Kommunen.dk
MENU

Ejer af privat bosted udbetalte millioner og handlede med sig selv: “Det fremstår som systematisk svindel”

I flere år har Mosefryds ejer brugt skattekroner på at begunstige sig selv ved leje af dyr og ejendomme. Ejer afviser kritik, men tilsyn vil lukke tilbuddet.

Ejer af privat bosted udbetalte millioner og handlede med sig selv: “Det fremstår som systematisk svindel”

I flere år har Mosefryds ejer brugt skattekroner på at begunstige sig selv ved leje af dyr og ejendomme. Ejer afviser kritik, men tilsyn vil lukke tilbuddet.
Det lukningstruede bo- og dagtilbud Mosefryd møder massiv kritik for forvaltningen af offentlige midler og at leje dyr af ejeren.
Det lukningstruede bo- og dagtilbud Mosefryd møder massiv kritik for forvaltningen af offentlige midler og at leje dyr af ejeren.
Foto: Thomas Borberg, Politiken

Kommuner har i flere år betalt det sjællandske bo- og dagtilbud Mosefryd millioner af kroner for at skabe et trygt hjem for borgere med autisme og udviklingshæmning. 

Men Kommunen.dk kan nu i samarbejde med Politiken fortælle, hvordan skattekroner er gået til at begunstige den private ejer og hendes familie frem for at sikre kvaliteten af det nu lukningstruede tilbud.

Det viser en gennemgang af aktindsigter, regnskaber og tilsynsdokumenter. Afgørelsen om lukning skyldes, at tilsynet vurderer, at Mosefryd hverken har været ledet “fagligt og økonomisk forsvarligt”.  

Forholdene får eksperter til at kalde forvaltningen af offentlige midler “uden for skiven” og “helt usædvanligt”. Professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, vurderer, at sagen er i “særklasse” alvorlig. 

- Jeg er normalt relativt nøgtern og fagligt udtalende, men i sådan en situation her, vil jeg alligevel gerne sige, at det fremstår som systematisk svindel. 

- Det skal der noget til, før jeg siger, og det er noget af det mest omfattende og grelle, jeg kan erindre at have set for et socialt tilbud. Og jeg har nu set meget, siger han.

Ejer Gitte Nielsen mener, at det er tydeligt, at der er “en række misforståelser i sagen” og retter kritik af tilsynet, som nu vil lukke botilbuddet. En afgørelse hun har klaget over. Hun afviser kritikken af, at det fremstår som svindel: 

- Jeg tager kraftigt afstand fra disse udtalelser, som er uden hold i virkeligheden, skriver hun til Kommunen.dk og Politiken.

Millioner for udsat målgruppe

Mosefryd blev oprettet i 2019 af Gitte Nielsen, der både ejer og leder botilbuddet og ifølge eget udsagn har drevet sociale tilbud i 19 år. 

Botilbuddet i Ølstykke har fire pladser til voksne “med yderst komplekse behov” og et tilhørende aktivitetstilbud med otte pladser i Frederikssund. 

Kommunen.dk og Politikens gennemgang af regnskaber og tilsynsdokumenter afslører, at Gitte Nielsen på tre år har ført over seks millioner  kroner ud af Mosefryd. Det er sket ved, at hun har foretaget privathævninger og udlejet ejendomme og dyr af sig selv til botilbuddet.

24062024a77752 Foto: Thomas Borberg, Politiken

Derudover har Mosefryd også aflønnet en række familiemedlemmer og bekendte til Gitte Nielsen i flere år i stedet for faguddannet personale. Begunstigelsen af sig selv og hendes familie vækker kritik fra både eksperter, tidligere ansatte og pårørende til tidligere beboere. 

- Det er levende mennesker, det handler om. Og den historie vil jeg gerne have ud. Jeg synes det er ubegribeligt, at systemet er indrettet, sådan som det er, lyder det fra en forælder til en tidligere beboer, der ønsker at være anonym. 

Flere tidligere ansatte kritiserer også Gitte Nielsen for dårlig ledelse med manglende fokus på beboerne og trivslen. 

- Når jeg hørte om det millionbeløb, som Mosefryd fik for hver borger, blev jeg målløs. Det var tydeligt, at de penge ikke kom ned til borgerne, siger en tidligere ansat.

“Der er ikke fri leg”

Der er lovgivningsmæssigt ikke noget i vejen for, at private botilbud kan trække penge ud til ejerkredsen. Det har før været til politisk debat, men i dag er linjen, at socialtilsynene skal vurdere, om tilbuddene har en ansvarlig forvaltning af de offentlige midler, som kommuner landet over skyder i private tilbud. 

I Mosefryds tilfælde ligger udbetalingerne til ejeren dog langt over, hvad de burde, lyder det fra tilsynet. 

Fra 2020 til 2022 trækker Gitte Nielsen cirka 3,5 mio. kr. ud til sig selv gennem løn og private hævninger. Det fremgår af Mosefryds revisioner og Socialtilsyn Hovedstadens afgørelse om at lukke botilbuddet.

- Problemet er, at det er offentlige midler, som botilbuddet lever af. Et botilbud skal drives professionelt. Det skal drives med henblik på, at man kan se, hvad pengene er brugt til. Man skal overholde de juridiske krav, som socialtilsynet flager meget klart i kritikken, siger Michael Gøtze, professor i forvaltningsret på Københavns Universitet, og fortsætter: 

- Man kan ikke agere, som om man har fået pengene som en slags ekstra privat formue. Der er ikke fri leg for en leder på et botilbud uanset selskabsform.'

Man er fuldstændig skruppelløs, og det er derfor, jeg synes, at det her ikke er almindelig uduelighed og inkompetence. Det er helt utroligt, at det her kan være tilladt

Gitte Nielsen afviser, at lønnen udgør et beløb på over en million. Hun henviser til, at “det uden tvivl forvirrer tilsynet”, at selskabsformen er en enkeltmandsvirksomhed, og derfor har hun hævet penge til betaling af restskat. 

Redaktionen har forelagt svaret for Socialtilsyn Hovedstaden, som ikke ønsker at kommentere den verserende sag. 

Tidligere har tilsynet dog fået forelagt argumentet om restskat i partshøringen om lukningen af Mosefryd og vurderet, at det alene ikke kunne forklare de private hævninger, der ligger ud over den interne løn og i gennemsnit bringer udbetalingerne til Gitte Nielsen op på over en million over de tre år. 

Dyrt dyrehold

Endnu et forhold, som tilsynet kritiserer, er Mosefryds udgifter til dyr. Mosefryd lejer nemlig dyr af Gitte Nielsen selv. Det er ifølge tilsynsdokumenter sket gennem “selskabet Fjordly”.

I revisionen fremgår der udgifter til dyrehold helt tilbage fra 2019. 

En kontrakt fra 2023 mellem Mosefryd og Fjordly viser, hvordan Gitte Nielsen som udlejer og lejer inden for 20 minutter med MitID har skrevet under på vegne af både Mosefryd og Fjordly for et dyrehold, der tæller ca. 50 fugle, ca. 10 Høns, 3 grise, 3 katte, 2 kaniner, 3 heste, og 2 æsler til en pris, som ifølge tilsynet ligger langt over sammenlignelige tilbud. 

“Socialtilsynet har kendskab til sammenlignelige tilbud, som har udgifter til dyrehold, hvor de årlige omkostninger svarer til, hvad Mosefryd betaler for to mdr,” skriver tilsynet. 

I perioden 2020 til 2022 ender Mosefryd ifølge regnskaberne med at betale knap 900.000 kr. for dyreholdet. Derudover er der i 2021 også udgifter til Gitte Nielsens datter, der ifølge tilsynet bliver aflønnet med 174.000 kr. i en funktion som dyrepasser. 

Udgifterne til dyr er opsigtsvækkende, da tilsynet vurderer, at det ikke står på mål med udbyttet for borgerne. På et tidspunkt konstaterer tilsynet, at beboernes tilstand betyder, at de “slet ikke kan profitere af et dyrehold” til den pris. 

“ [...] vi vurderer ikke, at der er sammenhæng mellem de afsatte ressourcer til dyrene og den udførte praksis og udbyttet for borgerne,” lyder det i afgørelsen om ophør. 

Jeg er ikke økonomisk afhængig af, at Mosefryd fortsætter, men jeg føler mig fagligt og moralsk forpligtet på, at vores beboere har en tryg hverdag samt en god fremtid foran sig

Gitte Nielsen bestrider, at hendes datter alene skulle være aflønnet som dyrepasser. Tilsynet holder dog fast i deres kritik. I et svar til Kommunen.dk lyder det fra Gitte Nielsen, at datteren i dag er deltidsansat til en månedsløn på 14.166 kr. inkl. feriepenge.

"Der har igennem tiden været ansat forskellige dyrepassere. Min datter er ikke blevet aflønnet bedre end de andre, og hun har ikke haft færre arbejdsopgaver end de andre," skriver hun.

I 2023 spørger tilsynet kritisk ind til Mosefryds leje af dyrene. Her lyder forklaringen over for tilsynet, at man tilbyder såkaldt “dyreassisteret terapi”. 

Men det er Mosefryd slet ikke godkendt til, påpeger tilsynet, der heller ikke finder dokumentation for, at borgere er visiteret til terapien. De konstaterer, at Mosefryd ikke reklamerer med det over for de anbringende kommuner på Tilbudsportalen, ligesom ingen ansatte “har ejerskab” til metoden med terapi ud over datteren. 

Alligevel er der medarbejdere, der skal passe dyrene i deres arbejdstid, lyder en konklusion fra tilsynet. 

Da Mosefryd i 2023 bliver bedt om at forklare sig om dyrene, sender Gitte Nielsen blandt andet en beskrivelse af den dyreassisterede terapi. Men den del af svaret er direkte kopieret fra en hjemmeside, der ikke har noget med Mosefryd at gøre. Gitte Nielsen mener dog ikke, at beskrivelsen er en redegørelse, men at det blot er et bilag til lejekontrakten.

Per Nikolaj Bukh er, ligesom tilsynet, kritisk overfor Mosefryds forklaring.

- Udover at man har sine egne heste på den ejendom, så lejer man ovenikøbet også hestene ud til tilbuddet med en vanvittig forklaring om, at det er en del af de socialfaglige indsatser, siger han.

- Det bliver helt komisk på det tidspunkt, hvor tilsynet spørger ind til det, og så kopierer man simpelthen en standardskrivelse omkring, hvordan dyreterapi foregår ind i forklaringen på det. Det er helt vanvittigt, siger han.

Gitte Nielsen kritiserer tilsynet for at have skiftet mening om dyrene med henvisning til, at tilsynet fremhæver dem som et positivt element i tidligere vurderinger. Hun hævder desuden, at terapien har fundet sted, og at der er beboere, der har reddet på hestene - selvom Mosefryd ikke er godkendt til det. 

- Terapien fandt sted, den var en integreret del af stedet og bestod i al sin enkelthed i, at dyrene var en del af hverdagen, og at beboerne fulgte med i deres liv og hjalp med fodring, var vidne til foling, red på hestene, etc.

- I dag er der kun katte og fugle tilbage på Mosefryd grundet pres fra Socialtilsyn Hovedstaden, skriver hun til Kommunen.dk.

“En vis herlighed”

Dyr har spillet en rolle i, hvad Gitte Nielsen som udlejer har kunnet opkræve af sig selv gennem Mosefryd i ejendomsudgifter. En vurdering af ejendommen i Ølstykke på cirka 4,6 hektar konkluderer, at matriklens ikke bebyggede del overvejende anvendes til hestehold: 

“Ved fastsættelse af lejen er der skelet til, at der indgår en vis herlighed i dyreholdet, der foregår stort set lige uden for dørene,” fremgår det.

Men ifølge tilsynet er det helt “uvedkommende tilbuddets drift”.

Tilsynet kritiserer, at Gitte Nielsen som ejer og udlejer har opkrævet ejendomsudgifter til, hvad der ligger over, hvad sammenlignelige sociale tilbud betaler. I en periode på tre år er der betalt lidt over 1,9 mio. kr. i ejendomsudgifter til adresser som Gitte Nielsen ejer privat.

Michael Gøtze mener, at det er et problematisk forhold at leje ejendomme af sig selv, og at der er en del røde lamper, som blinker i sagen. 

- Min vurdering er helt overordnet, at de klart overskrider grænserne. Det her er ikke en sag, hvor man taler om gråzoner. Der er en klar overskridelse, og sådan læser jeg også tilsynets afgørelser. Man er simpelthen uden for skiven.

- Jeg synes, at det grundlæggende problem er, at det virker til, at hun ikke har kunnet skille det professionelle og private ad. Hun har set de offentlige midler som noget, hun kunne råde over, som var det hendes egne midler.

Gitte Nielsen henviser til, at der er blevet foretaget valuarvurderinger af hendes ejendomme.

- Huslejen i lejeaftalerne er fastsat ud fra en objektiv valuarvurdering, som jeg ikke har haft indflydelse på. Jeg stiller mig tvivlende over for, at andre ejendomme med tilsvarende bygninger, faciliteter, beliggenhed, omgivelser mv. skulle være billigere, skriver hun til Kommunen.dk.

Familie på lønningslisten

Gennemgående for tilsynets kritik er, at der ikke har været nok faguddannet personale til at tage vare på de udsatte beboere. I dokumenter fremgår det, at tilsynet er betænkeligt ved, at Gitte Nielsen har valgt at ansætte familiemedlemmer frem for faguddannet personale. 

Af en medarbejderoversigt fra januar fremgår det, at Mosefryd har 10 medarbejdere ansat samt en administrativ medarbejder. Blot tre har pædagogisk baggrund, mens én er social-og sundhedsassistent. 

Fem af de ansatte har “familiær tilknytning” til Gitte Nielsen. På medarbejderlisten er nemlig Gitte Nielsens datter og datters partner, Gitte Nielsens søn, Gitte Nielsens bror, som hun ejer ejendommen i Ølstykke med, og en medarbejder, der har en “nær relation til Gittes ene søn,” vurderer tilsynet. 

Ifølge tilsynet er to borgere udskrevet på grund af Mosefryds manglende kompetencer.

“Vi har vurderet, at tilbuddets håndtering af navnlig den ene borger har resulteret i manglende trivsel, fejludvikling og direkte sundhedsskade,” skriver tilsynet. 

I forhold til opsigelserne skriver Gitte Nielsen, at de i det ene tilfælde selv opsagde beboeren, og at der gik halvandet år, inden kommunen kunne flytte vedkommende til et andet sted. 

- At der var to udskrivninger inden for en seks måneders periode, skyldes således udelukkende, at den ene udskrivning trak så længe ud. Den anden opsigelse angår en fejlanbringelse fra borgerens hjemkommunes side. Da vi konstaterede, at borgeren ikke matchede vores målgruppe, og dermed heller ikke vores kompetencer, gjorde vi både socialtilsyn og hjemkommune opmærksom på dette, skriver hun og henviser til kommunikation med kommunen.

- Jeg har i øvrigt fuld forståelse for, hvis dennes pårørende har haft en dårlig oplevelse med Mosefryd, da vi ganske enkelt ikke var det rette sted, hvilket vi selv gjorde opmærksom på.

Som det fremgår, har der været fuld åbenhed fra Mosefryds side om forholdene omkring begge opsigelser, skriver Gitte Nielsen. 

Min vurdering er helt overordnet, at de klart overskrider grænserne. Det her er ikke en sag, hvor man taler om gråzoner.

Tidligere ansatte og pårørende til tidligere beboere kritiserer Gitte Nielsens manglende fokus på det pædagogiske.

- Hun ansatte altid nogen, hun kendte eller havde hørt om. Så havde hun en relation til dem allerede. Man skulle være taknemmelig. Og når man kender nogen, som man er blevet ansat igennem, vil man helst ikke lave problemer, siger en tidligere medarbejder.

- Jeg havde det skidt med det. Og det blev værre med tiden. Vi erfarede, at stedet blev drevet med uuddannet arbejdskraft og ofte temmelig mangelfuld bemanding. Der var ikke nogen retning for noget som helst. Der var ikke mange aktiviteter og slet ikke nogen pædagogisk retning. Det var utrygt som forælder, siger en forælder til en tidligere beboer på Mosefryd. 

Adspurgt om hvorfor Gitte Nielsen ikke i højere grad har prioriteret at ansætte personale med større faglige kompetencer, svarer hun, at udgangspunktet for spørgsmålet ikke er korrekt. 

- De familierelaterede ansatte er ikke ansat til pædagogisk arbejde, men til administrativt og praktisk arbejde, og de har således meget lidt at gøre med det borgerrettede arbejde. Der er desuden tale om lavtlønnede deltidsansættelser. Når det er sagt, har jeg siden mine børn var små været aflastningsfamilie for personer med svære handicap. Mine børn har således mange års erfaring med personer med handicap, for de er ganske enkelt vokset op med det, skriver hun til Kommunen.dk.

Gitte Nielsen fremhæver, at pårørende til to ud af tre nuværende beboere på Mosefryd har reageret med udtalelser, hvor de klart tilkendegiver deres tilfredshed med Mosefryd. Politiken og Kommunen.dk har været i kontakt med en pårørende til en nuværende beboer, som roser Mosefryd og frygter, at botilbuddet lukker. Den pårørende mener, at Mosefryd er et godt sted, og at personalet er gode til at sætte sig ind i beboernes behov.

Kommunen.dk har fået aktindsigt i en mail fra en sagsbehandler fra Høje-Taastrup Kommune til tilsynet, der stiller “store spørgsmål til deres faglighed”. 

“Samlet er min vurdering, at det ikke er egnet til borgere med multiple komplekse problemstillinger,” lyder det i mailen, der også kritiserer Mosefryds dokumentationspraksis, få ansatte med faglighed og samarbejdet med pårørende. 

“Fagligt og moralsk forpligtet” 

Per Nikolaj Bukh vurderer, at sagen er helt “urimelig” og “bizar”. Ifølge ham er det ene problem, at borgerne ikke får den støtte, som man kan forvente fra et botilbud som Mosefryd, og som stedet burde varetage i forhold til lovgivningen.

Det andet problem er, at der bliver trukket midler ud af den offentlige økonomi. 

- Man er fuldstændig skruppelløs, og det er derfor, jeg synes, at det her ikke er almindelig uduelighed og inkompetence. Det er helt utroligt, at det her kan være tilladt, siger han. 

Leif Christensen, adjunkt på Institut for Regnskab på CBS, vurderer, at sagen om Mosefryd er et problem, blandt andet fordi der er givet midler til et antal fagligt uddannede medarbejdere, som ikke er leveret. 

- Den overordnede problemstilling i det her er, at pengene alene kommer fra den offentlige kasse. Det er et problem, fordi det er dine og mine penge, siger han.

Gitte Nielsen indvilgede i første omgang i at møde Kommunen.dk og Politiken for at svare på kritik. Hun understregede, at hun intet havde at skjule, at flere botilbud bør være som Mosefryd.

Siden har Gitte Nielsen afvist at stille op til et mundtligt interview. 

I en 11 sider lang skrivelse med svar på spørgsmål og kritik og tilhørende bilag afviser Gitte Nielsen påstandene fra både socialtilsynet, redaktionens kilder og eksperter. 

Hun kritiserer tilsynet både for “pres”, for et ifølge hende meget ubehageligt uanmeldt tilsyn, at hun er kommet i “bad standing” på grund af en klage over tilsynet, og at det har været “umuligt at opnå en konstruktiv dialog”. 

- Jeg har arbejdet med dette område og denne særlige målgruppe siden 1998 og har aldrig nogensinde oplevet en lignende form for modstand og ageren fra nogen myndigheders side. Siden min klage over det nævnte tilsynsbesøg er det som om, at Socialtilsyn Hovedstaden har valgt at tolke alt vedrørende Mosefryd og mig i et negativt lys. Det har været utroligt drænende for stedet og for mig personligt.

- Jeg er ikke økonomisk afhængig af, at Mosefryd fortsætter, men jeg føler mig fagligt og moralsk forpligtet på, at vores beboere har en tryg hverdag samt en god fremtid foran sig, skriver Gitte Nielsen. 

Da Gitte Nielsen har klaget over Socialtilsyn Hovedstadens afgørelse om lukning, er det nu op til Ankestyrelsen at vurdere sagen. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR