Kommunen.dk
MENU

Borgmesteren der er vild med Peter Plys og Poul Krebs

Han er stærkt introvert og ilter af temperament, men arbejder på at tøjle begge dele - og det går godt. Ligesom han har fået succes med at samle de politiske tropper i sin kommune. Kom med bag om Henrik Hvidesten (V) der kan blive den første borgmester i Ringsted, der får en tredje periode. Og som elsker Poul Krebs.

Borgmesteren der er vild med Peter Plys og Poul Krebs

Han er stærkt introvert og ilter af temperament, men arbejder på at tøjle begge dele - og det går godt. Ligesom han har fået succes med at samle de politiske tropper i sin kommune. Kom med bag om Henrik Hvidesten (V) der kan blive den første borgmester i Ringsted, der får en tredje periode. Og som elsker Poul Krebs.
Henrik Hvidesten (V) er en introvert mand i et meget udadvendt job, og det kræver lidt ekstra af ham. Jeg har skullet lære mig at være ekstrovert, og jeg arbejder stadig på det. Hele tiden.
Henrik Hvidesten (V) er en introvert mand i et meget udadvendt job, og det kræver lidt ekstra af ham. "Jeg har skullet lære mig at være ekstrovert, og jeg arbejder stadig på det. Hele tiden."
Foto: Betina Egelund, Get the picture

Han hedder Hvidesten til efternavn, han har rødt hår og bærer sorte, markante briller. Og så stemmer han blåt.

Hvad fortæller det om den 42-årige borgmester fra Ringsted, der oprindeligt er døbt Henrik Axel Hvidesten Hansen?

Hvis vi begynder med navnet Hvidesten, så stammer det fra den fædrende gård Hvidstensgaarden, der ligger lidt syd for Ringsted. Det var her Henrik Hvidesten voksede op med sine forældre og to yngre brødre. 

Navnet vækker associationer til både adelsslægten Hvideslægten og modstandsgruppen Hvidsten Gruppen, men familiegården har ingen direkte forbindelser til nogen af dem. 

Men navnet var alligevel mere interessant end Hansen. 

Mest fordi Henrik Hvidesten og hans brødre oftest bare blev kaldt for Hvidesten - i spejdergruppen, i håndboldhallen og i den fælles vennekreds. 

“Hvidesten” eller “Whitestone”, som hans yngste bror ofte og stadig bliver kaldt, blev deres identitet, mens Hansen fadede ud. 

Da Henrik Hvidesten og hans halvandet år ældre bror Martin under deres studietid boede sammen i København, søgte de derfor om at få slettet ‘Hansen’ og blot hedde Hvidesten. Hvidesten med ‘e’, som præsten ved en fejl havde fået skrevet i kirkebogen.

Ligeglad med mode

Hvad angår det rødlige hår, er Henrik Hvidesten den eneste i familien, både den nære og den fjerne, der har det. Men heldigvis ligner han sin far så meget af udseende, at der aldrig har været brug for at skele til landposten. 

  Jeg har det meget skidt med ikke at være forberedt, det er min natur. Jeg har altid været typen, der har haft styr på mine ting og lavet mine lektier. 

Der er flere myter om, at rødhårede er mere sensitive end ikke-rødhårede, at de tåler mindre smerte og er mere hidsige. Myter? Måske, måske ikke? I hvert fald må Henrik Hvidesten vedkende sig, at han har temperament, og da han var yngre, blev det tit kædet sammen med hans røde hår.

- Jeg kunne blive enormt hidsig som barn, og havde meget svært ved at tøjle mit temperament, fortæller han.

I dag har han lært at styre det, tælle til ti og tænke sig om, så han ikke går ‘i udbrud.’

Hvor temperamentet er blevet mindre med årene, er Henrik Hvidestens brilledesign blevet mere og mere markant. Men det er ikke hans fortjeneste - og hvis man tror, at han bevidst vil signalere noget med de opmærksomhedskrævende briller, der sagtens kunne sidde på næsen af nogen fra den ‘kreative klasse,’ så kan man godt tro om igen.

For Henrik Hvidesten vælger ikke selv sine briller. Det gør Louise, kæresten og samleversken. 

- Hvis Louise sagde: “Køb en anonym brille,” så ville jeg købe en anonym brille, griner Henrik Hvidesten. 

Han er fuldkommen ligeglad med mode. Så længe han får lidt nyt tøj engang imellem, hvilket Louise også sørger for er tilpas casual og helst ikke indebærer slips, så er Henrik Hvidesten glad. 

Drillet med idol

Det er ikke kun mode, der ligger langt under Henrik Hvidestens radar. 

Det samme gælder mad. Det interesserer ham ikke en døjt. Det er heller ikke ham, der står for menuen derhjemme, og når Louise engang imellem spørger Henrik Hvidesten, hvad de skal finde på til aftensmad, så har han ingen foretrukne ønsker.

