Selv de bedste velfærdsteknologiske løsninger kan ende med at samle støv.

Det måtte Favrskov for nylig sande, da kommunen introducerede automatiserede oppustelige vendemadrasser til forebyggelse af liggesår på et af kommunens plejecentre. 

Da madrasserne efter en grundig markedsanalyse var indkøbt og fordelt på plejecentrets to etager, viste det sig, at mens de blev taget i brug på den ene etage, gik det mere trægt på den anden. 

Begge etager havde nogenlunde ens medarbejderkultur og samme leder, og der var ingen væsentlige forskelle i beboersammensætningen. Situationen indbød til at blive klogere. 

Derfor besluttede kommunen at sende en antropolog på jagt efter svar. Resultatet vender vi tilbage til senere.

Nytter ikke at hoppe fra projekt til projekt 

I mere end 15 år har velfærdsteknologi blandt andet været anprist for sit arbejdskraftsbesparende potentiale. Kommuner har lige så længe og med varierende held arbejdet med at udvikle, teste og implementere velfærdsteknologiske løsninger. 

Men det nytter ikke at blive ved med at hoppe fra projekt til projekt og håbe på, at der er noget, der lykkes, lyder det fra postdoc ved IT Universitetet Jon Aaen. 

I forbindelse med sin ph.d.-afhandling fra Aalborg Universitet om velfærdsteknologi i sundheds- og ældreplejen fandt han, at mange ellers lovende projekter kæmpede med implementering og aldrig kom i drift.

Der er ikke nogen nemme løsninger, fortæller han, men skal han pege på én ting, som han betragter som en lavthængende frugt, der kan bidrage til at øge kommunernes succesrate, er det at lære af deres tidligere projekter. Det indebærer, at de systematisk opsamler og nedskriver den viden og erfaring, der kommer ud af de mange projekter. 

- Systematisk erfaringsopsamling er nærmest ikke-eksisterende i de kommunale velfærdsteknologiprojekter. Den viden, der skabes, forbliver som oftest personbåret og anekdotisk, siger han og peger på, at den dermed ofte forsvinder med projektlederne, når de skifter job.

Og bliver der lavet en slutevaluering, går den som regel på teknologien og ikke på processen, bemærker han. 

- Så væsentlige læringspunkter om samarbejde mellem aktører, kontraktudformning, testforløb, medarbejderoplæring med mere bliver sjældent forankret i organisationen, siger han.

På trods af den gængse opfattelse, at blot 20 pct. af arbejdet med velfærdsteknologi handler om teknologien og 80 pct. om alt det udenom. 

- Man kunne højne kompetencerne i kommunerne, hvis man havde fokus på at samle op på sine projekter, når man nu har så høj en fejlrate, siger Jon Aaen.

Der skal turbo på

“Tiden er ikke længere til at igangsætte mange spredte digitaliseringsprojekter,” erklærede KL i 2019 med sin strategi for digitalisering, ny teknologi og data. Det handler i stedet om at finde de gode teknologier, som rummer et potentiale, og få dem bredt ud til alle kommuner, lød oplægget.

Og det er i stigende grad vigtigt at opnå succes med velfærdsteknologi, hvis det kommunale velfærdsniveau skal kunne fastholdes, mener kommunerne ifølge en årlig spørgeundersøgelse fra Teknologisk Institut, det velfærdsteknologiske vidensnetværk CareNet og brancheforeningen Danish.Care. 

Sidste år angav 97,5 pct. af de velfærdsteknologiansvarlige i de 81 kommuner, som deltog i rundspørgen, at det i nogen eller høj grad er tilfældet. 

Der skal med andre ord turbo på udbredelsen af gode velfærdsteknologiske løsninger, hvis de for alvor skal bidrage til at løse manglen på arbejdskraft i den offentlige sektor. Det kræver, at man i højere grad lykkes med den notorisk svære implementering, som næsten halvdelen (46,9 pct.) ser som den største barriere for at indfri potentialerne.

Men det er et langt, sejt træk at få alle kommuner med til at implementere nye løsninger i bund, lød det i KL’s statusrapport for velfærdsteknologi fra 2020. Ifølge den steg andelen af kommuner, der havde skærmbesøg i drift i hjemmeplejen, eksempelvis kun svagt fra ca. 11 pct. i 2017 til ca. 13 pct. i 2020. 

En nyere analyse fra Momentum indikerer imidlertid, at det ikke er viljen, der mangler. Mens 30 pct. i 2020 enten allerede benyttede skærme i hjemmeplejen eller var i gang med at indføre dem, gjaldt det i 2022 for 52 pct. af kommunerne.

Når teknologi rammer praksis

I Favrskov oprettede man i 2022 som led i, hvad sekretariatschef i Social og Sundhed John René Keller Lauritzen kalder en eksplicit satsning på velfærdsteknologi, et velfærdsteknologiteam, der arbejder på tværs af ældre og sundhedsområdet.

- Det skulle have et ordentligt rygstød, siger han.

 - Vi vil blive bedre til at forstå det yderste led af implementeringen. 

Kommunen havde ad flere omgange uden held forsøgt at implementere skærmbesøg i ældreplejen. De fejlslagne forsøg skyldtes til dels umoden teknologi. Skærmene virkede ikke godt nok. 

Det kan man ikke undskylde sig med længere, for til forskel fra for ti år siden findes der nu masser af  gode velfærdsteknologiske løsninger, fortæller John René Keller Lauritzen. Men selvom det giver bedre forudsætninger for at lykkes, er det stadig meget forskelligt, om den gode teknologi bliver en succes eller ej, påpeger han.

- Nogle tænker: De har jo den teknologi i x-kommune, så den kan vi købe, og så kører det bare. Det, tror jeg, man skal passe på med, siger han.

Hvor gik det galt i Favrskov?

Et møde. 

Det var, hvad der gjorde forskellen på første og anden etage af plejecenteret i Favrskov.

På den ene etage havde man afholdt et møde, hvor man fortalte medarbejderne om mulighederne med vendemadrasserne. At de kunne erstatte de fysisk krævende manuelle natlige vendinger af beboere, som plejepersonalet ikke var så glade for, og som ofte forstyrrede de ældres søvn. Medarbejderne fik demonstreret, hvor nemt man ved hjælp af to knapper kunne betjene madrasserne, og de fik mulighed for at stille spørgsmål, inden teknologien fysisk blev introduceret på afdelingen.

Skuldrene kom lidt ned, og man begyndte at tage ejerskab over vendemadrasserne og foreslå, hvilke borgere de kunne være relevante for, fortæller John René Keller Lauritzen. 

Dermed blev teknologien fra begyndelsen sat ind i en meningsfuld sammenhæng.

Et tilsvarende møde var planlagt på den anden etage, men blev af en eller anden grund udskudt, til efter madrasserne var kommet ind på plejecentret. Så stod de der og affødte spørgsmål, som ikke blev besvaret, og utrygheden bredte sig. Det gjorde det svært at komme i gang, fordi man var kommet bagud på point fra start, forklarer John René Keller Lauritzen.

- Teknologien må ikke komme ind på gangen først for så først derefter at fortælle om meningen, siger han og tilføjer, at den anden etage siden er kommet efter det.

Men læringen er ikke til at tage fejl af.

- Vi skulle bare have båret os lidt klogere ad. 

Fem pct. klogere

Antropologen var bare ét led i en større mission om at blive klogere på, hvad der sker, når teknologien rammer den daglige praksis. 

Og det betaler sig at blive bare fem pct. klogere på processen, mener John René Keller Lauritzen.

Men har kommunen så kunnet overføre den viden, som antropologen bidrog med, til andre projekter?

- I høj grad, siger John René Keller Lauritzen uden tøven.

- Det er det, der er hele meningen. Det skal ikke være sådan, at man hver gang, man skal implementere, skal have en antropolog og et kæmpe setup. Den her viden tager vi med os i vores videre arbejde.