Fra 1. januar i år må der kun slås nye ydernumre i almen praksis op i 17 udvalgte kommuner, hvor der i dag er stor mangel på praktiserende læger. Ved første øjekast kan det lyde ganske fornuftigt, hvis man ønsker at sikre en bedre lægedækning i hele landet. Alligevel tror jeg ikke på, at aftalen kommer til at rykke noget – hverken for patienterne, kommunerne eller os som læger.

Selvom både Danske Regioner og Indenrigs- og sundhedsministeren fremhæver, at de nu har sikret de udsatte kommuner en forlomme, oplever jeg mest ændringen som en symbolsk handling.

Symbolik frem for reelle løsninger

For det første er antallet af helt nye ydernumre yderst begrænset. Det er en sjældenhed, at de bliver oprettet, og de repræsenterer derfor kun en minimal del af den samlede kapacitet i almen praksis. Langt de fleste ydernumre kommer fra allerede eksisterende praksisser, der bliver solgt eller overtaget. Derfor ser jeg mere aftalen som en symbolsk handling end en reel løsning på et strukturelt problem.

For det andet ændrer aftalen intet for de mange ledige ydernumre, der allerede findes i resten af landet. Hvis en praksis i en af de store byer bliver sat til salg, kan den stadig købes af en ny læge. Det samme gælder, hvis en af kompagnonerne i en praksis stopper.

Som jeg ser det, tager den nye aftale ikke højde for, hvad der faktisk skal til for at få flere læger til de udsatte områder.

Når vi i Yngre Læger spørger vores medlemmer i almen medicin om, hvad der kan få dem til at arbejde i et område med lægemangel, er der flere bud. Muligheden for økonomiske incitamenter, som hjælp til indretning af praksislokaler, kan være en gulerod. At kunne skabe et arbejdsliv i balance er også afgørende for de fleste.

Det handler ikke blot om mulighed for at arbejde på deltid, som er attraktivt for nogle. Det handler også om muligheder for at kunne tilrettelægge arbejdstiden fleksibelt. At ens familie trives med beslutningen om at flytte til et område med lægemangel, er et af de vigtigste parametre. Det handler om jobmuligheder for ens partner, skoler og daginstitutioner til ens børn og et lokalt liv, man kan deltage i. Og så svarer allerflest, at det først og fremmest handler om, at praksis ligger i nærheden af ens bopæl.

Med andre ord: Har man først slået sig ned i et andet område, købt bolig, har en partner med job i dette område og børn, der går i skole, kan det være svært at rive teltpælene op og flytte til et nyt område.

Tidlig rekruttering er nøglen

Der skal derfor tænkes meget mere i vilkår og rekruttering. Helst i tidlig rekruttering, det vil sige, at man forsøger at tiltrække læger, før de som færdiguddannede speciallæger i slutningen af 30’erne er fast etableret i et bestemt geografisk område.

Her kan jeg heldigvis se nogle lyspunkter i aftalen mellem regeringen og regionerne. Især er jeg glad for, at regionerne forpligtes til at lave en håndholdt og opsøgende indsats for at besætte ledige kapaciteter i de udsatte områder. Det er den rette vej frem.

Jeg tror, at det er den håndholdte rekruttering, der virker bedst. Regioner og kommuner skal derfor tale med de kommende almen medicinere, der kan blive faste speciallæger i deres område, og spørge ind til, hvad der helt konkret kan være udslagsgivende for, om de vil slå sig ned i området.

Hvis man tager individuelle hensyn og skaber de bedst mulige rammer for os som læger, så tror jeg på, at vi kan flytte os.

Det er også positivt, at der i aftalen er fokus på mere fleksible muligheder for merit, så læger kan få godkendt allerede opnåede kompetencer i tidligere intro-ansættelser. Det vil også kunne åbne døre for flere nye kolleger.

En aftale uden handling

Der er ikke som sådan noget galt med aftalen. Men den megen omtale, den har fået, er set med mine øjne stor ståhej for ingenting. For aftalen løser ikke de grundlæggende udfordringer. Der skal langt mere til, hvis vi skal sikre bedre lægedækning i hele landet.

Vi skal turde tænke i nye og håndholdte løsninger og give læger bedre muligheder og incitamenter for at flytte os til de steder, hvor behovet er størst. Hvis ikke vi gør det, risikerer vi, at denne aftale blot bliver endnu et eksempel på ord uden handling.