Jacob Bundsgaard: KL sikrer, at Christiansborg ikke mister jordforbindelsen
Jacob Bundsgaard: KL sikrer, at Christiansborg ikke mister jordforbindelsen
Der er bred tilfredshed med KL, viser Kommunen.dk’s rundspørge, hvor 27 borgmestre og 41 kommunaldirektører har svaret. KL’s formand Jacob Bundsgaard (S) er glad, men ikke overrasket over resultatet.
- Det er jo grundlæggende nogle flotte tal, som vidner om, at KL’s linje er lykkedes, siger Jacob Bundsgaard (S).
Han blev udpeget som formand i 2018 og har siden udstukket en ny retning for interesseorganisationen sammen med bestyrelsen og næstformand Martin Damm (V).
- KL har forsøgt at komme tættere på medlemmerne. Både i forhold til at ramme de rigtige sager og også for at få
en tættere dialog med kommunerne, siger Jacob Bundsgaard.
Det var der behov for, forklarer formanden. For at lytte mere til kommunerne rejste Jacob Bundsgaard rundt i landet og besøgte samtlige borgmestre.
- KL er jo ene og alene sat i verden for at varetage kommunernes interesser. Derfor er det afgørende, at vi er i tæt dialog med medlemmerne. Og vi forsøger virkelig at levere åbenhed og transparens. Det har nogle medlemmer tidligere oplevet som fraværende, siger han.
Nogle af de ting, vi laver, foregår dybt inde i maskinrummene rundt omkring og kræver en høj grad af fortrolighed. Så nogle gange kan man ikke blære sig med de gode resultater, for det ødelægger den næste forhandling
Jacob Bundsgaard tror dog ikke kun, KL's nye linje ligger til grund for rundspørgens positive resultater. Organisationen har nemlig også fået ros for sin hjælp til kommunerne under coronakrisen.
Fortrolighed
Men det ikke altid, at KL er helt åben for borgmestre, byråd og kommunaldirektører. Særligt ikke, når formandskabet sidder midt i forhandlinger med regeringen.
- Nogle af de ting, vi laver, foregår dybt inde i maskinrummene rundt omkring og kræver en høj grad af fortrolighed. Så nogle gange kan man ikke blære sig med de gode resultater, for det ødelægger den næste forhandling, siger Jacob Bundsgaard.
Heller ikke alle respondenter mener, at KL forstår kommunernes forskelligartede problemer. En borgmester skriver fx: “KL evner ikke at forholde sig til de åbenlyse skævheder blandt kommunerne.”
- Vi er jo forskellige politiske partier, der sidder i KL’s bestyrelse og rundt i kommunerne. Vores styrke ligger i at tage de sager, hvor vi kan opnå en høj grad af enighed. Det er svært at blive enige hele vejen rundt, og det behøver vi heller ikke at være. Men hvis det splitter for meget, risikerer vi at underminere vores egen forhandlingsposition, siger Jacob Bundsgaard.
En runde mere
I formandens øjne har KL meget at sige, når de store beslutninger i Danmark skal tages.
- Jeg oplever, at vi har enormt stor indflydelse på substansen. Det skal vi også, hvis Folketinget skal ramme nogle rigtige beslutninger, der kan omsættes til virkelighed, og som ikke bare er grebet ud af et eller andet øjebliksbillede af situationen på Christiansborg. Vi er nødt til at være dem, som sikrer jordforbindelsen til nogle af de beslutninger, der ellers risikerer at blive truffet på Christiansborg, siger Jacob Bundsgaard.
Hvis muligheden byder sig, bliver han gerne fire år mere for bordenden i KL.
- Jeg stiller mig gerne til rådighed. Men det er ikke noget, vi har drøftet nogen steder. Forhandlingerne foregår jo først, når vi er på den anden side af valget.
- Jeg har været glad og stolt over at være formand for KL og har også kastet mange kræfter ind i at få organisationen det rigtige sted hen sammen med den resterende del af bestyrelsen Det synes jeg egentligt i al beskedenhed, at vi er lykkedes ganske godt med.
I torsdag holdte KL sit største årlige arrangement Kommunalpolitisk Topmøde. Det foregik digitalt, og i formandens tale udpegede Jacob Bundsgaard fire områder, som kræver særligt opmærksomhed fra kommunerne, når coronakrisen slutter.
Områderne var klima, børn og unges trivsel og faglighed, handicapområdet og ældreområdet. Samtidig lagde han vægt på, at der er behov for at genstarte økonomien, og at det bliver et tema i årets økonomiforhandlinger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.