‘De sagde, jeg løj, og at jeg var opmærksomhedskrævende’
‘De sagde, jeg løj, og at jeg var opmærksomhedskrævende’
Hayley Jones’ arme bærer synlige tegn på en ungdom, der ikke var, som den skulle have været.
År med selvskade har sat så tydelige ar, at hun måtte fortælle sine børn, da de var helt små, at mor var kommet til at sidde fast i noget pigtråd. I dag er de så store, at de kender lidt af sandheden: At mor havde det så dårligt som teenager, at hun skar i sig selv.
- De er 15 og 17 år gamle, og i dag kan jeg ikke lade være med at spørge, hvordan nogen dog kunne finde på at behandle børn på den alder på den måde, vi blev behandlet. Det var frygteligt, siger Hayley Jones i dag om sin tid på Red House, hvor hun var placeret af de sociale myndigheder i årene 1993-1996, fra hun var 13, til hun var 16 år gammel.
Efter hun forlod stedet, har hun sloges med voldsomme psykiske udfordringer, angiveligt fordi hun aldrig har fået behandlet de ting, hun oplevede på stedet:
- Jeg blev voldtaget af en anden elev, og lærerne dyssede det ned, underkendte mig og fortalte mig, at det ikke var sket. At det var noget, jeg bildte mig ind. De fortalte mig, at jeg var en opmærksomhedskrævende løgner, siger hun.
Drengen, som angiveligt stod bag voldtægten, blev ifølge Hayley Jones flyttet til den anden Tvind-skole i England, Winestead Hall.
Vold og overgreb
Som andre elever før hende fortæller Hayley Jones om en hverdag med vold og usikkerhed.
- Det var ikke altid, vi blev slået, hvis vi havde gjort noget forkert. Der kunne også være andre ret hårde sanktioner. Jeg havde en enkelt gang været oppe og slås med min kæreste. Jeg havde nok kastet noget efter ham. Det fik den konsekvens, at jeg blev sat til at skrabe hele indersiden af en swimmingpool ned og male den. Det tog mig tre uger, hvor jeg arbejdede fra morgen til aften i stedet for at gå i skole, siger hun.
Hayley Jones er ikke den eneste tidligere elev, som har fortalt kommunen.dk om seksuelle overgreb og voldtægter på skolen. Tre andre elever har fortalt, at de angiveligt er blevet voldtaget på skolen, men ingen af dem har haft modet til at stå frem.
- Min smerte handler om, at de voksne ikke gjorde noget. Jeg mistede tiltroen til, at de voksne kunne gøre noget for mig. Jeg blev aldrig udsat for seksuelle overgreb fra lærerne, men de tævede os og troede ikke på os. Det var børnemishandling, siger Hayley Jones.
Steen Thomsen, som i disse år var forstander for Winestead Hall, mindes ikke at have modtaget elever fra Red House i sine år som forstander. Han siger, at han aldrig i sin tid som forstander har modtaget en person, som han var bevidst om skulle have begået voldtægt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.