Redegørelse om problematiske pesticid-rester er lige på trapperne
Redegørelse om problematiske pesticid-rester er lige på trapperne
Miljøministeren påkræves redegørelse om omfanget af fund af glemt pesticid efter kommunens.dk afdækning af, at 113 vandværker har pumpet vand med for højt indhold af det glemte stof, desphenyl-chloridazon, ud til forbrugerne.
”Jeg har brug for at få at vide, hvornår ministeriets redegørelse er afsluttet, så vi kan konkludere og handle, og det har miljø- og fødevareministeren, Esben Lunde Larsen (V), lovet mig på mødet i går, at det sker i løbet af nogle få uger,” forklarer Christian Rabjerg Madsen, der sammen med de resterende partier bag den seneste pesticidaftale, var samlet til møde torsdag aften.
For den socialdemokratiske miljøordfører handler det først og fremmest om at få fingre i Miljøstyrelsens kommende redegørelse om omfanget af desphenyl-chloridazon.
Derudover kræver den socialdemokratiske miljøordfører også svar på, hvordan Miljøstyrelsen har vurderingen af, hvor meget stof, der skal indtages førend stoffet er sundhedsskadeligt.
Ifølge Miljøstyrelsen vil spørgsmålene blive besvaret snarest, da styrelsens redegørelse – der blev bestilt i efteråret – efter planen skal afleveres og præsenteres inden for de kommende uger.
Værre end forventet
Udover de 113 vandværker, hvor der kunne konstateres desphenyl-chloridazon over grænseværdien, er nedbrydningsstoffet også fundet ved yderligere 214 værker under grænsen.
”De tal, som kommunen.dk refererer, er væsentligt højere end forventet. Og det er selvfølgelig derfor, at jeg drøftede spørgsmålet med ministeren,” siger Christian Rabjerg Madsen.
Ifølge Christian Rabjerg Madsen har ministeren lovet, at redegørelsen, der beskriver omfanget af fund, er færdig inden for de kommende uger.
”Jeg har selvfølgelig behov for, at ministeren får de tal ind og får dem politisk bearbejdet, og leverer dem til os i en mere gennemarbejdet version, end det vi kan læse os frem til i pressen, og så har jeg selvfølgelig også brug for, at ministeren han forholder sig - sammen med sit embedsværk - sagligt og fagligt til de her oplysninger, som kommer frem,” forklarer Christian Rabjerg Madsen.
For nuværende er der fundet desphenyl-chloridazon over grænseværdien i 216 grundvandsboringer. I det værste tilfælde er grænseværdien overskredet 90 gange.
Styrelse: Risici er minimale
I Miljøstyrelsen lyder vurderingen, at sundhedsrisikoen ved at drikke vand med desphenyl-chloridazon kun er sundhedsskadeligt, hvis du drikker pesticidvand i urealistisk store mængder.
”Både for chloridazon og nedbrydningsprodukterne har der været krav om en helt masse undersøgelser i forbindelse med godkendelse af stoffet, så på den baggrund er der lavet en sundhedsmæssig vurdering af stoffet,” siger Lea Frimann og fortsætter:
”Her er det undersøgt for om det giver skader på foster, forplantningsevne, og om det er kræftfremkaldende, eller om det kan skade arveanlæg og så videre. De undersøgelser er foretaget, så der er god viden om stofferne i forvejen, og på baggrund af den viden, der er, er det vurderet, hvornår der er en sundhedsrisiko ved de her stoffer.” siger hun.
Den fastsatte grænseværdi for chloridazon - og andre pesticider - er 0,01 μg/l. Sundhedsmæssige acceptable daglige indtagelse, er af Miljøstyrelsen, fastsat til 300 μg/l. for voksne og 50 μg/l. for børn.
Hvilke kilder bruger I til at vurdere det?
”Det er de vurderinger, der er lavet af stofferne i EU. Stoffet er er jo godkendt i Tyskland endnu, og der ligger jo vurderinger i EU af de her stoffer, så det er data herfra, vi bygger det på,” siger Lea Frimann.
Nye håndtag
Hos Socialdemokratiet er holdningen, at det kan blive nødvendigt at give myndighederne nye håndtag i forhold til at bremse værkernes udsendelse af chloridazon-vand.
”Når vi har fået redegørelsen, så kan vi jo kigge på, hvad der findes af løsningsmuligheder, og der ser jeg jo i hvert fald tre muligheder; at man kan lukke boringer, man kan flytte boringer og så kan man foretage en opblanding af vandet,” siger Christian Rabjerg Madsen.
Men de tre ting gør værkerne jo allerede i dag, det er jo allerede lovbestemt, så det er vel ikke det helt store problem, når vandværkerne allerede skal gøre det i dag?
”Det er rigtig nok, at de løsningsforslag, som jeg skitserer nu, det er allerede forslag, som ligger i værktøjskassen, og som også bliver brugt i dag. Men jeg bliver nødt til at sige, at det er nyt for mig, at det her problem er så omfattende, og det er derfor, at jeg har brug for at få ministerens vurdering af sagen. Både i forhold til grænseværdirer og i forhold til sundhedsrisiko, før vi forholder os til, hvordan vi skal handle, om vi skal bruge de gamle eller nogle nye værktøjer,” mener Christian Rabjerg Madsen.
Kommuen.dk har også forsøgt at få en kommentar fra miljø- og fødevareministeren, Esben Lunde Larsen (V), men ministeren har ikke tid til at lade sig interviewe. Ministeren kan ”sandsynligvis først efter vinterferien”, lyder beskeden fra ministerens pressemedarbejder, Jonatan Lykke-Olesen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.