Kommunen.dk
MENU

Allerøds borgmester: ”Jeg laver ikke længere rullefald på dansegulvet”

Allerøds borgmester lever og ånder for at udvikle sig selv og andre. Og så elsker han krimier, men er bange for død, mus og fugle. Kom med bagom Jørgen Johansen (K), der gik til hiphop som 40-årig.

Allerøds borgmester: ”Jeg laver ikke længere rullefald på dansegulvet”

Allerøds borgmester lever og ånder for at udvikle sig selv og andre. Og så elsker han krimier, men er bange for død, mus og fugle. Kom med bagom Jørgen Johansen (K), der gik til hiphop som 40-årig.
Jørgen Johansen er frivillig løbetræner i løbeklubben Blovstrød Løverne. Men selvom han er trukket i løbetøjet, er han stadig borgmester, hvis du skulle have brug for ham, dér, midt i skoven. 
Fotograf: Hans Søndergaard
Jørgen Johansen er frivillig løbetræner i løbeklubben Blovstrød Løverne. Men selvom han er trukket i løbetøjet, er han stadig borgmester, hvis du skulle have brug for ham, dér, midt i skoven. Fotograf: Hans Søndergaard

Hvad er din største politiske ambition for 2017?

Udover at blive genvalgt? Det er at hjælpe vores 70 arbejdsparate flygtninge med at komme ud på arbejdsmarkedet. Jeg er med til at ringe rundt til virksomhederne og høre, om vi må komme på besøg hos dem, så vi kan være sikker på, at vi finder nogle gode arbejdspladser til vores flygtninge.

Hvor var du i dit liv som 25-årig?

Da var jeg butikschef i Brugsen i Ørholm og lige flyttet til Allerød sammen med min kone Helle. Vi havde lige præcis råd til at købe det rækkehus, som vi stadig bor i. Vi havde kun én bil, så hver morgen satte Helle mig af på Kongevejen, og så gik jeg ned til min mor og drak kaffe og spiste ostemad  sammen med hende. Bagefter kørte hun mig på arbejde i Ørholm. Det stod på i tre år. Dét kunne min mor godt lide. Og det kunne jeg også.

Hvis du ikke var blevet politiker, så var du blevet …?

Så havde jeg fortsat min ledelsesmæssige karriere i Shell eller et andet sted. Jeg elsker at arbejde med mennesker, og jeg er også rigtig god til det. God til at udvikle og udfordre andre konstruktivt. Ligesom jeg udfordrer mig selv og altid har fokus på, hvad der er ‘det næste skridt for mig?’

Hvad ligger der altid på dit natbord?

Der ligger altid den næste bog, som jeg gerne vil læse, men som jeg ikke får læst i, før jeg tager til Frankrig om sommeren eller Gran Canaria om vinteren. Lige nu er det krimiforfatteren Jussi Adlers Selfies, der ligger der. Jeg har læst alle Jussis bøger.

Hvad er det sidste, du gør, inden du går i seng?

Tænker! Jeg lægger mig og tænker: Hvad var det så for en dag, jeg havde i dag? Jeg vender alt - stort og småt. Noget, jeg kunne have gjort anderledes? Hvad har jeg lært? Når det har været lette tanker, så drømmer jeg rigtig meget.

Hvilken politikers hjerte, hjerne og holdning beundrer du?

Jeg beundrer mennesker, der søger hinandens modsætninger og ikke er bange for dem! Og sådan var vores tidligere borgmester Eva Nejstgaard (K) og viceborgmester Kurt Hansen (SF). De havde et fantastisk kompagniskab i mange år, hvor de udfordrede hinanden og lavede politik sammen. De var frontløbere på det område. De gik på kompromis og kunne sætte sig ud over deres egne ønsker og holdninger.

Hvilken person har haft størst betydning for dit liv?

Min tidligere chef fra Nørrebro, brugsuddeler Svend Erik Skov. For ham var unge mennesker nogle, man udviklede og fik videre i systemet. Jeg kom ud til ham som 20-årig, og han sendte mig straks på kurser, så jeg blev dygtigere - også ledermæssigt. Da jeg havde været ansat i halvandet år, sagde han: “Jørgen, nu skal du videre. Her er tre stillingsopslag. Søg dem.” Så det gjorde jeg og fik job i Hørsholm. Jeg får helt gåsehud, når jeg siger det. Han lærte mig - helt grundlæggende - at tænke på det med at udvikle andre. Han tilsidesatte sig selv for at udvikle os unge. Det er elegant!

Hvad er det vigtigste råd, du vil give videre til dine børn?

At jo mere åbne og ærlige vi er overfor hinanden, jo bedre kan vi hjælpe hinanden. Det er vigtigt for mig, at de ved, at de altid kan komme til mig uanset hvad.

Er du god til at balancere mellem arbejdsliv og privatliv?

Jamen, hvad er det for en balance? Som borgmester glider man jo ud og ind af rollen. Et eksempel: Jeg er frivillig løbetræner i Blovstrød Løvernes løbeklub, og der kommer jeg som Jørgen i mit løbetøj. Men hvis der er én på holdet, hvis barns skole skal lukke, og han/hun har brug for at løbe op på siden af mig og sige: Hvad er det lige, du har gang i, borgmester?” Så siger jeg altså ikke: “Det kan vi ikke diskutere nu, for nu er jeg løbetræner og ikke borgmester.” Én dag er min tid som borgmester slut, og så er jeg bare Jørgen igen - så nej, jeg nyder dobbeltrollen.

Hvad ville du gerne være fri for i dit arbejde?

Ingenting. Det er et fantastisk job. Og så vil folk tænke: Sig mig, er han fuldstændig vanvittig? Forleden dag stod der hundrede utilfredse mennesker og råbte ham lige ind i hovedet om en ny skolestruktur. Og nej, det er da ikke sjovt, men det er en del af den dialog, jeg må have og tage som borgmester. For noget tid siden var det stavgængerne, der var sure over at skulle flytte fra ét rum til et andet. Som borgmester er det altid et valg mellem pest eller kolera. Det er sjældent bare et valg mellem skidt og godt.

Hvad kan gøre dig bange?

Død, mus og fugle. Én gang var en mus kravlet ned i vores skraldespand; en anden gang var der fløjet en fugl ind i vores soveværelse - begge gange måtte jeg hente hjælp hos naboen. Altså jeg er pinligt bange for dem. Jeg har følt mig forfulgt af en stor havørn i Zoo til stor morskab for andre. Min mor har bare fortalt mig for mange muse-historier fra landet, hvor hun voksede op, og da jeg var barn, havde vi en undulat, som elskede at sidde i mit hår og altid fløj efter MIG. Død … min far døde af cancer for ti år siden, så det giver sig selv …

Hvilken film har du sidst set?

Nej, det var ikke Hitchcocks 'Fuglene.' Men jeg så faktisk et naturprogram forleden med en stor fugleflok, og da tænkte jeg: “Hold da kæft, kunne du ikke se, man stod der? De fugle der, de ville jo ... nejnej.” Men den sidste film? Det var ‘En verden udenfor’. Fantastisk film. Jeg har set den mange gange. Min datter og jeg elsker at se de samme film om og om igen.

Når jeg ser et dansegulv, så …

Så bliver jeg som én på atten. Jeg giver den fuld gas. Jeg gik til hiphop, da jeg var 40, og før jeg blev borgmester, lavede jeg tit breakdance-agtige rullefald. Det gør jeg ikke mere. Det dur jo ikke, at man ligger og roder rundt og smadrer potteplanter som borgmester.

Hvad ved dine bysbørn ikke om dig, som du gerne vil have, de skal vide?

De må gerne vide, at jeg aldrig giver op. Det er jo ikke altid lige til at se ...

Hvilket eftermæle som borgmester vil du gerne have?

At jeg så muligheder i alt og var åben for nye ideer.

Allerød Kommune Seks gode og en øjebæ

Seks gode og en øjebæ

Hvad er dit favorit-spisested?

“Café Skyttemosen” - mit eget køkken.

Hvad er din yndlingsudsigt?

Ved regnvejrsbassinet med alle dets flotte træer i solnedgang.

Hvad er det mest romantiske sted i byen?

Skovene

Hvilken butik ville du ikke undvære?

Dem alle - og jeg vil kun have flere!

Hvad er byens bedste kulturtilbud?

Mungo Park

Hvad vil du gerne have, at din by skal være kendt for?

At vi har et fællesskab, hvor der er plads til alle - midt i skoven.

Hvad er byens største øjebæ?

Kolonihaverne langs toglinjen til Allerød Station

Blå bog

Jørgen Johansen (K)

  • 51 år
  • borgmester i Allerød siden 2013
  • Gift med Helle og har to døtre på 20 og 23 år.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR