Flere borgmestre vælger ved dette års kommunalvalg ikke at genopstille til embedet, men stadig at stille op som menigt medlem af byrådet.

Det er et specielt fænomen, som kræver en særlig forklaring: Når nogle borgmestre vælger at trække sig frivilligt, handler det sjældent om politik alene. For mange er det et spørgsmål om livsfase, arbejdsbyrde og lysten til stadig at bidrage – bare på en anden måde.

Men at gå fra øverste post til en plads på en række længere nede er ikke nogen simpel øvelse. Det er den usædvanlige vej ned ad karrierestigen, vurderer ledelsespsykolog Claus Elmholdt.

- Klassisk karriereudvikling går fra medarbejder til leder og videre opad i hierarkiet, siger han. 

Med andre ord: det kræver både selvindsigt og mod at give slip på magten, før vælgerne eller partiet tvinger én til det. Og selv når beslutningen er egen, følger der en mental omstilling med, påpeger Claus Elmholdt. 

- Når man laver den modsatte bevægelse, er det både psykologisk og socialt udfordrende. Det ser man ikke så tit i professionelle organisationer, og derfor kan det være en svær øvelse, både for den, der træder et skridt ned, og for omgivelserne, siger han.

- Det er svært, men hvis man er bevidst om sin rolle, kan det blive en styrke for både byrådet og kommunen. Den tidligere borgmester kan være en vigtig vidensbank uden at være en skyggeborgmester.

Men at  give slip på borgmesterposten betyder også at give slip på en stærk rolleidentitet. 

Fra øverste leder til én blandt mange

Rollen som borgmester former ikke kun arbejdet – men også ofte personen. Derfor er overgangen fra at være den, der leder, til blot at være én blandt mange, mere end et skift i titel; det er et skift i selvforståelse, bemærker Claus Elmholdt. 

- Det er på ens egen identitet, man bliver udfordret, siger han og fortsætter:

- Man har været den, der har haft ordet, haft ansvaret og været centrum for beslutningerne. Pludselig er man én blandt mange. Det kan være svært at finde sine ben i en ny identitet og acceptere, at man ikke længere er den, som alle kigger på, fortæller han. 

Netop den udfordring har flere af de afgående borgmestre været bevidste om. For nogle bliver beslutningen en måde at runde et langt arbejdsliv af med værdighed – uden at vende ryggen helt til det politiske liv.

For Koldings konservative borgmester Knud Erik Langhoff er beslutningen om at stoppe som borgmester et naturligt skridt: 

- Jeg fylder 75 år her i oktober, og borgmesterposten kræver, at man er på 24/7, 365 dage om året. Derfor har jeg valgt at sige: Nu har jeg en værdig afløser, og så trækker jeg stikket på borgmesterposten. 

Dog er han ikke helt klar til at forlade politik. Og han håber, at han fortsat kan bidrage med viden. 

- Jeg har tit set, hvordan nye spidskandidater kan få det svært de første år, hvis der ikke er nogen til at bakke op. Derfor vil jeg gerne være med til at støtte op om det arbejde, min afløser skal i gang med.

Risiko for skyggeborgmester-rolle

Men selv gode intentioner kan skabe spændinger. Når en tidligere leder bliver siddende, kan grænsen mellem støtte og styring let blive uklar.

Og netop det er en faldgrube, som Claus Elmholdt advarer imod. 

- Det største problem er, hvis man ubevidst bliver ved med at være borgmester i rummet. Det kan skabe uro i byrådet, hvis den tidligere leder fortsat blander sig i beslutningerne eller bliver opfattet som den reelle autoritet. Det kræver selvdisciplin at holde sig tilbage, siger han. 

Han anbefaler, at den afgående borgmester tydeligt markerer sit skift i rolle:

- Det kan være en god idé at tage en snak med sin efterfølger og sige: ‘Jeg står til rådighed, hvis du ønsker sparring, men du skal ikke føle, at jeg overvåger dig.’ Det handler om at vise, at man har sluppet roret, men stadig gerne vil være en ressource.

Jammerbugts mangeårige borgmester Mogens Gade (V) er også opmærksom på netop den balance:

- Jeg skal ikke være den, der er ordførende i hverken partiet eller kommunalbestyrelsen. Jeg skal stadig kunne bidrage med mine synspunkter, men jeg skal træde tilbage, når beslutningerne skal træffes. Det er en balance, jeg lige skal finde, siger han. 

At en afgående borgmester bliver siddende, kan have både positive og negative konsekvenser for samarbejdet i byrådet.

- Gruppedynamikken bliver påvirket, når en tidligere leder bliver i gruppen, forklarer Claus Elmholdt.

 - Det kan skabe tryghed, fordi man bevarer en vigtig vidensperson. Men det kan også give anledning til usikkerhed, hvis det ikke er tydeligt, hvem der har det endelige lederskab. Det kan skabe en slags dobbeltledelse, siger han. 

Det er også en udfordring, som Mogens Gade er bekymret for. 

- Der kan måske opstå nogle situationer, hvor en politisk kollega eller modstander vil gå til mig i stedet for den nye borgmester. I sådan en situation skal jeg navigere i min nye rolle, så der ikke står en borgmester på den anden side og føler sig presset.

Udover Mogens Gade og Knud Erik Langhoff stiller Hans Stavnsager (S) fra Faaborg Midtfyn og Gert Jørgensen (K) fra Sorø også op til byrådet. 

Kan skabe problemer

Kommunalekspert ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch fortæller, at det kan være farligt for kommunerne, hvis den afgående borgmester fortsætter sit arbejde i byrådet. 

- Der er kommuner, hvor den gamle borgmester bliver ved med at blande sig, og det skaber problemer for den nye, siger han uden at afsløre, hvilke kommuner, han hentyder til. 

Men selvom der er udfordringer, kan en borgmester, der bliver siddende, også være en styrke for kommunen.

- Hvis man selv har truffet beslutningen om at træde tilbage, er det langt lettere at finde sig til rette i sin nye rolle, siger Claus Elmholdt.

- Det kan være en win-win-situation, hvor man både giver plads til fornyelse og sikrer kontinuitet i byrådsarbejdet. Den viden og erfaring, der ellers kunne gå tabt, kan komme den nye borgmester og hele byrådet til gode, siger han. 

Alligevel ser Claus Elmholdt tegn på, at den slags rolleskift kan blive mere almindeligt i fremtiden. For mange borgmestre er overgangen fra fuldtidsleder til byrådsmedlem en måde at lande et langt arbejdsliv på – uden at slippe ansvaret helt.

- Vi ser det også mere i private og offentlige virksomheder, at man går fra at have været CEO til at være medlem af bestyrelsen eller blot have en mindre krævende stilling i nogle år,  indtil man skal på pension, siger han.