Kommunen.dk
MENU

Tilsyn politianmelder bostedsejer: Mistænker systematisk misbrug af offentlige midler

Socialtilsynet har anmeldt ejeren af det nu tvangslukkede bosted Mosefryd til politiet. Ejer afviser anklage om begunstigelse af sig selv og familien.

Tilsyn politianmelder bostedsejer: Mistænker systematisk misbrug af offentlige midler

Socialtilsynet har anmeldt ejeren af det nu tvangslukkede bosted Mosefryd til politiet. Ejer afviser anklage om begunstigelse af sig selv og familien.
Ejeren af det nu tvangslukkede bosted Mosefryd er politianmeldt af Socialtilsyn Hovedstaden. Ejeren afviser anklager.
Ejeren af det nu tvangslukkede bosted Mosefryd er politianmeldt af Socialtilsyn Hovedstaden. Ejeren afviser anklager.
Foto: Thomas Borberg, Politiken

Først blev det tvangslukket af socialtilsynet efter massiv kritik. Dernæst uddelte tilsynet en fem år lang lederkarantæne. 

Og nu er ejeren og lederen af Mosefryd Bo- og Dagtilbud også anmeldt til politiet på grund af mistanke for misbrug af skattekroner. 

Det fremgår af en anmeldelse, som Kommunen.dk og Politiken har fået aktindsigt i. 

Politianmeldelsen er sendt af Socialtilsyn Hovedstaden, der på baggrund af en granskning af en række af bostedets udgifter, vurderer, at “der er grund til at mistænke" at ejer og leder, Gitte Nielsen “systematisk har misbrugt offentlige midler og gjort sig skyldig i bl.a. mandatsvig og bedrageri og evt, overtrædelser af skattelovgivningen,” skriver de i anmeldelsen.

Ifølge tilsynet er det sket med henblik på at "begunstige sig selv og familien”.  

Gitte Nielsen afviser overfor Kommunen.dk og Politiken, at Mosefryd har betalt private udgifter, og at hun har begunstiget sig selv eller familiemedlemmer. Hun skriver desuden i en skriftlig kommentar, at hun endnu ikke har modtaget nogen anmeldelse fra politiet, “og det er derfor svært at forholde mig til noget, der ikke er konkret”. 

“Når det er sagt, er jeg faktisk glad for, at sagen måske bliver undersøgt af politiet. Det giver mig en chance for at blive renset af en uvildig instans, som jeg har tillid til,” svarer hun. 

At det nu skal efterforskes af politiet, om der er begået strafferetlige forseelser har ikke indflydelse på afgørelserne om tvangslukningen, der blev stadfæstet af Ankestyrelsen.

Begunstigelse af familien?

Kommunen.dk og Politiken har i en række artikler afdækket, hvordan Gitte Nielsen som ejer og leder af det lille private bosted i Nordsjælland foretog flere private hævninger, og gennem Mosefryd lejede både ejendomme og et dyrehold, der talte ca. 50 fugle, ca. 10 høns, 3 grise, 3 katte, 2 kaniner, 3 heste og 2 æsler, af sig selv.

Ifølge tilsynet forvaltede hun som ejer skattekroner så problematisk, at tilsynet så sig nødsaget til at skride til både en tvangslukning og en lederkarantæne. 

En del af kritikken i forbindelse med lukningen var også, at Gitte Nielsen havde ansat flere familiemedlemmer på Mosefryd. 

Det bliver også fremhævet i politianmeldelsen, hvor tilsynet skriver, at de har mistanke om, at familiemedlemmer “reelt ikke har varetaget de funktioner i den udstrækning, de har modtaget løn for”.

“Det afviser jeg klart, den opfattelse er ikke korrekt,” skriver Gitte Nielsen. 

Af et nyt revisionsprotokollat, fremgår det, at Mosefryd alene i 2023 har bogført transaktioner til hende selv og familien for i alt lidt over to millioner kroner i form af leje af dyr og ejendommene samt løn. 

Gitte Nielsen har tidligere forklaret, at de private hævninger var til løn og betaling af restskat, samt at lejen af ejendomme og dyr til hende selv ikke var problematisk eller for høj trods den omfattende kritik fra tilsynet. 

Gitte Nielsen afviser, at beløbet fra 2023 skulle være udtryk for begunstigelse af hende eller familien: 

“Ud af de 2.179.917 kr. dækker 1.008.626 kr. huslejen for begge steder, hvor beboerne har haft deres daglige gang. Resten dækker primært løn, som også er brugt til borgernes fordel. Så nej, ingen er blevet begunstiget,” skriver hun.

Mistanke om private udgifter

Socialtilsyn Hovedstaden beskriver i politianmeldelsen en række forhold, som de mistænker for at være rent private udgifter betalt af Mosefryd. 

Det gælder blandt andet forhold om benzinudgifter, der synes uvedkommende for tilbuddet, udgifter til leasing af en læssemaskine og afskrivninger om omkostninger vedrørende andre “landbrugsmaskiner”, samt udgifter og afskrivninger i forbindelse med småbygninger . 

Læssemaskinen blev desuden angivet som en “borgerrelateret omkostning” i Mosefryds regnskaber. 

At der skulle være tale om private udgifter, nægter Gitte Nielsen.

“Jeg afviser påstanden. Det har været en arbejdsplads i udvikling, og det kræver arbejdsredskaber. Der er ikke noget forkert i det,” svarer hun. 

Kommunen.dk og Politiken har spurgt Gitte Nielsen om hun burde have afholdt udgifterne  til landbrugsmaskiner samt udgifter til småbygninger og hegn m.v. som udlejer af ejendommene i stedet for at lade bostedet og dermed skatteyderne betale. 

Det mener hun ikke, at hun burde.

“Nej. Mosefryd var en arbejdsplads, der selv skulle afholde deres udgifter i den daglige drift.” 

“Maskinen var et nødvendigt arbejdsredskab og den billigste løsning for Mosefryd. Det er ikke en landbrugsmaskine, men en mindre maskine, der bruges til at vedligeholde og udvikle borgernes arealer. Arealerne skal holdes i orden, da borgerens handicap ellers gør det svært for dem at færdes. Alt dette er gjort udelukkende for borgernes skyld, så selvfølgelig skal den under borgerrelateret omkostning,” skriver hun.

Ved siden af Mosefryd har Gitte Nielsen sammen med et familiemedlem også drevet et hobbystutteri, lyder det i et mistankegrundlag sendt fra Socialtilsyn Hovedstaden til Nordsjællands Politi inden selve anmeldelsen.

Her fremgår det også, at Socialtilsyn Hovedstaden konstaterer, at Mosefryd har afskrevet på omkostninger vedrørende hegnspæle og knust beton samt afskrivninger vedrørende en rundbuehal og et læskur. I forbindelse med dette mistænker tilsynet, at "der er tale om en ridebane, der er anlagt på botilbuddets grund". 

At Mosefryd skulle have betalt for en ridebane afviser Gitte Nielsen:

“Klart nej, deres formodning er helt ubegrundet. Hvis du tjekker, vil du selv se, hvad det koster at anlægge en ridebane. Det er langt fra det, de antyder.”

Hun afviser desuden, at Mosefryd skulle have betalt for udgifter til stutteri.

Socialtilsyn Hovedstaden har desuden den opfattelse, at de tilsyneladende er blevet vildledt i forbindelse med deres løbende tilsyn af Mosefryd. 

I politianmeldelsen skriver de, at de har den opfattelse, at Gitte Nielsen har “handlet vildledende og evt. bedragerisk ved ikke i fornødent omfang at have givet os korrekte oplysninger eller ved at have tilbageholdt information i relation til opnåelse af budgetgodkendelse”. 

“Det afviser jeg klart, den opfattelse er ikke korrekt,” skriver Gitte Nielsen til Kommunen.dk og Politiken.

Ikke kørt privat

I forbindelse med Socialtilsyn Hovedstadens granskning af Mosefryds økonomi har de også gennemgået en række udgifter til benzin. Her konstaterer tilsynet, at der er brugt i alt 98.119 kr. på brændstof i 2023, der er tanket på ydertidspunkter og med betydelig afstand til tilbuddet. 

Tilsynet mistænker, at det udgør privat kørsel. Gitte Nielsen afviser, at der på noget tidspunkt er købt brændstof, som ikke var relevant for Mosefryd. 

“Vi arbejder i døgndrift, så tankninger på skæve tidspunkter er helt naturlige i vores arbejdsrutiner,” skriver Gitte Nielsen. 

Nordsjællands Politi oplyser til Kommunen.dk og Politiken, at politikredsen efterforsker en anmeldelse, som vedrører Mosefryd Bo- og Dagtilbud, men vil hverken be- eller afkræfte om navngivne personer “i den forbindelse skulle være blevet politianmeldt, sigtet eller tiltalt”. 

Foruden Socialtilsyn Hovedstadens kritik i forbindelse med lukningen kritiserede flere eksperter og organisationer forvaltningen af offentlige midler. Ankestyrelsen stadfæstede også tvangslukningen. 

Gitte Nielsen fastholder stadig, at der ikke er brugt skattekroner til at begunstige sig selv og sin familie:

“Afviser stadig påstanden.” 

Kommunen.dk og Politiken har desuden spurgt Gitte Nielsen om hun som ejer og leder har begået fejl. 

Det har hun ikke svaret på. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR