Hvis hun havde vidst, at der forude lå et efterår med Bios-skandale og en masse ballade om Carl Holst, er Stephanie Lose i dag ikke sikker på, om hun havde sagt ja til at overtage formandsstolen i Region Syddanmark. Faktisk ville hun i starten slet ikke tage stilling til, om hun havde lyst til at overtage.
- Jeg har været i ni år på arbejdsmarkedet, først i finanssektoren og siden i uddannelsessektoren. Jeg var glad for mit arbejde og mine kolleger. Jeg havde jo en dagligdag, jeg var glad for, og har to små piger, som på det tidspunkt var to og fem. Så jeg brændte ikke rigtigt for at komme til at løse den her opgave, siger Stephanie Lose her tre år senere, da kommunen.dk møder hende på formandskontoret i Region Syddanmark.
Samtidig var hun bekymret for, om det var for meget. Hvad med journalisterne og medierne? Ville hun kunne klare det?

Modstræbende begyndelse
Først sagde hun ja. Men derefter fulgte så kolde fødder, at hun endte med at sidde i den daværende gruppeformand, Thyge Nielsens sofa med tårerne trillende ned ad kinderne og meddele, at hun altså ikke ville alligevel. Men til sidst blev det hende.
- Og i dag er jeg jo glad for det. Ellers havde jeg heller ikke genopstillet, siger Stephanie Lose.
I mellemtiden er det blevet tre år, som har været præget af Bios-skandalen, Carl Holst-sagen, produktivitetskrav og lægemangel. Og det har krævet ihærdighed:
- Man skal lade være med at bilde sig selv ind, at hvis noget virkelig fylder, skal man bare lægge det fra sig. Jeg har brugt mange timer lørdag aften, hvor ungerne har sovet, og min mand ikke har været hjemme, på at sidde og skrive scenarier ned og overveje forskellige udfald og spørge administrationen om ting og se på responstider, siger Stephanie Lose.

Det var ikke sjovt
Ihærdigheden ser ud til at have kunnet betale sig, selvom Stephanie Lose naturligvis ikke kan tage æren for det alene. Ambulancedriften i regionen blev hjemtaget, og den blev samtidig billigere end det, regionen kom fra.
- Jeg synes ikke, Bios-sagen er et nederlag, men jeg ville lyve, hvis jeg kaldte det en god proces. Det var en hård proces for regionens borgere, for det var jo vildt utrygt, at ambulancedækningen hele tiden var i medierne. Det var en ekstremt hård proces for medarbejderne både i Bios og dem, som er i Ambulance Syd nu. Og det var ikke sjovt at være politiker i den sag. Det var det ikke.

Mødte kærligheden i VU
Det lå ellers ikke direkte i kortene, at 14-årige Stephanie Lose fra Løgumkloster skulle være toppolitiker. Hun gik med aviser og passede sin skole. Men efter avisrunden var der god tid til at læse den ekstra avis, som buddene fik med hjem, så det gjorde hun. Og her blev interessen for politik vakt. Måske skulle hun være journalist? Eller melde sig ind i et parti?
Hun valgte det sidste med lidt hjælp fra sin far, der gennem en nabo på vejen skaffede hende en indmeldelsesblanket til Venstres Ungdom.
Siden har Venstre været en fast bestanddel i hendes liv. Hendes mand Jakob Lose sidder i byrådet i Esbjerg for partiet, og de to mødte hinanden i VU. Derfor virkede regionalpolitik ikke fremmed for hende, da hun stillede op til valget i 2004.

Ingen plads på listen
Baglandet var egentlig i orden. Hun boede i Esbjerg, og her var hun aktiv i VU. Hun kom fra Sønderjylland, og hun studerede i Odense. Så hun følte, at hun kendte regionen.
Der var bare den hage, at man i partiet havde så mange kandidater blandt de gamle amtsrådsmedlemmer, at man havde glemt at give en plads til VU.
- Så da jeg kom og sagde, at jeg gerne ville stille op, var der faktisk lidt krise. For hvor skulle jeg stå på listen? Esbjerg Kommune opgav så en af deres pladser, så jeg fik 25. plads på listen. Og så blev jeg altså valgt ind, siger Stephanie Lose.
- Hvis jeg havde haft samme politiske ballast, som jeg har i dag, havde jeg nok på forhånd tænkt, at det jo ikke er det nemmeste i verden at blive valgt fra en 25. plads på listen. I dag kan jeg da godt se, at det var lidt friskt. Men det lykkedes jo, tilføjer hun med et grin.

Stolen på lossepladsen
Lige straks er det den nu 34-årige Stephanie Lose, som, 20 år efter hun blev meldt ind i Venstres Ungdom, skal sætte sig i formandsstolen for enden af bordet, når Danske Regioner konstituerer sig. En stol, hun overtager efter socialdemokratiske Bent Hansen. I 11 år har han tegnet regionerne samlet udadtil. En stol, hun har tænkt sig at starte med at kaste ud ad vinduet:
- Bent Hansen har talt med en enorm vægt og erfaring og har gjort det rigtig godt. Men min filosofi er også, at det der med at forsøge at passe ned i en stol, som nogen har gået og formet i 11 år, det skal man lade være med. Det er dømt til at gå galt. Og derfor skifter jeg stolen ud. Det kommer man til at se på den måde, vi arbejder på, og dem vi er som personer, siger hun.
Derfor skal Danske Regioner nu i gang med en udvikling, der kommer til at kunne mærkes både eksternt og internt.
- Vi vil til at arbejde bredere, så der er flere om politikken internt i Danske Regioner. Det vil sige, at udvalgsformændene kommer til at spille en større rolle. Samtidig skal regionerne blive bedre til at lade sig inspirere og lære af hinanden og hjælpe hinanden, der hvor vi hver især har udfordringer. Vi bliver nogle gange ramt af, at der er langt fra Regionernes Hus ved Østerport til Vejle, Aalborg og Sorø. Der skal vi have fokus på, hvordan vi finder løsninger, der kitter os sammen som Danske Regioner.

Det lange perspektiv
På det eksterne spor er udviklingen allerede i gang. For mens regionerne i hvert fald selv har en oplevelse af at blive opfattet som sygehusejere, så vil de ifølge Lose hellere ses som en gruppe, der tager ansvar for det samlede sundhedsvæsen:
- Hvad hjælper det, at vi tager os af sygehusene, hvis sammenhængen ikke fungerer, når man kommer ud i kommunerne? Eller til almen praksis? Men for at vi kan tage det ansvar, skal vi være skarpe på vores samarbejde med omverdenen. Det kræver, at vi skal have flere og bedre samtaler med KL. Vi har mange fælles dagsordener, som vi har været for dårlige til at opdyrke.
De samtaler skal blandt andet handle om et fælles ansvar for det samlede sundhedsvæsen, mener hun.
- Det kan jo godt være, at regionerne kunne få flere patienter ud af vores system hurtigere ved at lave nogle konkrete tiltag, men hvis det betyder, at patienten i længere tid går på sygedagpenge, er det jo ikke at tage ansvar.

 Stephanie Lose vælges officielt som formand på Danske Regioners generalforsamling 22. marts i Aarhus.