- Jeg hører til dem, der spiser for at leve og ikke til dem, der lever for at spise, siger han. 

Kunst, design, musik har heller ikke Henrik Hvidestens fokus.

Men det har fritidsliv til gengæld. At være aktiv i foreningslivet, at gå i svømmehallen med sine drenge, at de spiller fodbold, at komme ud og løbe, cykle. Dét betyder noget for ham. 

Og, indskyder han, selvom han ikke er musik kender, så betyder det jo ikke, at han ikke kan lide musik. 

Der er bare det, at han bliver drillet med den musik, han godt kan lide, fortæller han. Af hans lillebror og Louise, for eksempel. 

Henrik Hvidesten fortalte tidligere under interviewet, at han blev kaldt for Heinrich af gutterne, da han var ung. Er ‘Heinrich’ måske fan af østrigeren, den blonde Hansi Hinterseer? Men i stedet siger han - efter en pause:

- Jeg elsker Poul Krebs. 

Poul Krebs?! Det er da ikke noget at drille med. 

Henrik Hvidesten griner. 

- Nej, vel. Han rammer noget i mig. Han kan virkelig noget med tekster, og så sætter han jo god musik til også. Jeg har set ham live flere gange.

Henrik Hvidesten er i det hele taget glad for livekoncerter. Da han var ung, var han altid på Skanderborg Festival, som i dag hedder Smukfest. Han er vild med stemningen og elsker at mærke den samhørighed, der er mellem musikerne på scenen og publikum.  

I dag er Smukfesten skiftet ud med Ringsted Festival, som siden 2005 er løbet af stablen tre dage hver sommer med 12.-15.000 gæster. Henrik Hvidesten er der, så meget han overhovedet kan. 

- Hvert år udfylder vi et spørgeskema, hvor vi bliver spurgt om forslag til næste års musiknavne. 

- Og hvert år skriver jeg: Poul Krebs, griner han.

Gode bundlinjer

Henrik Hvidesten håber selv, at mange vil skrive hans navn på næste års kommunale valgseddel. 

Hvis han bliver valgt som borgmester, vil det være hans tredje periode, hvilket vil være et absolut særsyn i Ringsted Kommune, for udover hans forgænger Niels Ulrich Hermansen (V), der fik to perioder, er kommunen kendt for kun at huse borgmestre i én periode grundet kommunens manglende entydige røde og blå flertal. 

Henrik Hvidesten har haft held med at få skabt en bred konstituering; bredere end tidligere, og det har været vigtigt for ham som borgmester.

- Vi har et byråd, der både kan og vil samarbejde. Vi har opnået enighed i budgetforhandlinger, hvor alle 21 har stemt for, og det er jeg glad for at have stået i spidsen for, siger han. 

Henrik Hvidesten kan også fremlægge en god kommunal økonomi, fordi han og kollegerne har lagt et kæmpe arbejde i hele tiden at have fokus på budgetterne. Henrik Hvidesten er en mand, der vil have styr på tingene og tallene. Han sørger for, at der ikke bliver ruttet med nogetsomhelst, hvis der er røde tal på bundlinjen.  

  Det er vigtigt for mig at finde et rum, hvor jeg ikke skal forholde mig til andre eller tale med nogen - før jeg har fået ro på og er klar igen. 

Hans egen bund ligger i hans uddannelse som jordbrugsøkonom og 13 år i kreditforeningen DLR, hvor han lånte penge ud til erhverv og til landbrug især.  

Med Peter Plys i ryggen

Henrik Hvidesten blev borgmester i en alder af kun 35 år. 

Måske fordi, han lænede sig op ad Peter Plys citatet, som pryder hans hjemmeside og Facebook-cover:

“Du er modigere, end du tror, stærkere end du ser ud til og klogere, end du ved.”

Trods det gode og opbyggende Peter Plys citat, så hælder Henrik Hvidesten nu mest til tilfældighedernes spil. 

Som for eksempel at forgængeren Niels Ulrich Hermansen valgte at gå på pension, og at han mødte mennesker på sin politiske vej, som skubbede ham videre til næste step, men jo:

- Jeg turde at tage chancen, da den opstod - og der kommer modet jo nok ind, siger han. 

Hvordan relaterer du dig til "stærkere end du tror"?

- Grundlæggende er jeg et meget introvert menneske. Jeg har det vanskeligt i store forsamlinger og svært med at skulle tale med nye mennesker, hvilket jo er noget, der falder fuldstændig naturligt for langt de fleste af mine borgmester-kolleger. 

- Jeg har skullet lære mig at være ekstrovert, og jeg arbejder stadig på det. Hele tiden. Jeg har lært, at jeg har brug for alenetid og pauser, hvor jeg kan trække mig tilbage. Det er vigtigt for mig at finde et rum, hvor jeg ikke skal forholde mig til andre eller tale med nogen - før jeg har fået ro på og er klar igen. 

- Dét arbejde har vist mig, at jeg er stærkere, end jeg troede, jeg var, siger han.

Om han var “klogere end han vidste,” ved Henrik Hvidesten ikke helt. Men han ved, at han med årene er blevet ret god til at forudsige andres reaktioner. Det betyder, at han bedre kan forberede sig, og dét har han det rigtig godt med.

- Jeg har det meget skidt med ikke at være forberedt, det er min natur. Jeg har altid været typen, der har haft styr på mine ting og lavet mine lektier. 

Ligesom han gjorde i sin tid som medlem og udvalgsformand i byrådet, hvilket gav både pote og opbakning til tjansen som byens borgmester.

Tæt på familien

Der er også opbakning fra Henrik Hvidestens forældre til at passe og se deres børnebørn. En dag om ugen henter de børnene fra skole og er sammen med dem, til de skal i seng.  

Blå bog

Henrik Hvidesten (V), 42 år.
Borgmester i Ringsted Kommune siden 2014.
Uddannet: Jordbrugsøkonom.
Kæreste med Louise.
Sammen har de Cornelius og Theodor  på syv og otte år.

 

En mulighed som Henrik Hvidesten aldrig selv nød godt af. Hans farmor og farfar døde, inden han blev født, og hans mors forældre havde et hav af børnebørn, så det blev aldrig til mere end et søndagsbesøg med en kop kaffe og lidt bagværk.

- På den måde lærer man jo ikke hinanden at kende, og det betyder meget for mig, at mine forældre lærer mine børn at kende og omvendt, siger han.

Henrik Hvidesten er generelt meget familieorienteret. Hele hans nærmeste familie bor i Ringsted inden for en kilometers afstand. Og svigerforældrene bor også tæt på. Derudover bor han og Louise i familiekollektiv med Louises bror, der er fraskilt. 

Hver anden uge bliver huset suppleret med svogerens to børn. Så er de tre voksne og fire børn i alderen 5-8 år. 

Tør man spørge hvilke uger, du bedst kan lide?

- Haha, jeg kan lide begge uger. Når mine svogers børn ikke er der, så savner vi dem, og når vi er os selv igen, er det også dejligt, fordi der kommer mere ro på, for der er rimelig meget gang i den, når vi alle er der. Men der er altid stor gensynsglæde, når de kommer. Vores unger leger derudaf og har virkelig meget glæde af hinanden. 

At falde i hak

Der var ikke helt så meget gang i den, da Henrik Hvidesten var ung og gik i gymnasiet. Dels var han meget introvert, og så havde han som landmandssøn en anderledes baggrund end de andre.

Han husker engang, hvor en af vennerne ringede, og hans mor havde taget telefonen og sagt, at hun lige skulle have fat i ham først, fordi han var ude i marken. 

- Altså jeg var ligesom den eneste, der var ude at pløje i marken, fortæller Henrik Hvidesten. 

Han husker ikke tilbage på gymnasietiden som en speciel god tid. Men heller ikke som en speciel dårlig. Han havde trods alt sociale kontakter, og han lå også på et rimeligt niveau fagligt. Men det var bestemt ikke fag som dansk og oldtidskundskab, der fik ham op at ringe. 

Men det gjorde fagene og ikke mindst de andre studerende på Landbohøjskolen i København til gengæld. 

Landbohøjskolen blev en kæmpe omvæltning. Hans livs vendepunkt. Her ramte han fag, som matchede ham, og hvor han følte, at han kunne bidrage med noget, var klog. Og de andre studerende var ligesom ham selv - med cirka de samme interesser og cirka den samme baggrund som ham. 

Han oplevede at få venner og have venskaber på en helt ny måde, fordi de havde noget tilfælles. Fordi de var ens. 

Du faldt i hak?

- Jeg faldt i hak, ja. Jeg fik selvtillid og en ny identitet på Landbohøjskolen, som har betydet rigtig meget for mig på min videre færd.

Hvid. Rød. Sort. Blå. Det er Henrik Hvidesten i hak med det hele. 

Foran borgmesteren – de fremadskuende spørgsmål

Hvad kan du blive bedre til som chef?

At blive mere risikovillig. Jeg skal lære at acceptere, at det er okay, at jeg selv laver fejl på samme måde, som jeg accepterer, at andre laver fejl.  

Hvad kan du blive bedre til i dit privatliv?

At afslutte praktiske projekter; vores kælder for eksempel. Eller hænge det billede op der har stået alt for længe ...

Hvad er ikke sket i dit liv, som gerne måtte ske?

Jeg ville rigtig, rigtig gerne have mødt min farmor. Alle der har kendt hende, taler så godt om hende. 

Hvad vil du gerne huskes for i din kommune?

Ordentlighed.

Hvad bliver de sidste ord fra dig (i dette liv?) 

Tak for alt det jeg har fået lov til at prøve. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR