Otte kommuner har stadig ingen med corona-diagnose
Otte kommuner har stadig ingen med corona-diagnose
Opdateret 25. marts kl. 10.45: På nuværende tidspunkt er der fire kommuner, som ikke har borgere med corona-diagnose. Det gælder Læsø, Fanø, Samsø og Langeland. Det viser den nyeste opgørelse fra Statens Serum Institut. Vær derfor opmærksom på, at denne artikel bygger på en tidligere opgørelse, og derfor stemmer tal over smittede kommuner, antal af corona-tilfælde, indlagte og døde heller ikke længere overens med de nyeste opdateringer. Dem kan du finde her.
Brønderslev, Hedensted, Varde, Struer, Læsø, Ærø, Samsø og Fanø er stadig uden registrerede corona-smittede.
Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut torsdag.
Til gengæld er Rudersdal, Gentofte og Frederiksberg registreret med det højeste antal smittede pr. 100.000 indbyggere.
Zoomer man lidt ud og ser på landsdele, er København by, Københavns omegn, Østsjælland og Nordsjælland hårdest ramt, mens Bornholm, Vestjylland og Nordjylland har det laveste antal smittede i forhold til indbyggertal.
27 i respirator
I alt havde Danmark torsdag morgen 1132 bekræftede tilfælde, 153 var indlagt, og seks smittede var døde, uden covid-19 nødvendigvis har været dødsårsagen.
Af de 153 indlagte var de 30 på intensiv afdeling, heraf 27 i respirator.
De indlagte fordeler sig med 77 i Region Hovedstaden, 31 i Region Sjælland, 19 i Midtjylland, 15 i Syddanmark og 11 i Nordjylland.
10 af de 27 i respirator er fra hovedstaden.
Mænd på 40-49
Det største antal smittede findes stadig blandt mænd i alderen 40-49 år. Også blandt kvinderne er der flest testet positive i denne aldersgruppe, og for begge køn tegner de 50-59-årige sig for det næststørste antal.
Flest af dem, som er konstateret smittet, er blevet det i Danmark, nemlig 363. Østrig tegner sig for 298. De seneste fem dage er langt hovedparten af de ny-diagnosticerede blevet smittet i Danmark.
Tallene med antal smittede skal dog tages med det forbehold, at man 12. marts overgik til kun at teste folk med indlæggelseskrævende symptomer. Derfor kan antallet af smittede, som bare ikke er blevet testet, sagtens fordele sig anderledes.
954 respiratorer til rådighed
Myndighederne forudser, at coronavirusset vil lægge et stort pres på landets sygehuse de kommende uger. Derfor er alle ikke-akutte operationer udskudt for at give plads til coronapatienter.
Samtidig er sygehusene i gang med at oplære læger og sygeplejersker med andre specialer til at kunne arbejde på intensivafdelinger. Blandt andet skal de oplæres i at bruge respiratorer, som de mest syge coronapatienter har brug for.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyste onsdag, at det danske sundhedsvæsen råder over 954 respiratorer til patienter med corona.
Se alle tallene fra dagens opgørelse her.
Hver dag mellem kl. 12 og 13 offentliggøres en ny opgørelse her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.