- Jeg har altid vidst, at Mette ikke ville blive i politik for evigt.

Sådan indledte SF’s formand Pia Olsen Dyhr, da Mette Touborg, tidligere borgmester i Lejre og næstformand i SF, forlod politik til fordel for en karriere som topembedsmand. 

I dag er Mette Touborg adm. direktør i Københavns Kommunes kultur- og fritidsforvaltning, hun er selv uden for offentlighedens søgelys, men stadig tæt på magtens centrum. For hun brænder for at gøre politiske visioner til virkelighed – ved blandt andet at bringe politikerne og organisationen tættere sammen.

- Helt fra jeg blev uddannet sygeplejerske, har jeg syntes, at ledelse var interessant. Og jeg har stort set ikke arbejdet med andet end ledelse i mit arbejdsliv. Jeg har været ledende sygeplejerske og kredsbestyrelsesmedlem i min fagforening, daglig leder af lægekontoret i TopDanmark, politisk leder som borgmester og i KL, og nu sidder jeg som direktør i en stor forvaltning. Det har altid været ledelse og altid med fokus på borgeren, fortæller Mette Touborg.

Fra borgmester til diplomat
Jeg møder hende over en rugbrødsmad med spejlæg og tomater fra mini-drivhuset. Det store drivhus hjemme i Lejre savner hun, men hun har ikke bare forladt sin borgmesterpost, hun har også forladt sin gamle kommune. Hun bor i dag i Roskilde tættere på hovedstaden og sin nye karriere som embedsmand.

- Da jeg sad som borgmester, mærkede jeg en enorm lyst til at være med i processen og selv få tingene til at ske i hverdagen. Jeg var selvfølgelig tæt på kommunaldirektøren og direktionen, og de var megadygtige, men jeg kunne mærke, at den der indre glød brændte for selv at være den, der skulle bevæge organisationen og udvikle de løsninger, der skulle til i hverdagen for at nå de politiske mål.

Så Mette Touborg sagde farvel til SF og den røde hårfarve uden fortrydelse. I dag er hun ifølge sin mor mindre rap i replikken, og ifølge hendes kæreste har hun fået større personlig frihed og deler langt mindre af sig selv med omverdenen. Især på sociale medier er der et tydeligt før og efter for Mette Touborg.

To sider af samme sag
Touborgs egen oplevelse er, at hun er præcis den samme, men at hun har ændret præferencer i forhold til både arbejdsmetodik og kommunikation. Og at der trods skiftet fra politiker til embedsmand er mange identiske udfordringer i hendes ledelsesopgave. Nemlig behovet for at skabe et udefra- og ind perspektiv, ønsket om sikre en balance mellem udvikling og drift, og nødvendigheden af at gå forrest for at skabe tillid hele vejen rundt i en proces.

Mette Touborg ser derfor de to kommunale topjob som to sider af samme sag. Og erfaringerne fra selv at have været aktiv politiker tager hun med sig som fundamentet for sit arbejde som forvaltningsdirektør.

- På den ene side er det jo et stort skifte at gå fra selv at være politiker til at skulle sikre, at de politiske beslutninger bliver ført ud i livet. På den anden side kommer jeg med nogle erfaringer, som gør, at jeg har mulighed for undervejs i den proces at spotte nogle andre ting og påvirke min organisation anderledes. Jeg tror, det er en stor fordel at have erfaring fra flere sider, også fra mit arbejde som sygeplejerske og i fagforeningen.

Da Mette Touborg startede i Københavns Kommune, kendte hun daværende kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) lidt fra KL, men de havde aldrig arbejdet direkte sammen og ofte været uenige. Men det viste sig, at de samarbejdede rigtig godt som politiker og direktør.

- Jeg var utroligt glad for, at jeg som ny embedsmand fik en borgmester, der havde så lang erfaring og kendte rådhuset og det politiske så godt. Det betød, at jeg kunne tillade mig at bruge alt min tid på at lære organisationen og det organisatoriske at kende. Her brugte jeg min tidligere kommunaldirektør i Lejre, Inger Marie Vynne som sparringspartner. Og blandt andet på hendes råd gav jeg mig god tid til at sætte mig ind i organisationen og lære alle dele af forvaltningen at kende, inden jeg foretog nogen former for strukturelle ændringer. Så jeg fik en god start uden paladsrevolutioner.

Efterfølgende har Mette Touborg med egne ord været lige så begejstret for at arbejde sammen med først Niko Grünfeld (ALT) og nu Franciska Rosenkilde (ALT). De har været borgmestre på hver sin måde alle tre, men uanset holdninger og form, så er opgaven nogenlunde den samme for forvaltningen.

- Det er ikke kun chefen eller de medarbejdere, der sidder tættest på rådhuset, der skal være optaget af, hvad politikerne tænker og beslutter, det skal alle i en politisk ledet organisation. Det lægger jeg meget stor vægt på.

Skal forstå politikerne
Mette Touborg forsøger bl.a. til at sikre en bedre kobling af organisationen og politikerne gennem en ny kernefortælling i forvaltningen, som binder det organisatoriske arbejde og de politiske mål i kultur- og fritidspolitik bedre sammen, men hun arbejder også helt lavpraktisk med at inkludere flere medarbejdere i den politiske sagsbehandling.

Den chef og de medarbejdere, som er fagligt ansvarlige for en sag, skal selv fremlægge den for udvalget og høre den politiske drøftelse efterfølgende. Det giver mange mødedeltagere ved et udvalgsmøde, nogle gange op til to-fire ekstra embedsmænd per punkt foruden de fem faste mødedeltagere fra forvaltningen, men Touborg synes, det er det værd.

- Det giver en større indsigt og politisk forståelse, men jeg tror også, det giver en øget grad af motivation og ansvarlighed i forhold til at gennemføre de politiske beslutninger. Jo mere vores chefer hører og oplever, hvad det er, politikerne siger, jo lettere har de ved også i næste led at sikre, at det rent faktisk sker.

Ulempen er, at en chef eller medarbejder i en konkret sag kan opleve et politisk udvalg, der ikke er tilfreds eller går meget langt ned i detaljen. Det er ifølge Mette Touborg naturligt i en politisk proces, men det kan være hårdt at høre så direkte for den enkelte chef eller medarbejder, der måske sidder der for første gang med sin politiske ledelse.

Enkeltsager som afsæt
Mette Touborg har selv nærlæst Ledelseskommissionens anbefalinger om grænsefladerne mellem politikere og forvaltning med interesse, netop fordi hun selv har både den organisatoriske, politiske og faglige ledelseserfaring. Og hun har gennem mange år hørt embedsmænd beklage sig over, at lokalpolitikerne går for langt i deres sagsbehandling og vil detailstyre. Her er der ingen forskel på de små kommuner og landets hovedstad.

- Det der med at tro, at man politisk er mere optaget af de store linjer og rammerne og mindre optaget af detaljen i København end i Lejre. Det vil jeg afvise, sådan foregår det ikke. Som lokalpolitiker er man altid både optaget af rammen og det konkrete. Det er helt forståeligt. Jeg synes, det er klogt, og det er jeg i øvrigt også selv som topleder. For engang imellem er det i enkeltsager, man støder på et problem, der viser sig at være af langt mere generel karakter, og som man derfor udvikler en løsning på. Eller enkeltsagen bliver kimen til en ny ide.

- Jeg har faktisk været omrejsende i at sige - både tidligere som borgmester og også nu som direktør - at det er politikerne, der til enhver tid bestemmer, hvor langt politikken går. Men det er klart, at jeg som embedsmand altid vil arbejde på at få så meget plads som muligt. Det er da både langt sjovere og langt lettere at være leder og agere i et ledelsesrum, når man har en ramme at arbejde indenfor og ikke bliver detailstyret.

Politikerne tildeler magt
Efter at Mette Touborg har skiftet side fra politiker til direktør, har mange spurgt hende, hvor hun selv oplever, at hun har haft mest magt. Da vi diskuterede det for et par år siden i uformel sammenhæng, sagde hun i en frisk bemærkning, at da hun var borgmester, tænkte hun, at embedsmændene havde mest magt, og da hun blev direktør, tænkte hun, at det var omvendt. 

Da jeg gentager spørgsmålet om magtbalancen mellem politikere og forvaltning i forbindelse med denne artikel, vejer hun sine ord på en guldvægt, for hun er demokrat og nu også diplomat til fingerspidserne.

- På den ene side er det et meget let spørgsmål at svare på, for det vil til enhver tid være de valgte politikere, der beslutter, hvor det politiske begynder, og hvor det slutter, om de vil sætte rammer og retning, eller om de vil længere ind i processer og drift og måske ligefrem detailstyre. Så politikerne har den magt, de tager, siger hun. 

- På den anden side er kompleksiteten steget med større kommuner, øget digitalisering, større specialisering, øget opgaveglidning osv. Og det efterlader alt andet lige en større opgave og større mulighed for fortolkning i forvaltningen, fordi kommunalpolitikerne ikke kan gå ind i alle processer og sager.

Og så vender Mette Touborg tilbage til en kæphest, nemlig forvaltningens opgave med at være brobygger og forstå og forvalte politikernes intention.

Stil flere spørgsmål
- Jeg prøver ikke at give alt for mange svar selv, men vi er så vant til, at når vi hører et eller andet, så kommer vi med et forslag til en løsning. Men vi skal være bedre til at stille spørgsmål. Hvad vil I gerne have ud af det? Hvad er det for en oplevelse, borgerne skal have? I har nævnt to ting, hvordan placerer I det i forhold til hinanden? Så vi hjælper hinanden og vores politikere med at finde nye og bedre svar, og vi samtidig bliver skarpere på, hvad politikernes intention er, siger hun og kommer med en indrømmelse:

- Jeg er ikke skidegod til det selv, jeg har været vant til at blive afkrævet et svar i mange år som leder, men jeg prøver at være vagtsom på det og spørge mere ind og lytte mere. Det tror jeg faktisk, er en af de forskelle, man kan mærke, efter at jeg er blevet embedsmand.