Vi har travlt. Inden for få år skal Danmark næsten firedoble sin hastighed i den grønne omstilling ift. perioden siden 1990, hvis vi skal leve op til målsætningen om at reducere drivhusgasudledningen med 70 procent inden 2030 og blive CO2 neutrale i 2050. Vi står altså overfor at skulle accelerere den grønne omstilling kraftigt. Ikke mindst på grund af stort folkeligt pres er regering og lokale myndigheder, herunder kommunerne, nu pålagt en bunden opgave. Det betyder blandt andet, at kommuner skal fremlægge troværdige og lokalt tilpassede klimaplaner, der kan bidrage til at sikre, at Danmarks nationale og internationale forpligtelser overholdes. Opgaven med at udforme en ambitiøs og effektiv omstilling bliver ikke nem. Den kommer til at indebære svære afvejninger og valg.

Der tales typisk om tre veje at gå i den grønne omstilling: Lovgivning, teknologi og deltagelse. Hver af de tre strategier giver selvstændige bud på, hvordan vi kan opnå en grøn omstilling. Med lovgivning refereres der eksempelvis til øgede afgifter på udvalgte produkter og en række andre strukturelle omlægninger. Med teknologi henvises der blandt meget andet til en omstilling af energisystemerer. Og endelig dækker deltagelse over civilsamfundsaktiviteter, der påvirker den kollektive adfærd og værdisætning. Selvom de tre strategier markerer forskellige veje at gå, står det samtidig klart, at ingen af dem alene kan lede til det ønskede resultat indenfor den givne tidsramme. 

Fælles for de tre strategier er også, at de på hver sin måde vil berøre os som borgere. Vi kommer ikke udenom, at de drastiske emissionsreduktioner vi står over for, kommer til at kræve væsentlige adfærdsændringer og markante ændringer i den førte politik. Alle tre strategier og implementeringen af de løsninger, de vil munde ud i, vil derfor også afhænge meget direkte af borgernes velvilje og mandat. Og selv om danskerne generelt er både bekymrede for klimaet og optagede af at få det højt op på den politiske dagsorden, må det høje bekymringsniveau ikke forveksles med en deraf følgende bred velvilje overfor de konkrete forandringer og adfærdsændringer, som den grønne omstilling vil kræve. 

Borgeres velvilje er afgørende

Et eksempel på en lovgivningsstrategi, der slog eklatant fejl var regeringens nylige forslag om to kødfri dage i den statslige administration. Danskerne spiser meget kød, og det bidrager til vores meget høje klimaaftryk, men kødindtag forbindes også med livskvalitet og identitet, og da forslaget kom ud af det blå og uden forudgående dialog med andre partier, organisationer og kantiner, blev det mødt med massiv modstand. Et eksempel på en problematisk teknologitilgang.er diskussionen om placeringen af vindmøller, der har givet anledning til fænomenet “not in my back yard”. Vindmøller er i udgangspunktet et eksempel på den slags teknologiske løsninger, som de fleste borgere og beslutningstagere efterspørger flere af. Vindmøller leverer grøn energi og de er en gevinst for arbejdspladser, eksport og den danske økonomi. 

Men vindmøller er også grimme, de støjer og tager udsigten. Det er i al fald nogle af de synspunkter, man støder på rundt om i lokalsamfund, hvor møllerne placeres. Eller foreslås placeret, for over de sidste år er flere projekter blevet udskudt eller forkastet netop på grund af modstand fra borgergrupper.

Eksemplerne ovenfor illustrerer, at selvom vi herhjemme ikke har set optøjer i stil med de gule veste i Frankrig, så kan modstand mod grønne løsninger være svære at undgå, hvis man vælger en klimapolitisk strategi, der udelukkende lægger vægt på lovgivningsmæssige og teknologiske løsninger. 

Rebild knækkrr koden

Og her ligger måske den største udfordring for den grønne omstilling begravet. Sagt lidt firkantet, så bliver det afgørende for myndighederne, herunder kommunerne, at de aktivt arbejder på at få borgerne med ombord i alle faser af omstillingen for at hindre modstand, men ikke kun det. At fokusere målrettet på de komponenter, der kan sikre en bred og dyb folkelig forankring er også centralt for at opnå den nødvendige acceleration af den grønne omstilling. 

Og hvordan sikrer vi så denne forankring? Svaret ligger i den tredje strategi; deltagelse. Både forskning og praksis viser, at ved at arbejde målrettet med at øge borgernes kollektive deltagelse i omstillingen og fremme organiserede og handlende fællesskaber, kan man opnå den følelse af medejerskab i forandringerne, som er en forudsætning for

1) at udvide mandatet til den vidtgående omstilling,

2) at accelerere omstillingen ved at borgere, virksomheder og organisationer begynder at tage ejerskab over reduktionen af egne udledninger og

3) at mindske protester mod implementering af konkrete løsninger. 

