Sjove valgplakater og hullede kondomer sendte Kristoffer i byrådet, men nu er det alvor
Sjove valgplakater og hullede kondomer sendte Kristoffer i byrådet, men nu er det alvor
En lyseblå Skoda triller ind foran rådhuset. Kristoffer Møller Jensen stiger ud, tænder en cigaret, hilser, ryger lidt og smider så skoddet på asfalten. Det er dagen efter hans 20 års fødselsdag og nu godt to år siden, han blev valgt ind i byrådet i Silkeborg for Venstre.
- Jeg husker tydeligt min første dag. Vi ventede på at få taget billeder, og min puls steg, for jeg var både nervøs og spændt. Det var et helt nyt kapitel i mit liv, og der var så meget fokus på mig i valgkampen. Dengang var det helt surrealistisk, at folk og medier gad høre på, hvad jeg havde at sige, fortæller Kristoffer Møller Jensen.
Siden er der sket meget. Dagsordener, dokumenter og udvalgsmøder fylder i dag den daglige trummerum, hvor Kristoffer Møller Jensen forsøger at være de unges stemme.
Det drengede ansigt er også blevet mere modent at se på. Særligt når man sammenligner med den valgplakat, der i 2017 gik landet rundt og gjorde den unge venstrepolitiker kendt for et øjeblik.
Plakaten viste hans ansigt med ordene 'Indsæt tekst' nedenunder, så det lignede, at han havde glemt at skrive noget. Men 'fejlen' var ikke en fejl, og flere medier skrev om den alternative valgplakat, mens den kendte instagrammer Anders Hemmingsen også delte den på sin profil.
Det var ikke det eneste kuriøse virkemiddel, Kristoffer Møller Jensen tog i brug. Han uddelte også kondomener med et hul i og en snor igennem med et lille kort, hvor der stod 'Flere vælgere om 18 år og ni måneder', mens der på bagsiden af kortet stod lidt om hans politiske mærkesager.
'Jeg er stadig under oplæring'
Da Kristoffer Møller Jensen blev valgt ind, skete der samtidig en stor udskiftning i Silkeborg Byråd. Det betød mange nye ansigter, så Kristoffer var ikke alene om at skulle lære de kommunale processer at kende fra bunden.
Men få af de nye var unge.
- Vi kunne godt bruge flere unge. Altså jeg var meget grøn, og jeg havde meget at lære, og jeg er nok stadig under oplæring i hele det kommunale sprog, men jeg tror, jeg ser Silkeborg fra en anden vinkel. Det tager jeg med, når vi sidder og diskuterer. Jeg kommer måske også med lidt krøllede forslag, hvor de gamle tænker, at vi bare gør det samme, som vi gjorde sidste år.
Han føler ikke, at der er nogen forskelsbehandling i byrådet på grund af alder. Men i valgkampen kom der et par hårde ord med på vejen.
- Folk sagde, at jeg ikke havde nogen erfaring, og at jeg ikke vidste en skid. Men i et demokrati skal vi altså have et så bredt udsnit af befolkningen i byrådet som muligt, og hvis de, der sidder herinde, kun er nogle nisser på 70, så har vi altså brug for nye kræfter og et nyt syn på sagen, siger Kristoffer Møller Jensen.
I byen med vælgerne
En anden forskel på et ungt og ældre byrådsmedlem er, at kun en af dem ser byens natteliv. Kristoffer Møller Jensen passer dog også på, når han tager i byen i Silkeborg.
- Hvis man skal fyre den af, så skal man ud af byen.For når jeg går i byen i Sillkeborg, så er det ikke altid skidesjovt. Folk ved, hvem jeg er, og de henvender sig hele tiden for at få svar svar på et par spørgsmål. Hvis jeg sætter mig ind på et værtshus og drikker en bajer, så kommer der altid en, der vil diskutere verdenssituationen eller snakke om et eller andet, vi har fået igennem i byrådet, siger han.
Kristoffer Møller Jensen har en to-årig EUX-uddannelse fra handelsskolen, men har ikke noget fast arbejde i øjeblikket ud over et par småjob hist og her. Han meldte sig ind i Venstres Ungdom som 13-årig og fortæller, at han hører til den mere liberale del af Venstre. Det kommer blandt andet til udtryk i hans holdning til rygning på offentlige institutioner, som i øjeblikket er til debat i Silkeborg.
- Jeg synes ikke, det er noget, vi skal blande os i. Det må være op til den enkelte institution at sige 'okay, her på vores skole eller her på rådhuset accepterer vi ikke, at de ansatte ryger'. Kommunen kan så komme ud og give nogle råd om sundhed og anbefale at forbyde rygning.
Frustration på genvalg
Den ung epolitiker mener, det værste ved kommunalpolitik er de langsommelige processer; fra et forslag bliver vedtaget, til det er virkelighed. Der skal Kristoffer Mølller Jensen lige tage en dyb indånding og holde fast i bordkanten for ikke at tabe tålmodigheden.
- Der er nogle processer, hvor man tænker, hvorfor fanden skal det tage så skide lang tid. Men det må man vænne sig til, for det kan åbenbart ikke gøres hurtigere. Så når vi har truffet en beslutning, går der måske et år eller tre, før den træder i kræft.
På trods af de frustrerende processer synes han dog, at kommunalpolitk er enormt spændende, og det er ikke sådan, at han ser sig skifte over til landspolitik.
- Jeg har ikke et mål om at skulle være politiker resten af livet. Jeg vil gerne stille op til næste valg, men jeg ved ikke, om jeg gør det om seks år.
Hvad der bliver gimmicken i næste valgkampagne, røber han ikke endnu. Men den er i støbeskeen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.