af alt er nu kærligheden. Det er værd at huske på. 

Den er for længst på plads for den 58-årige fyr, der er gift med sit livs knag af en kone, fisker-datter og sygeplejerske Marianne på 30. år. 

Sammen har de fået fire børn; først en dreng, så en pige, så en dreng og så en pige; en gæv flok, som kun har udtrykt tilfredshed med deres far. Selvom han som borgmester har været fraværende en stor del af tiden, har de altid ladet ham høre for at være rar og nærværende. 

Og nu er han ovenikøbet blevet bedstefar til tvillingedrenge. 

- Det er stort, siger borgmesteren i telefonen med en begejstring, så man kan man se hans arme over hovedet, for sig. De er svære at få ned. 

Godt nok bor de nye børnebørn og deres forældre i Aarhus, men Erik Flyvholm er optimistisk. Mon ikke de flytter vestpå snart? 

Ligesom han som borgmester håber, alle de andre unge, der har forladt kommunen for at studere i Aarhus, vender tilbage. 

Han siger det til dem, når han rejser rundt og møder dem på uddannelsesstederne:

- Når I færdige med at få viden i hovedet, så skal I komme hjem igen. 

Fisk at falde tilbage på

Erik Flyvholm er født og opvokset i den lille vestjyske flække Harboøre, der ligger 11 kilometer syd for Thyborøn og 14 kilometer nordvest for Lemvig. 

Egentlig troede Erik Flyvholm, at han skulle være fisker. Ligesom farfaren og faren, der var fiskeskipper med egen båd. 

Selvom hans far var på havet og væk hjemmefra alle årets lyse måneder, oplevede Erik Flyvholm det positivt. At være fisker var forbundet med stor frihed, man var ‘herre på eget hav’, og sammenholdet var stærkt. Det fungerede. For familien og for faren, der i vintermånederne tilbragte og brugte sin tid i lokale fiskeriforeninger og organisationer. 

Mor var hjemmegående og passede Erik Flyvholm og hans tre ældre søskende. Den ældste bror skulle gå i faderens fodspor, men efter et år som fisker, valgte han i stedet at gå i elektrikerlære. 

Da Erik Flyvholm blev 18 år, var det hans tur til at kaste sig ud i fiskeri-gerningen, men det var firserne, og erhvervet var udfordret og usikkert. Så efter et år som erhvervsfisker, besluttede han sig for at tage en uddannelse i økonomi. Bare som back up til fiskeriet. Noget at falde tilbage på, hvis båden skulle tippe. 

Havet er ‘hjemme’

Yngstesønnen Erik blev heller aldrig fisker.

For nu var han civiløkonom og fik job hos Bang & Olufsen i Struer. Om aften studerede han HD og det ene år i B&O tog det andet. 15 år for at være præcis. De sidste fem år sad Erik Flyvholm med i ledelsesgruppen. 

Incitamentet for at trække i waders var for længst kastet over bord. 

Men det var et liv i Harboøre ikke. Hans faste ståsted. Hans rødder. Og hans hav - ikke mindst. 

Han kan ikke lide at være væk fra det. Havet. Han skal helst kunne høre det, når han træder udenfor sit hus. Og det kan han. 

- Vesterhavet er en stor del af min virkelighed. Og selvom det ikke kun har repræsenteret velstand, men også store ulykker, giver det mig tryghed. Det gør mig rolig samtidig med, at kysterne giver mig energi. 

- Havet er hjemme for mig. 

Og så er det et godt sted at opsøge, hvis man skal kureres for storhedsvanvid. 

- Man forstår og mærker tydeligt, at man som menneske blot er en lille flygtig og flytbar brik, når man står og kigger ud over det.

I dag bor han og Marianne i hendes barndomshjem, nyrenoveret, på Harboøre Tange, som er gammel havbund. 

Går de mod vest, har de havet, går de østover, har de fjorden. Det er her det gode lys findes, og her man kan få ro i sindet. Og det er her, at Erik Flyvholm, først som viceborgmester og borgmester i den gamle Thyborøn-Harboøre Kommune og siden som borgmester i Lemvig Kommune udfolder sin lokale pionerånd. 

Han siger selv, at han har viet sit liv til at udvikle og forbedre den lokale muld for sin egen familie og for resten. Borgerne.

Det eneste krav, han stiller til sine omgivelser, er, at de skal passe godt på fremskridtene. 

- Alt det gode, du modtager, skal du sørge for at give videre til din næste, siger han.

Typisk skytte?

Det kan godt være, at Erik Flyvholm er født i december måned. Men af sind er han et forårsbarn, lys og let i tanken, når nu han bliver spurgt. Han griner, for han har dog aldrig tænkt på sig selv som en gren med nyudsprungne, lysegrønne blade. 

Men han protesterer ikke over den søgte sammenligning, for som allerede nævnt, er han fuld af håb og gåpåmod, og han elsker at se nye initiativer vokse frem og blomstre - som nu de forårsgrene der. 

Og nu vi er i gang i dameblads-genren - er han så en typisk skytte? Ærlig uden omsvøb, nysgerrig, frihedselskende og typen, der vil frelse menneskeheden fra det de selv frygter, nemlig hverdagens rutiner og vanemæssige adfærdsmønstre?

Lettere omtumlet over dameblads spørgsmålet, men venlig som han er, svarer Skytten:

- Jeg siger min mening, men altid på en ordentlig og ikke kontant måde. Jeg er gemytlig, jovial, rund. Jeg er ikke en fyr, man slår sig på, siger han. 

Hvad angår rutiner og vaner vægter han dem højt, fortæller han. De er udgangspunktet for, at ideer og udvikling kan vokse. Basen skal være tryg. 

Og så er han ægte nysgerrig på andre mennesker. 

- Jeg spørger ind til folk af oprigtig interesse. Jeg spørger ikke bare fordi, så har jeg da spurgt ... 

Vestpå klarer man tingene selv

Selvom livet som borgmester er en livsstil, og det er travlt, så finder Erik Flyvholm stadig tid til at tage del i samfundslivet, i kirkens aktiviteter og til at hygge med venner og familie. 

Det er vel egentlig det, han bruger det meste af sin fritid på. At have gæster, tage sammen på stranden, bade i havet, grille i haven. Han kan godt lide mad, og det kan ses på ham. 

- Julen har været særlig god ved mig, bemærker han. Men de ekstra kilo skal bare spadseres væk - det klarer kyststrækningerne også.

Alt i alt, så melder Erik Flyvholm god ro og orden, ingen sære vaner eller interesser, ingen store konflikter, ingen skygger, som sagt; ingen ben i fisken.

Men, understreger han, så er han også begavet med uundværlige mennesker, som sin kone og dygtige medarbejdere, der hjælper til med at holde livet i vater. 

Om han håber på fire år mere i borgmesterstolen udover de i alt 19 år indtil nu?

Det gør han da. For den der sidder i front skal tro på, at man kan ændre og udvikle området til det bedre. Og det tror Erik Flyvholm fuldt og fast på. 

Og borgerne, de skal ‘ses’ og ikke bare være numre i et system, siger han. 

Udviklingen og samarbejdet skal fortsat køres ind med en flad organisation, en ledelseskultur han lærte i B&O, som fungerer godt i den kommunale verden også.

- Jeg ved, at jeg er god til at få folk til at samarbejde; at nogle ser et sekstal, hvor andre ser et ni tal, det skiller ikke mine vande. Jeg lytter til begge lejre. 

- Her ovre vestpå, langt fra Christiansborg, ved vi, at vi skal klare meget selv. Der kommer ikke nogen og gør det for os - vi skal stå sammen og selv få tingene til at ske. 

Og Erik Flyvholm skal nok gøre sit. Han er flyvende.