Den bagvedliggende mekanisme bag argumentet er simpel og kan betegnes som “deltagereffekten”. Pointen er, at jo mere vi som borgere selv er med til at træffe de beslutninger, der også kommer til at berøre os selv, jo mere vi forstår og selv kan bidrage til at forme beslutningen, des større medejerskab føler vi og des større gener er vi også villige til at acceptere.   

Et positivt eksempel på hvordan deltagereffekten allerede gør sig gældende på klimaområdet kan findes i Rebild kommune, hvor lokale ildsjæle for år tilbage stillede sig i spidsen for at samle kommunens borgere om den grønne dagsorden. Ide-mageren Sussi Handberg fik blandt andet arrangeret årlige klimauger, som fungerer som et samlende initiativ for både kommune, virksomheder, organisationer og frivillige. Her mødes man for at blive klædt på med ny og nyttig viden og for at diskutere og fremsætte grønne initiativer, der kan udbredes i kommunen.  

Over en årrække er involveringen i kommunens klimaprojekter vokset støt, og ligeledes er de grønne ambitioner og resultater. I Rebild er det civile engagement i omstillingen tiltaget så meget, at det i dag er cirka en tredjedel af indbyggerne i kommunen, der tager del i aktiviteter relateret til grøn omstilling. Blandt andet de lokale planer for jordfordeling illustrerer, hvordan en kommune kan drage stor nytte af, at engagerede og målrettede civile aktører og grønne ildsjæle tager ansvar i den konkrete udformning af klimapolitiske planer. Det var landmænd, skovridderen og naturvennerne, der sammen blev enige, uden kommunen drev det. Resultatet af processen er, at man får flyttet nålen på et af tidens store klima- og miljøpolitiske områder; udtagning af udledende lavbundsjorde på en måde, som møder opbakning i lokalbefolkningen. 

Det afgørende for kommunerne i forhold til at bringe deltagereffekten i spil vil således være at finde og engagere de lokale ildsjæle og små fællesskaber, der findes masser af derude, og styrke deres netværks- og lederkompetencer, så de kan organisere større fællesskaber, der kan generere nye løsninger og accelerere adfærdsændringer. Og netop her har kommunerne en unik position, fordi de i kraft af deres nærhed til borgerne, har muligheden for at samle og engagere borgere i lokale fællesskaber, hvor viden og handling supplerer hinanden. Det ligger lige for at betragte eksempelvis bibliotekerne som en mulig indgang til øget deltagelse og inddragelse, at sætte sig for at arrangere indkøbsfællesskaber og identificere grønne ildsjæle, som vil være værter for grønne middage, hvor borgerne mødes og diskuterer, hvad de kan gøre ved fx madvaner, madspild og transportvaner, at facilitere fællesskaber omkring træer, natur, jord og skov, hvor den grønne omstilling forbindes med naturglæde og praktiske oplevelser og meget, meget mere. Studier viser, at hvis klimaindsatsen kan føles, smages og lugtes, kort sagt, giver mening i menneskers eget liv, øges trivslen og viljen til omstilling.

Den gode nyhed, som CONCITOs Klimabarometer 2020 viser, er, at borgerne tilkendegiver en stor velvilje i forhold til den kommunale klimaindsats, også når det gælder en dialog med kommunen om borgerens eget forbrug og hverdagsliv.  Og i øvrigt erkender et markant flertal, 64 procent af respondenterne, at livsstilsændringer i fremtiden bliver nødvendige. Dette overfor 13 procent, der mener, at teknologi alene kan løse klimaudfordringen.

Det, der står tilbage, er, at kommunerne for at få mest ud af at arbejde med deltagelse, må placere sig i en dobbeltrolle, hvor de både agerer vært og primær myndighed for den grønne omstilling. Det betyder, at den enkelte kommune må påtage sig at agere vært for handlingsorienterede grønne fællesskaber, der bringer lokalsamfundets almindelige borgere, centrale nøglepersoner og ildsjæle sammen samt træne borgernes kompetencer inden for grønt lederskab og overlade til dem at beslutte handlinger og mål. Og samtidig er der stadig behov for, at kommuner på de overordnede linjer agerer myndighed og planlægger samt sætter klare grønne mål, herunder bidrager med viden om tiltag, der reelt bidrager til emissionsreduktioner fra et dansk forbrugsaftryk, der er blandt verdens højeste. Kommunen skal således tydeliggøre en retning, der går igen i alle centrale indsatser.