Kommunen.dk
MENU

Så fik (næsten) alle kommuner corona

Kun Fanø og Samsø har sneget sig helt udenom smitte med coronavirusset. Ærø og Læsø har haft smittede, men er nu fri igen.

Så fik (næsten) alle kommuner corona

Kun Fanø og Samsø har sneget sig helt udenom smitte med coronavirusset. Ærø og Læsø har haft smittede, men er nu fri igen.
Bliv allerhelst hjemme. Men hvis I kommer - så tag jeres forholdsregler. Det er budskabet fra borgmestrene på Ærø, Læsø, Fanø og Samsø her hen mod påsken. Ifølge borgmester på Samsø, Marcel Meijer (S), skal folk være velkomne på Samsø, men hvis man kan finde et andet sted at holde ferie, skal man i hvert fald ikke høre noget fra os, som han siger.
Bliv allerhelst hjemme. Men hvis I kommer - så tag jeres forholdsregler. Det er budskabet fra borgmestrene på Ærø, Læsø, Fanø og Samsø her hen mod påsken. Ifølge borgmester på Samsø, Marcel Meijer (S), skal folk være velkomne på Samsø, 'men hvis man kan finde et andet sted at holde ferie, skal man i hvert fald ikke høre noget fra os', som han siger.
Foto: Johan Nilsson, Ritzau Scanpix

Først var de otte tilbage. Så var de fem. Nu har alle kommuner haft corona - undtagen to af øerne, der helt har holdt virusset for dørene. Fanø og Samsø har endnu ikke haft nogen officielt konstaterede smittetilfælde, selvom virusset har godt tag i resten af landet og især i hovedstadskommunerne.

Det viser de daglige overvågningsrapporter siden den 16. marts, hvor Statens Serum Institut begyndte at offentliggøre smittetilfælde fordelt på kommuneniveau.

Virussets udvikling er mest voldsom i hovedstadsområdet, men flere kommuner landet over har været eller er oppe at runde de 60+ smittede pr. 100.000 indbyggere. Det var oprindeligt den kategori, der betegnede de kommuner med flest smittetilfælde, men tirsdag indtroducerede Statens Serum Institut en ny kategori i opgørelsen, nemlig 100+ smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere.

Og i går nåede Slagelse og Herning så op på de mere end 100 smittede pr. 100.000 borgere - ligesom de syv hovedstadskommuner Frederiksberg, Vallensbæk, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Hørsholm og København, som nu er de mest smittede. Det viser de seneste opgørelser fra Statens Serum Institut.

Smittet eller ikke smittet?

Modsat kommunerne i den mest smittede ende af skalaen ligger især øerne i den mindst smittede ende. Som de eneste to kommuner har Ærø og Læsø vendt udviklingen.

Den 21. marts blev Ærø smittet og var det ifølge rapporterne til og med 23. marts. Mandag var Læsø smittet, tirsdag var kommunen ikke længere smittet.

Da Statens Serum Instituts kommunekort præsenterer det kumulerede antal patienter, der på et tidspunkt er testet positiv for covid-19, så fratrækkes der ikke raskmeldte eller døde, lyder forklaringen.

I de tilfælde kan det i stedet skyldes formaliteter som en ændring i prøvesvar, for eksempel ved falsk-positiv, opdatering af ny adresse i cpr-registret eller lignende, oplyser Statens Serum Institut.

Og der kan i den forbindelse også være flere grunde til, at øerne er gode til at holde corona på afstand. Isolation er ifølge Læsø-borgmester Karsten Nielsen (DF) ikke årsagen, men øens indbyggertal er knap 1.800 mennesker:

- Vi har meget plads herovre, og sat lidt på spidsen, så skal der meget til at samle fem personer her, siger borgmesteren til Bornholms Tidende.

Aflys påskefrokosten

På vej mod påsken byder borgmestrene - dog lidt tøvende - på både Samsø, Fanø, Ærø og Læsø gæster velkommen, så længe de følger myndighedernes anvisninger og tager deres forholdsregler. 

- Man skal være velkommen, når man kommer til Samsø. Men hvis man kan finde et andet sted at holde ferie, skal man i hvert fald ikke høre noget fra os. Det er virkelig, virkelig ambivalent, siger Samsø-borgmester Marcel Meijer (S) til Berlingske.

Kommunalbestyrelsen på Ærø opfordrer for en sikkerheds skyld til at være ekstra opmærksomme i den kommende påsketid, som normalt er en periode, hvor antallet af besøgende på øen stiger.

Aflys påskefrokosten og udsæt familiebesøgene, lyder opfordringen fra ø-kommunen.

Det er også fortsat statsminister Mette Frederiksens (S) anbefaling. I mandags gik hun på talerstolen til et pressemøde og fortalte, at regeringen så småt er begyndt at arbejde på mulige genåbnings-scenarier, men at situation stadig afhænger af, hvor gode danskere er til at holde sig inden døre.

For selvom det danske corona-dødstal stiger og stiger, går det ikke lige så hurtigt som i andre lande.

Måske Fanø og Samsø fortsat kan holde virusset for dørene.

Læs hele dagens rapport her.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR