Kommunen.dk
MENU

Klumme/

Koordinerende hænder kan sikre bedre patientforløb i kommunerne

På tre konkrete områder kan lokale, sundhedsadministrative kompetencer bidrage til at løfte regeringens vision om et mere sammenhængende og nært sundhedsvæsen.

Klumme/

Koordinerende hænder kan sikre bedre patientforløb i kommunerne

På tre konkrete områder kan lokale, sundhedsadministrative kompetencer bidrage til at løfte regeringens vision om et mere sammenhængende og nært sundhedsvæsen.
Pia Møller er sundhedskoordinator i Lemvig Kommune - HK Kommunal-formand Lene Roed ser gode perspektiver i, at  alle kommuner tilknytter en sundhedsadministrativ koordinator – en patientkoordinator – til specielt de borgere, der har mange sygdomme eller på anden måde er udfordrede.
Pia Møller er sundhedskoordinator i Lemvig Kommune - HK Kommunal-formand Lene Roed ser gode perspektiver i, at alle kommuner tilknytter en sundhedsadministrativ koordinator – en patientkoordinator – til specielt de borgere, der har mange sygdomme eller på anden måde er udfordrede.
Foto: Morten Stricker/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
6. okt. 2024
Lene Roed
LENE ROED
FORMAND
HK KOMMUNAL
Email

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk

Flere rettigheder til kronikere, flere læger i yderområderne, én gigantisk region i Østdanmark – og 17 nye sundhedsråd. Det er hovedpunkterne i det udspil om fremtidens sundhedsvæsen, regeringen netop har offentliggjort. Regeringens formål er at skabe et mere sammenhængende og nært sundhedsvæsen med mindre ulighed i sundhed. Jeg er helt enig i den vision. 

Med endnu et administrativt lag i form af de 17 sundhedsråd kan det imidlertid undre, at regeringen ikke i sit udspil involverer vores lægesekretærer og sundhedsadministrative koordinatorer. De medarbejdere kan om nogen bevare overblikket mellem de forskellige aktører, skabe en rød tråd for patienten og aflaste læger og sygeplejersker for koordinerende opgaver.

Den pointe fandt fint gehør i både Robustheds- og Sundhedsstrukturkommissionernes konklusioner. I regeringens udspil konstateres det omme på side 45, at ’for de borgere, som har brug for mest støtte og hjælp, skal lægen have en styrket rolle som tovholder.’ Det vil i givet fald langtfra være den mest optimale brug af de lægefaglige resurser, som der ovenikøbet er mangel på.

Brug for patientkoordinator

Heldigvis efterlader regeringsudspillet et pænt råderum til, at kommunerne også fremover får en rolle at spille i den helt nære sundhedsindsats - både i egen ret og som en del af de foreslåede sundhedsråd. I netop kommunerne ser jeg et betragteligt potentiale i at lade vores sundhedsadministrative medarbejdere indgå i bestræbelserne på at sikre bedre og mere sammenhængende patientforløb. I HK Kommunal har vi tre konkrete bud på, hvordan det kan ske i den virkelige verden. 

For det første ser vi gode perspektiver i, at hver kommune tilknytter en sundhedsadministrativ koordinator – en patientkoordinator – til specielt de borgere, der har mange sygdomme eller på anden måde er udfordrede. For de borgere kan sundhedsvæsnets mange veje føles helt uoverskuelige. I værste fald opgiver borgeren undervejs.

I de tilfælde taler vi i den grad om ulighed i sundhed. Sundhedskoordinatoren vil være ansvarlig for at holde styr på aftaler, transport, journalindhold og kontakten til hjemmepleje og andre offentlige instanser. Det vil frigive tid for det behandlende personale i kommunerne. Koordinatoren skal have adgang til de nødvendige it-systemer for at skabe sammenhæng og sikre, at borgeren ikke falder ned mellem to stole i det komplekse sundhedssystem.

I en af landets mindste kommuner – Ærø – har man på forsøgsbasis forsøgt sig med netop en sådan koordinator. Koordinatoren har allerede vist sig at gøre en betydelig forskel for både borgere, sundhedspersonale og kommunen. Et klart eksempel til efterfølgelse. 

For det andet er der brug for bogstaveligt talt at rykke sundhedsydelserne tættere på borgerne. Borgmestrene i Horsens og Viborg har været ude med forslag om, at der etableres konkrete sundhedsfaciliter i forbindelse med renoveringer af almene boliger. Men den idé bør ikke begrænse sig til bestemte boligområder.

Vi foreslår, at kommunerne tilknytter en sundhedskoordinator, der foruden i de kommunale sundhedshuse kan virke i almene boligområder, ved jobcentret eller i forbindelse med for eksempel beskyttede boliger. Ja, sundhedskoordinatoren kan i det hele taget møde borgeren alle de steder i kommunen, hvor behovet er størst. Koordinatoren skal kunne guide borgeren gennem de mange forebyggende tilbud, hvad enten det handler om diabetes, rygestop eller vægttab. Og koordinatoren skal være den, andre sundhedsfaglige kan henvende sig til, fordi de har kendskab til borgeren.

Brug de rette sundhedsadministrative kompetencer

For det tredje foreslår vi, at der etableres en økonomisk model, der i højere grad end i dag giver incitamenter til forebyggelse og innovation. En mere sammenhængende økonomisk model skal understøtte, at best practice udvikles og udbredes, og at der er rum til at investere i innovation, kunstig intelligens og kompetenceudvikling.

Også i den sammenhæng har vores sundhedsadministrativt uddannede medarbejdere en væsentlig rolle at spille i den kommunale sundhedsindsats. De har udprægede kompetencer, når det gælder databearbejdning, dataanalyse og kvalitetssikring. De kan sikre, at de nære patientforløb bliver udviklet og styret på en økonomisk forsvarlig måde, der også tager højde for innovation og forebyggelse.  

Min appel skal være, at man ude omkring i de kommunale sundhedstilbud og hos de praktiserende læger forstår at bruge de rette sundhedsadministrative kompetencer til de rette opgaver. Det kan bidrage til, at der skabes bedre og mere sammenhængende patientforløb til gavn for både borgere, sundhedspersonale og kommunekasse.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR