- Du kan bo her.

Ordene rammer lige i hjertekulen på den 15-årige Elise. Hun er taget på besøg det sidste sted, der føltes som hjem, nemlig Tvinds efterskole i Bogense. Her gik hun indtil for kort tid siden, men faren tog hende ud, da han ikke ville betale for skolen. Og nu får hun muligheden for at komme tilbage. Det lyder for godt til at være sandt.

Forstanderen Bente Hansen kigger hende i øjnene og forsikrer hende om, at den er god nok. Hvis hun går til hånde, betaler et symbolsk beløb og arbejder, kan hun blive på efterskolen de sidste måneder af skoleåret.

- Der havde været en socialrådgiver inde over min situation derhjemme. Men hun droppede at gøre noget, fordi hun var bange for min far. Men på Bogense gav de ikke op over for mig, siger Elise.

Så Elise går til hånde på skolen. Hun tager imod nye elever og slår græs:

- Hold op hvor slog jeg meget græs. Men det var rart, at der var nogen, som gik så meget op i mig.

Men glæden varer kort. For Elise når ikke at gøre skoleåret færdigt. Hun må forlade Bogense igen for at passe på sin mor, der har mistet sin kontanthjælp, og som ikke kan klare sig alene.

To år senere flytter hun som 17-årig hjem til en plejefamilie. Her møder hun for tredje gang i sit liv et sted, man kan være tryg - et rigtigt hjem. Anden gang var i Bogense.

Det første sted, Elise følte sig tryg og hjemme, var på Tvinds kostskole i Juelsminde.

Kritik

I DR-udsendelsen Afsløret, som blev sendt tirsdag aften på DR1 afslører programmet i samarbejde med kommunen.dk en række problematiske forhold på et opholdssted, som har tilknytning til Tvind.

En tidligere anbragt ved navn Jannic står frem og fortæller om overgreb og magtanvendelser, og pædagoger fortæller om manglende faglighed. Også her på kommunen.dk er blandt andre en tidligere ansat stået frem og har berettet om problematiske forhold.

Men det er langt fra den samme oplevelse, flere tidligere anbragte børn og unge har haft med Tvind. En af dem, Elise Nielsen, har valgt at stå frem her i kommunen.dk med sin historie om Tvind.

I dag studerer hun finansøkonomi i Viby ved Aarhus og bor med sin kæreste og deres fælles hund i en lille lejlighed, men det stod ikke skrevet i stjernerne, at det var her, hun skulle ende, da hun første gang befandt sig på Tvinds jord.

Hvem er jeg?

Tre år før forstanderen på Bogense gav Elise Nielsen et hjem, satte hun første gang fødderne på Juelsminde Højskole, hvor hun 12 år gammel startede på kostskole.

Her lå både efterskole, friskole, husholdningsskole og så kostskolen. I dag ligger her et opholdssted og en specialskole. Alt andet er lukket.

For Elise var den dag i august 1999 også den dag, hun fandt ud af, at hun ikke kunne synge. For fællessang viste sig at være en fast del af programmet på Juelsminde. Men det samme var åbne og imødekommende mennesker. Og her var ingen usikkerhed eller ustabile forældre:

- Allerede den første dag, da mine forældre kørte fra Juelsminde, følte jeg mig hjemme. Alle børn synes, deres forældre er pinlige. Men når han kom og besøgte os på forældredag, var jeg allerede bekymret fra det øjeblik, jeg så dagen i kalenderen. Det var modbydeligt. Jeg var udmattet, når de havde været det.

På kostskolen fik hun afstand til begge sine forældre. Hun fik mulighed for at lære sig selv at kende, og hun lærte, at det var ok, at hun havde holdninger, der ikke matchede de andres.

Ud over trygheden på højskolen var der én ting, børnene på kostskolen altid kunne regne med: folk uden for skolen brød sig ikke om Tvind:

- Vi havde altid oplevelsen af, at folk var klar til at køre os over, når vi skulle krydse vejen. Når vi gik nede i byen, kunne man mærke at folk trak over på den anden siden af vejen. Jeg ved godt, at nogle af os var problembørn, men vi var også helt almindelige mennesker, siger Elise Nielsen.

Kritikken kunne mærkes

Tiden forinden havde været lidt turbulent for den 12-årige Elise Nielsen. Hendes friskole var lukket, og børnene blev undervist i skoleinspektørens stue frem til sommerferien. Moren har forbudt hende at tale med andre mennesker i byen, og faren drak, fra det øjeblik han kom ind ad døren:

- Mine forældre elsker mig, men de skulle nok ikke have haft børn. Jeg tror mest, de betalte for kostskolen, fordi de slap for at have mig hjemme. Det kostede jo det samme som at give mig mad.

Andre af børnene på kostskolen fik deres ophold betalt af kommunen, men i 1999 var Tvind endnu bedst kendt for rejsende højskoler, Tvind-loven, som blev omstødt af højesteret netop det år, og tilskudssager, folk ikke forstod.

Og omtalen satte sine spor på skolerne. Der kom færre elever, og de elever som kom var tungere sociale tilfælde.

- Mange af dem, jeg gik i skole med var problembørn. Jeg tror faktisk, at jeg var en af de få, der blev betalt for af mine forældre. Mange var anbragt på den ene eller anden måde, for de fik tøjpenge og lommepenge på skolen. Nogle var i hvert fald fra hårde baggrunde, som har gjort dem ustabile. Men jeg tror faktisk ikke, de er udsatte længere.

For Elise Nielsen og de andre børn gav Tvind den stabilitet, de savnede:

- Vi var bare børn, og jeg tror, at for manges vedkommende, gav det lidt barndommen igen, selvom vi havde så travlt med at blive voksne, siger Elise Nielsen.

Flere problembørn

I løbet af de år, Elise Nielsen gik på skolerne på Tvind, kom der flere udsatte børn til Tvind. Og da hun et par år efter den første dag på Juelsminde startede på Bogense Efterskole, oplevede hun flere elever, som blev hentet fra hjem i området omkring Fredericia for at gå i skole i Bogense, fordi de ikke passede ind på almindelige folkeskoler.

- Der kom flere problembørn, mens jeg var hos Tvind. I Juelsminde kom en pige med en decideret voldelig opførsel. På et tidspunkt sagde jeg hende imod, og hun tog fat om min hals og hev mig op på væggen. Det var meget voldsomt. Den eneste måde hun kunne trænge igennem på var vold og højrøstethed. Jeg tror aldrig, hun havde lært andet.

Samtidig manglede de voksne på skolen den opbakning udefra, som også børnene oplevede. Samfundet ville ikke Tvind.

- Jeg har hørt et barn få at vide af sin sagsbehandler, at man ikke skulle stole på ting, tvindlærere fortalte en. Andre havde forældre, som ikke ville have, at de var fjernede, og derfor modarbejdede de lærerne. De fik mange beskyldninger og vi kunne mærke, når det kom op i medierne, tog det hårdt på dem.

I dag er Elise Nielsen ikke i tvivl om, at hun klarede sig ud af armoden på grund af Tvind og på grund af den plejefamilie, hun kom til senere.

- Det var mennesker, som troede på, at vi var noget værd, og at vi kunne bidrage med noget. Og den følelse havde jeg virkelig aldrig mærket før. Man var velkommen, og man var deres tid værdig.