Sidste år udgav Udlændinge- og Integrationsministeriet en vejledning i, hvordan jobkonsulenter kan udelukke bisiddere fra jobsamtaler ved mistanke om negativ social kontrol - noget som særligt kvinder kan være udsat for, hvis de gerne vil have et job. 

Med vejledningen ønskede ministeriet at sætte fokus på muligheden for eksempelvis at udelukke dominerende ægtemænd fra jobcenterets samtaler med kvinden.

Men involvering af udøver kan skabe holdningsændringer i forhold til at støtte op om kvinders mulighed for at komme i job eller uddannelse, lyder det i en erfaringsopsamling om det faglige arbejde med at forebygge negativ social kontrol.

- At involvere udøver er noget, som mange ser god ræson i, men mange er lige nu usikre på, hvordan man bedst griber det an, og hvornår giver det mening, siger specialkonsulent Sarah Lunar der er en af forfatterne til rapporten, som Center for Boligsocial Udvikling, CFBU, står bag. 

Praksisnær erfaring

Erfaringerne med at arbejde målrettet med at involvere den, der udøver negativ social kontrol er sparsomme, fastslår rapporten. Men med udgangspunkt i praktiske erfaringer fra Københavns Kommunes social kontrolvejlederindsats og andre kommuner anviser CFBU, hvordan man i jobcentrene kan indlede det faglige arbejde.

Det er afgørende, at det sker i dialog med kvinden, fortæller Sarah Lunar.

- Det er et arbejde sammen med kvinden, ikke for kvinden, siger hun. 

- Det er dialogen med hende, som må være udslagsgivende for, hvad der skal ske.

Involvering kræver systematik, og at man forholder sig til, at det kan være forbundet med risici for kvinden at rykke på dynamikken i hendes sociale relationer. Derfor kan Sarah Lunar godt forstå, hvis man træder varsomt. 

- Det er et komplekst og sårbart forebyggelsesområde. Det kan enormt hurtigt eskalere til, at kontrollen intensiveres, siger hun.

Politisering har ført til mistillid, mener ekspert

Det bakkes op af Farwha Nielsen, der rådgiver og underviser i komplekse familiesager vedrørende etniske minoriteter i virksomheden Tværkulturel Familierådgivning og mægling, som er leverandør til Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, VISO.

Ifølge hende kræver det særlige kompetencer.

- Som udgangspunkt vil jeg fraråde, at man inddrager kontroludøveren, hvis man ikke har tilstrækkelig viden. Nogle sager er så komplekse, at man skal have specialistviden, siger hun.

Hun oplever, at mange kommuners viden om negativ social kontrol er almen og overfladisk, og området er blevet meget politiseret. Det har ført til, at nogle medarbejdere møder borgere med mistillid i æresrelaterede sager, og når borgeren kan mærke det, kan man opleve, at vedkommende gør det modsatte, fortæller hun.   

- Man skal være i stand til at bevæge sig fra sin egen forståelse til en faglig forståelse af kontroludøveren - uden at pege fingre eller kaste mudder, siger hun og påpeger, at det kræver, at man er begrebsmæssigt og metodisk klædt på.

Tillid er det første skridt mod en mulig involvering. 

- Og den opnår man ikke, hvis man møder borgeren med en kulturel hierarkisk tankegang, hvor det bliver kultur mod kultur, og hvor “min kultur er bedre end din kultur,” fastslår Farwha Nielsen.

Har haft gode erfaringer

Københavns Kommune etablerede i 2021 en særlig indsats, hvor fem social kontrolvejledere rådgiver og hjælper jobkonsulenter, når de i jobcentret møder ikke-vestlige kvinder, der udviser tegn på social kontrol.

I det omfang, det kan lade sig gøre, inddrager vejlederne udøver, der kan være en ægtefælle eller et andet familiemedlem, hvis vedkommende møder op sammen med kvinden på jobcentret. I de tilfælde, hvor personen gerne vil tale med vejlederen, spørger vejlederen ind til, hvorfor vedkommende deltager i samtalen.

- Dialogen kan give mulighed for en forhandling af kvindens frihed og dermed skabe mere selvstændighed for kvinden. Vi har haft gode erfaringer med at inddrage udøver på denne måde, lyder det i et skriftligt svar fra forvaltningen.

- Arbejdet med udøver er ikke et hovedfokus eller systematiseret i social kontrolvejleder-indsatsen, men vil være et fokusområde i den kommende tid, lyder det.

Holdningsændringer skal omsættes til lokalmiljø

I nogle lokalmiljøer kan det være normen, at kvinder ikke går på arbejde, fortæller Sarah Lunar. Derfor er der et potentiale i at udvide fokus fra jobcentre til boligområder.

- I den ideelle verden kunne der være meget mere synergi. Man bør have øje for, hvordan man kan trække på hinanden og samarbejde, siger hun. 

For lykkes det at skabe holdningsændringer hos udøver i jobcenteret, skal de kunne omsættes, når vedkommende går derfra. Det kræver blandt andet, at man arbejder med de værdier i et boligområde, som ikke bifalder beskæftigelse blandt kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, påpeger hun. Om det rent faktisk bringer flere i job, kan hun ikke svare på. 

- Vi har ikke specifikt undersøgt, om der er en kausal sammenhæng mellem at inddrage udøver og opnå beskæftigelse, men opnår man holdningsændringer, kan det være med til at øge kvindens handlemuligheder, siger Sarah Lunar. 

Omfang ukendt

“Det er fuldstændig uacceptabelt, at så mange kvinder med indvandrerbaggrund bliver udsat for socialt pres for ikke at tage et arbejde,” lød det sidste år fra udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) med henvisning til at hver tredje jobcentermedarbejder i Københavns Kommune ifølge en undersøgelse har haft kontakt til ledige ikke-vestlige kvinder, der har givet udtryk for pres fra familie eller omgangskreds i forhold til ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Men hvor mange kvinder, der på den måde reelt forhindres i at komme i beskæftigelse, er uvist.

Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriets Medborgerskabsundersøgelse fra 2022, der belyser ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab i Danmark, erklærer 15 pct. af nydanskere over 30 år med såkaldt MENAPT-baggrund - Mellemøsten, Nordafrika, Afghanistan, Pakistan og Tyrkiet - sig helt enige i, at mænd har mere ret til at arbejde end kvinder, hvis der er mangel på jobs. For de 18-29-årige er det otte pct., mens det for etniske danskere er to pct. 

Flere udenlandske studier viser ifølge seniorforsker ved Vive, Anika Liversage, at det kun er en lille del af indvandrerkvinders lavere beskæftigelsesgrad, som kan forklares med ægtefællers direkte begrænsninger. 

- Det er ikke noget kæmpestort problem. Den relative lavere kvindelige beskæftigelse handler primært om noget andet. Selvfølgelig spiller det ind, hvis der er en anden familiemodel, hvor kvinder er lavere uddannet og har mindre erhvervserfaring og større ansvar på hjemmefronten. Men der finder en stor tilpasning sted, siger Anika Liversage.

Barrieren kan ligge hos kvinden selv

Ifølge Farwha Nielsen ligger barrieren i virkeligheden ofte hos kvinden snarere end manden. Det kan skyldes sprogvanskeligheder, at hun har det fint med at gå hjemme og passe børnene, eller at hun har oplevet racisme eller verbale overfald, der har skræmt hende, så hun er bange for at komme ud på en arbejdsplads.

- Rigtig mange kvinder med minoritetsbaggrund gemmer sig bag den forforståede tankegang, at det er deres mænd, der styrer dem, siger hun. 

- Jeg har arbejdet med social kontrol i 30 år, og i 60-70 pct. af mine sager, gemmer kvinderne sig bag, at manden siger, at de ikke må. 

Det kan også være et argument for at inddrage manden, mener Farwha Nielsen, men med stor forsigtighed, for der er svære sager, hvor forkert håndtering kan føre til alvorlige repressalier for kvinden. 

- Vi må gøre, hvad vi kan for at minimere det. Ét liv, der bliver udsat for vold, er et for meget, siger Farwha Nielsen.