Pernille Beckmann har greb om Greve i med- og modvind
Pernille Beckmann har greb om Greve i med- og modvind
Som politiker må man finde sig lidt af hvert, men borgmester i Greve, Pernille Beckmann (V), har været udsat for en heldigvis sjælden oplevelse.
Sidste år smed ukendte gerningsmænd en flaske med brandbar materiale mod borgmesterens bopæl. Ingen kom noget til, men politiet tog sagen alvorligt, og det samme gjorde Pernille Beckmann.
Efterfølgende skrev hun på Facebook, at familien mere end én gang har været udsat for "hændelser, der minder om chikane".
- Når man har sådan et job, som jeg har, oplever man stort og småt. Drengestreger er normalt ikke synderligt alvorlige, sagde hun til TV2 Lorry.
19. oktober kan Pernille Beckmann fejre 50 års fødselsdag omtrent samtidig med sit 10 års jubilæum som borgmester, hvor hun har lært at være robust og stå fast i med- og modvind.
Selv om hun til dels har politik i generne via sin far, som fortsat sidder i byrådet i Ishøj for Venstre, er Pernille Beckmann ikke kommet sovende til ret meget i tilværelsen. Med egne ord var hun alt andet end bogligt anlagt og nåede at tage svejsebevis, inden hun endte som sosu-hjælper og siden -assistent i plejesektoren.
Her var hun ikke imponeret over ledelseskvaliteten og tog derfor selv en lederuddannelse og et lederjob, inden lokalpolitikken gav hende et fuldtidsjob ved KV13. Forinden havde hun udfordret og besejret Venstres tidligere spidskandidat, og efter valget indtog hun borgmesterkontoret som enlig mor med tre døtre.
- Som jeg plejer at sige til mit parti: Det klæder partiet at have sådan en som mig ombord, en borgerlig med en skæv social profil, der ikke er fin på den, men kan tale med alle, bemærkede hun i et interview med Kommunen.dk for et par siden.
Ud af leverpostejen
Det var hårdt arbejde, men netop den disciplin passer Greve-borgmesteren rigtig godt. Siden har hun gjort sig fortjent til to genvalg på posten i sin kommune, som hun gerne vil løfte i status og ud af den lidet attråværdige betegnelse som hovedstadens remouladebælte.
- Ja, det har jeg hørt, at folk uden kendskab til Greve siger. Nej, vi er ikke nordkysten med en masse rige borgere. Vi prøver at arbejde os ud af ‘leverpostejen’, blandt andet med en hård beskæftigelsespolitik, men de fleste af vores borgere står op og går på arbejde hver dag. Det er en vigtig grundsten i mit arbejde, at alle, der kan arbejde, skal arbejde, og så skal vi kun hjælpe de allersvageste, som virkelig har brug for det, som hun udtrykte det i Kommunen.dk-interviewet.
Hump på vejen har der været. Pernille Beckmann måtte gennem en langvarig bilagssag i forbindelse med fyring og politianmeldelse af daværende kommunaldirektør Claus Thykjær - en sag, som blev afvist af Ankestyrelsen, ligesom politiet aldrig rejste sag mod Claus Thykjær.
Sagen kørte op til KV21, men det forhindrede ikke Pernille Beckmann og Venstre i at genvinde partiets ni mandater og borgmesterposten. Om hun ender med at sidde lige så lang tid som far Ole i Ishøj, hvor han snart har 30 års jubilæum, må tiden vise, men godt på vej er hun i hvert fald.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.