Kommunen.dk
MENU

Klæder skaber kommunalpolitiker: Tøjvalg påvirker vælgerne

Kommunalpolitikere bør klæde sig nøje på til valgkampen. For deres tøjvalg påvirker vælgerne, mener modeforsker.

Klæder skaber kommunalpolitiker: Tøjvalg påvirker vælgerne

Kommunalpolitikere bør klæde sig nøje på til valgkampen. For deres tøjvalg påvirker vælgerne, mener modeforsker.
Kommunalpolitikere klæder sig vidt forskelligt, men der er alligevel et par tendenser, der går igen. Modeforsker Erik Hansen-Hansen fortæller, at politikere kan få gevinst ved at skille sig lidt mere ud.
Kommunalpolitikere klæder sig vidt forskelligt, men der er alligevel et par tendenser, der går igen. Modeforsker Erik Hansen-Hansen fortæller, at politikere kan få gevinst ved at skille sig lidt mere ud.
Foto: Favrskov, Thisted, Aarhus, Norddjurs og Slagelse Kommuner

Kommunalpolitikere har ingen dresscode at læne sig op ad. Hver gang de åbner skabet og lader fingrene glide hen over bluser, jakker, skjorter og kjoler i jagten på det rette look, balancerer de på en knivsæg mellem at stikke for meget ud eller at blende i ét med tapetet.

Vil de klæde sig som de andre i byrådssalen? Som deres partikolleger i baglandet? Eller vil de ligne de vælgere, som skal stemme dem ind til valget? Eller vil de gå i det tøj, de selv bruger til daglig?

Politikerne har mange flere faktorer at tage stilling til end medarbejdere på almindelige arbejdspladser. Og at tro, at ens påklædning er ligegyldig, er naivt, fortæller Erik Hansen-Hansen, der er lektor på Kunstakademiets Designskole og har forsket i luksusmode.

- Det er en illusion, at tøj kun er til for at beskytte mod vind og vejr. De symbolske betydninger i ens beklædning er mindst lige så vigtige som de praktiske, siger han.

- Påklædning er en del af din fremtoning og din kommunikation udadtil. Det kan godt være, du ikke selv synes, dit udseende betyder noget særligt, men vælgerne afkoder politikere på deres kropsudsmykning, siger Erik Hansen-Hansen.

  En lokalpolitiker kan få meget opmærksomhed ved at bruge sin individualitet i påklædningen. Måske mere end personen får ved at sige noget i pressen.

Passe ind/skille ud

Selvfølgelig bliver kommunalpolitikere ikke kun vurderet på deres udseende eller tøjstil. Politik, budskaber og meritter er det vigtigste for vælgerne.

- Men tøjet signalerer noget om ideologier og ens person. Man skal passe ind i byrådet og til sit partis forventninger. Det er ikke sådan, at hvis du er fra et parti, så må du ikke gå i den og den farve, men udefrakommende vil sandsynligvis kunne spotte mange politikeres tilhørsforhold alene via deres påklædning, siger Erik Hansen-Hansen

Generelt klæder byrådsmedlemmer sig lidt fint på i byrådssalen. Venstrefløjen er ofte mere afslappet, mens højrefløjen er mere formel. Det giver god mening, fortæller Lasse Laustsen, der er lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og forsker i vælgerpsykologi.

- Vi har belæg for, at vælgere på højrefløjen godt kan lide et lidt mere maskulint udtryk, mens vælgere på venstrefløjen ofte foretrækker en mere blød eller rar type.

I sin forskning har han vist fotos af kandidater til kommunalvalget i Aalborg til personer i andre kommuner. Her skulle man knytte ord som attraktiv, dominerende, venlig og stærk til politikerne. Efterfølgende undersøgte Lasse Laustsen, hvem der blev valgt ind, og hvilke ord der var blevet anvendt om dem.

  Man kan manifestere sin egen individualitet i en sådan grad, at det bliver aparte. Og man kan også passe så meget ind i gruppen, at det bliver kedeligt

Nogle år senere efterprøvede han forsøget med danske folketingskandidater, hvor testpersoner i Israel knyttede ord til billederne.

- Til begge valg var det en fordel at være attraktiv og se kompetent ud. Uanset hvilket parti de var opstillet for. Men at se stærk eller dominerende ud så ud til at korrelere positivt for kandidater på højrefløjen, men virkede ikke så godt for kandidater på venstrefløjen, siger Lasse Laustsen.

Kønsforskelle

Mens der er forskelle partierne imellem, er der også forskel på kønnene. De seneste års Metoo-historier i kommunalpolitik har vist, at kvindelige politikere stadig bliver bedømt og kommenteret hårdere på deres påklædning end mænd.

Modeforsker Erik Hansen-Hansen fortæller, at mænd ofte slipper lettere afsted med at klæde sig afslappet.

- Mænd har det noget lettere på flere aspekter og kan generelt vælge noget mere afslappet. Men kvinder har en større farveskala at vælge imellem og et større spillerum i forhold til at variere mellem et maskulint og feminint tilsnit, siger han.

Han vil ikke komme med en formel for, hvordan kommunalpolitikerne rammer balancen mellem det formelle og det afslappede eller det bløde og hårde look.

- Påklædning er en stærk menneskelig kommunikationsform. Særligt når vi nærmer os et valg, hvor politikerne skal have fat i deres publikum. En lokalpolitiker kan få meget opmærksomhed ved at bruge sin individualitet i påklædningen. Måske mere end personen får ved at sige noget i pressen.

Men det kan også gå galt.

- Man kan manifestere sin egen individualitet i en sådan grad, at det bliver aparte. Og man kan også passe så meget ind i gruppen, at det bliver kedeligt, siger Erik Hansen-Hansen.

I artiklerne nedenfor kan du læse om byrådsmedlemmer, der aktivt anvender tøj i deres politiske virke.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR