Tidligere elever anklager ledende Tvind-folk for vold og ydmygelser
Tidligere elever anklager ledende Tvind-folk for vold og ydmygelser
Neddysning af voldtægter, ydmygelser, grov vold og brækkede lemmer er bare nogle af de ting, som en række tidligere elever fra en af Tvinds tidligere småskoler i England nu anklager ledende medlemmer af Tvinds Lærergruppe for.
Eleverne var alle døgnanbragt på Tvindskolen The Small School on Red House i 1980’erne og 1990’erne. Enstemmigt fortæller de om en opvækst i et voldeligt miljø, hvor de lærere, der skulle passe på dem, manipulerede og hjernevaskede dem, hvis de ikke uddelte tæsk eller ydmygede dem.
I dag er flere af selv samme lærere aktive på opholdssteder i Danmark som enten ledere eller bestyrelsesmedlemmer samt på Lærergruppens hotel i Norge, som udsatte børn fra Danmark kommer i praktik på, og hvor anbragte på Tvind-relaterede opholdssteder hvert år er på skiferie.
- En af lærerne brækkede min finger, men det gik jo ikke, at myndighederne fik nys om, hvad der foregik, så jeg kunne ikke komme på hospitalet. I stedet lappede de den sammen med tape og plastic-pinde fra nogle slikkepinde, siger den tidligere elev på småskolen Stephen Chase til kommunen.dk.
- Jeg blev voldtaget af en anden elev, og lærerne dyssede det ned, underkendte mig og fortalte mig, at det ikke var sket. At det var noget, jeg bildte mig ind. De fortalte mig, at jeg var en opmærksomhedskrævende løgner, siger Hayley Jones, som var anbragt på småskolen i 1993-1996 grundet selvskade.
Småskoler er det ord, Tvindrelaterede opholdssteder også i dag bruger om sig selv. Der er tale om opholdssteder til udfordrede børn og unge, hvor der på stedet også er tilknyttet skoledel, og som oftest vil den undervisning, eleverne får, være praktisk funderet.
Drengen der sagsøgte
Stephen Chase er en af flere elever, der har talt med kommunen.dk samt den britiske avis Eastern Daily Press. Her står de frem med beskyldninger om børnemishandling på Red House.
Småskolen blev i 1998 lukket af de sociale myndigheder, fordi man frygtede for elevernes ‘sundhed, sikkerhed og velfærd’, og fordi de tilsynsførende ‘tvivlede stærkt’ på, om personalet på stedet var deres opgave voksen. I perioden 1984-1998 blev småskolen drevet på en måde, som gjorde, at sociale myndigheder over hele landet blev advaret imod at sende deres udsatte børn og unge til småskolen.
Flere af de beskyldninger, der nu kommer frem i Eastern Daily Press og i kommunen.dk, og som skal være foregået i perioden 1984-1990, er allerede blevet undersøgt af politiet én gang.
Politiet undersøgte også en række overgrebssager i hhv. 1988 og 2009, uden at der blev rejst tiltale. I forbindelse med de to efterforskninger talte politiet med 26 tidligere elever, hvoraf 12 kom med beskyldninger om overgreb og voldsepisoder – alle fra perioden 1984-1990.
De nye beretninger fra tidligere elever fik i sidste uge det britiske politi til at genoptage efterforskningen af de daværende forhold på småskolen. Det gælder særligt de elever, der ankom til småskolen efter 1990, hvis sager politiet ikke hidtil har set nærmere på.
Vi knoklede for at gøre vores arbejde så godt som overhovedet muligt. Det blev gjort ud fra et godt hjerte. Det gjorde det altså. Men vi var underbemandede, og derfor lavede vi også fejl.
En af de tidligere elever er Michael Rose, der ankom til småskolen i 1990. I dag er han 40 år og bor i London, og i 2001 vandt han en sag over de sociale myndigheder i den engelske kommune Barnet, fordi de sendte ham til Tvindskolen Red House.
Han vandt sagen, fordi de sociale myndigheder netop var blevet advaret imod at placere børn og unge på Red House, men gjorde det alligevel. Michael Rose fik også sin erstatning, fordi hans sagsbehandler havde modtaget en detaljeret rapport om et voldeligt overgreb mod Michael Rose begået af en lærer.
- Han væltede mig og sparkede mig. Og mens jeg lå på gulvet, blev han ved med at sparke mig, siger Michael Rose.
I dag fortæller han, at han gjorde oprør imod den voldelige kultur, der angiveligt havde overtaget hverdagen på småskolen:
- Men mange af eleverne havde oplevet så mange dårlige ting, at de ikke kendte til noget andet. Det har jo også haft omfattende betydning for resten af mit liv, siger Michael Rose.
Danske ledere
Flere af de tidligere elever siger, at det var en en lille håndfuld danske lærergruppemedlemmer fra Tvind, der var årsagen til, at der herskede en voldelig kultur på Red House
Den første, som især fylder meget i bevidstheden hos de elever, som var på skolen i 1990’erne, er den nu afdøde Benny Jørgensen.
En elev, som var på skolen i 1995, har i 24 år båret rundt på et billede, som ifølge den tidligere elev er taget i Indien under en skoletur:
- På mine øjne kan man se, at jeg har grædt, men Benny blev bare ved med at slå og trykke mig ned i madrassen. Han havde for vane at trykke på forskellige steder på kroppen, hvor det ville gøre mest ondt, siger den tidligere elev, der ikke ønsker at stå frem med navn.
Benny Jørgensen døde af kræft i 2013. Ifølge flere elever var han i årene på Red House samlevende med et medlem af Lærergruppen, Hun skriver til kommunen.dk i en mail, at hun ingen kommentarer har til de beskyldninger, der er rejst imod Lærergruppen, og henviser til sin tavshedspligt.
‘Hvis politiet retter henvendelse til mig, kan jeg naturligvis svare på politiets spørgsmål,’ slutter hun sin mail.
Endvidere peger flere elever på lærergruppemedlemmet Lena Eriksson, som i dag ifølge den norske ækvivalent til det danske CVR-register er daglig leder på Hornsjø Høyfjeldshotel, der er ejet af Tvinds Lærergruppe, hvor anbragte børn og unge fra Tvind-relaterede opholdssteder hvert år tager på skiferie, og hvor kilder på opholdsstederne tidligere har fortalt til kommunen.dk, at anbragte børn, som havde svært ved at tilpasse sig, kunne komme i praktik.
Kommunen.dk har forsøgt at kontakte Lena Eriksson via både mail, telefon og Facebook, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Den danske forbindelse
Elever, som var på småskolen i 1980’erne, fremhæver især forstander Steen Conradsen, når snakken falder på lærere, som de mener er årsagen til den vold, som angiveligt foregik på skolerne.
Steen Conradsen er i dag leder af Botilbuddet på DNS - et socialpædagogisk botilbud til anbragte unge voksne med social problemer - samt psykiske og fysiske handicap. Her er plads til ti personer i både midlertidigt og længerevarende botilbud.
Derudover står han opført som leder af anbringelsesstedet Ungdomshøjskolen PTG. Stedet, som er en blanding mellem et opholdssted og et botilbud, huser op til ti børn og unge.
Begge anbringelsessteder ligger på Tvind i Ulfborg, hvor Steen Conradsen også er opført som driftsleder af DNS ITP – et botilbud med 22 pladser til både midlertidigt og længerevarende placeringer af voksne borgere.
I 2016 var Steen Conradsens endvidere formand for tre af Tvind-relaterede opholdssteders bestyrelser. Han sidder desuden i bestyrelsen for Fonden Fælleseje, der ejer langt størstedelen af de bygninger, de Tvind-relaterede opholdssteder har hjemme i.
Kommunen.dk har forsøgt at kontakte Steen Conradsen via både mail, telefon, sms og telefonsvarerbesked, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Foruden de lærere, som især fremhæves af de tidligere elever, fortæller eleverne om andre lærere, der deltog i eller overværede vold eller nedværdigende behandling af elever. Da de lærere enten deltog i mindre grad, eller de tidligere elever ikke har haft helt enslydende beskrivelser af deres andel, har kommunen.dk valgt ikke at nævne deres navne. Vi har dog kontaktet 10 lærere, som arbejdede på skolen. De har enten ikke har svaret på vores henvendelse eller meddelt, at de ikke har ønsket at udtale sig.
Jeg blev voldtaget af en anden elev, og lærerne dyssede det ned, underkendte mig og fortalte mig, at det ikke var sket. At det var noget, jeg bildte mig ind. De fortalte mig, at jeg var en opmærksomhedskrævende løgner.
Afhopperen
Det tidligere lærergruppemedlem Steen Thomsen var i årene 1991-1998 leder af søsterskolen til Red House, som hed Winestead Hall. Han skrev i 1998 en rapport til det danske undervisningsministerium om sin tid på Tvind. Her skrev han, at småskolerne i England blev set som rene pengemaskiner, der blev brugt til at kanalisere penge fra de sociale myndigheder i Storbritannien og ind i Tvinds fonde. Det blandt andet ved meget høje huslejer og lejeudgifter på skibe, som skolerne var tvunget til at leje. Netop på grund af de høje lejeudgifter var der meget få penge rent faktisk at drive skole for, siger Steen Thomsen:
- Vi knoklede for at gøre vores arbejde så godt som overhovedet muligt. Det blev gjort ud fra et godt hjerte. Det gjorde det altså. Men vi var underbemandede, og derfor lavede vi også fejl, siger han.
Steen Thomsen oplevede som oftest, at eleverne var glade for at være på småskolen, siger han i dag.
Steen Thomsen medgiver dog, at Steen Conradsen har haft en hårdhændet behandling af eleverne på småskolerne, men han mener ikke, at der var tale om en voldelig kultur:
- Jeg undrede mig over, om eleverne mon var ok med det, når de tumlede. Det skulle se ud, som om det var morsomt, men jeg syntes bare ikke, det var morsomt. Det mindede mig mest om underlegenhed, der ikke ville være opstået, hvis de voksne havde været gode til deres opgave. Steen Conradsen var jo bare en stor dreng, selvom han var forstander, siger han og tilføjer, at han også oplevede, at mange elever selv opfordrede til fysisk konfrontation i leg.
Steen Thomsen har ikke haft sin daglige gang på Red House, men hvis vilkårene på skolen var som på Winestead Hall, kan han godt forstå, hvis eleverne har oplevet, at lærerne har været hårdhændede.
- Vi kunne blive tvunget til at bruge magtanvendelser, hvis en elev angreb andre elever eller personalet. Eller hvis de var til fare for sig selv. Som hovedregel var vi altid to om det, og det handlede først og fremmest om at mindske faren, mindes han i dag og fortæller, at de på Winestead Hall skrev alle magtanvendelser ind i en bog med nummererede sider, så ingen kunne fjerne siderne fra den.
Sagen genåbnet
Hos det britiske politi meddeler en talsperson nu, at man vil genåbne sagen i forlængelse af de nyeste afsløringer, der er kommet frem i Eastern Daily Press.
- Vi kan bekræfte, at vi har modtaget en række beskyldninger om overgreb på Red House School i Buxton. De informationer, vi har fået ind, bliver nu behandlet, og vi har besluttet at udføre en ny efterforskning af de beskyldninger, der nu er rejst. Derfor appellerer vi også til, at alle, som har information, der ikke tidligere er blevet meldt, henvender sig, oplyser en talsperson for politiet i Norwich.
Michael Rose, som var på småskolen fra 1990, siger i dag, at han sætter stor pris på, at det nu bliver muligt for flere elever at få deres sag prøvet.
- På den her måde kan flere få en smule retfærdighed. Og det hjælper enormt meget, når man skal hele efter de her oplevelser. Det er selvfølgelig sent, men det hjælper at vide, at nogen lytter til os efter alle de år, hvor vi klagede til vores sagsbehandlere, uden at de gjorde noget, siger Michael Rose.
Sådan gjorde vi
Kommunen.dk har i samarbejde med Eastern Daily Press været i kontakt med ni tidligere elever, hvoraf fire har været villige til at stå frem med navn. De resterende har bakket de andres fortællinger op.
Kommunen.dk har forsøgt at kontakte 10 tidligere lærere på skolen for at konfrontere dem med de beskyldninger, de tidligere elever har rejst.
Kommunen.dk kender til identiteten på alle tidligere elever, der udtaler sig i denne artikel.
Læs også fire tidligere elevers fortællinger:
'De sagde, jeg løj, og at jeg var opmærksomhedskrævende'
'Det var som en arbejdslejr, hvor vi aldrig fik lov at være børn'
'Det var tarveligt, de var onde, og i dag betaler vi prisen'
'I dag ved jeg jo godt, at det ikke er normalt, at voksne slår børn'
Læs også:
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.