Kan 2025 gøre demokratiet levende igen?
Kan 2025 gøre demokratiet levende igen?
Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
I 2025 kan vi fejre lokaldemokratiet og sætte fokus på den demokratiske samtale og deltagelse. Men mange kommuner vil sandsynligvis vælge de velkendte metoder: en kampagne for at få de unge til at stemme – og ellers overlade scenen til partierne og politikerne, der udkæmper ofte drabelige kampe om magten. Men hvad nu, hvis vi ændrede den traditionelle scene og gjorde valget til mere end en kamp om magten?
Hvad nu, hvis vi vendte den faldende stemmeprocent og skabte større interesse for det lokale demokrati?
Én ting er sikker: Det, kommuner og lokalpolitikere gør i 2025, vil sætte dagsordenen for hele næste valgperiode. Derfor er det også en overvejelse, om man kan få stemmeprocenten blandt unge op ved at fortælle dem, hvad de kan få indflydelse på. Kan man få vælgerne til at møde op til valgets debatter ved at holde dem på rådhuset og biblioteket? Og kan man flytte vælgere ved at fortælle om alt det gode, man har udrettet? Eller ved at fortælle om, hvordan selvstyrende enheder i ældreplejen vil skabe bedre ældrepleje?
Svaret på alle spørgsmålene ovenfor er desværre nej. Der skal med andre ord noget andet til, hvis vi vil have flere vælgere til at deltage aktivt i vores demokrati. Heldigvis findes løsningen i forskningen. Og helt grundlæggende er der to ting, der skal til. Vi skal flytte den demokratiske samtale ud der, hvor vælgerne er. Og vi skal kommunikere på en måde, som flytter holdninger.
Med vælgerne, hvor vælgerne er
Den første løsning er jo i grunden simpel. Alle, der skal sælge et produkt ved, at de skal møde kunderne der, hvor kunderne er. Man kan ikke forvente, at de pludselig kommer gående ind på et kontor for at købe et produkt. Det samme gælder vælgerne. Debatterne skal finde sted der, hvor vælgerne allerede er: i sportshallernes cafeterier, på gaderne i sociale boligområder eller ved et lørdagstræf i indgangen til supermarkedet.
Ud over at møde vælgerne der, hvor de er, så er vores håb også, at mødet med vælgerne løftes. Den demokratiske samtale kalder på, at alle parter lytter og er nysgerrige på hinandens perspektiver, erfaringer og fremtidsdrømme. Derfor vil vi opfordre til, at der arrangeres lokale valgarrangementer, som rummer mere end uddeling af en flyer med mærkesager. Og i stedet sætter rammen for en visionær samtale om, hvordan både politikere, borgere, fagligheder, erhvervsliv og civilsamfundet spiller sammen om den lokale udvikling.
For det andet skal I bruge indsigter fra adfærdspsykologi og hjerneforskning til at kommunikere til vælgerne. Kogt ned til en maggiterning betyder det, at vælgerne skal rammes, hvor det rører dem. Og det betyder, at politikerne skal bruge følelser i deres kommunikation til vælgerne. Det skal kommunen også i deres kampagne for at øge stemmeprocenten. Men det skal gøre på den rigtige måde. Ved at tage udgangspunkt i den måde, som vores hjerne tænker på, kan kommunikationen blive markant mere effektiv.
Et fremragende eksempel på effektiv kommunikation kommer fra statsminister Mette Frederiksen, der brugte bryggeriarbejderen Arne Juhl som symbol på retten til tidlig pension. Selve forslaget om retten til tidlig pension kan have flyttet sig lidt, men fortællingen om Arne, der fik sit første job som 16-årig og siden har arbejdet med hårdt fysisk arbejde, og derfor har brug for en tidlig pension, har uden tvivl været afgørende for, at vi i 2019 fik et flertal, der kunne gøre Mette Frederiksen til statsminister.
Der er mange muligheder for at hæve stemmeprocenten og engagere vælgerne, men det kræver en indsats. Frem for alt kræver det, at vi tør gentænke de vante måder, kommuner og regioner understøtter valg på i Danmark. Det gælder både forvaltning og ikke mindst politikerne. Inspirationen er hermed givet videre.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.