Gitte Hededam (S) fortæller:
"I mange år har jeg ikke gået uden for en dør uden et eller andet på hovedet, om det var en hat, et tørklæde eller you name it. Så hvis jeg ikke har noget på, siger folk: “Gud, vi kan næsten ikke kende dig”. Derfor giver det måske en genkendelighed, og på den måde har det jo en signalværdi, men det er ikke noget, jeg tænker over til daglig.

Jeg går i farver, for det har jeg altid gjort. Det har egentlig ikke så meget med mit byrådsarbejde at gøre, for jeg har altid syntes, tøj er spændende at bruge i andre sammenhænge end grå, sort og blå.

Min far sagde, at jeg var et godt offer for en kludesamler, når jeg kom gående i en orange buksedragt. Det var, da jeg var 16 år. Så farverigt tøj gør mig glad. Generelt gør farver mig glad, så jeg har farver alle mulige vegne. Det er ikke kun mit tøj, det er også i mit hjem, og min bil ligner nærmest en indisk bus."

"Til kommunalvalg bruger jeg tøjet mere bevidst. Når jeg går på gaden og taler med vælgere, så er jeg rød. Og det er gennemført rød, helt op til øreringene. Jeg har simpelthen en kasse med valgkamps-tøj.

Man skal kunne se, hvor jeg står politisk. Det opfordrer jeg også nye kandidater til at gøre, når de skal ud på gaden. Tag nu at vær røde, siger jeg. For folk må godt kunne se, vi er socialdemokrater.

Det gør jo, at nogle kommer hen til os og vil snakke. Der er nok også nogle, der siger: “Nej, det er socialdemokraterne, dem gider jeg ikke.”

Men det er ikke sådan, at jeg er iklædt rød, hver gang jeg er i byrådssalen. Overhovedet ikke.

Generelt klæder folk sig nok lidt pænt på i byrådssalen. Man tager ordentligt tøj på. Du møder ikke bare op i dine træsko eller beskidte bukser. Det er kutyme. Ingen kommer med mudder på støvlerne.

Når vi sidder til et byrådsmøde, ligger der mange timers forberedelser bag og mange snakke på kryds og tværs. Vi sidder med et ansvar, og man gør sig umage, når man går ind i rummet, så det gør man nok også med sin påklædning.”