Kommunen.dk
MENU

Indbyggertal på småøer dykker til det laveste nogensinde

Bundrekord for de 27 danske småøer. Efter nogle år med en vis stabilisering af det samlede indbyggertal er er al fremgang rullet tilbage.

Indbyggertal på småøer dykker til det laveste nogensinde

Bundrekord for de 27 danske småøer. Efter nogle år med en vis stabilisering af det samlede indbyggertal er er al fremgang rullet tilbage.
Anholt står for den største tilbagegang i indbyggertallet. Her Anholt Havn med Anholtfærgen til venstre for indadgående.
Anholt står for den største tilbagegang i indbyggertallet. Her Anholt Havn med Anholtfærgen til venstre for indadgående.
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Det samlede befolkningstal på de 27 danske småøer har været i jævnt fald over mere end et halvt århundrede, men oplevede en vis stabilisering og endda lidt fremgang i årene 2017-2022. I år er al fremgang imidlertid rullet tilbage, og det samlede indbyggertal er det laveste nogensinde. 4.453 i år mod 4.511 sidste år. Til sammenligning boede der i alt 6.765 mennesker på småøerne i 1970.

Uanset dykket i år kan syv af de 27 småøer dog mønstre en befolkningstilvækst, i alle tilfælde kun encifret. Største dyk står Anholt (Norddjurs Kommune) og Fejø (Lolland Kommune) for med fald på henholdsvis 15 og 14 indbyggere, men mest bemærkelsesværdigt er det, at også Orø (Holbæk Kommune) går tilbage efter ni års uafbrudt fremgang. Her bor der nu 995 mod 1.003 sidste år - men dog stadig flere end i de forudgående fremgangsår.

For formanden for Sammenslutningen af Dansk Småøer, Kirsten Sydendal, peger forskellene på frem- og tilbagegange for de enkelte øer på færgeforbindelserne som en væsentlig parameter for befolkningsudviklingen. Fx har Tunø (Odder Kommune) øget antallet af afgange og fået flere indbyggere, mens Fejø og Askø (begge Lolland Kommune) i 2023 havde udsigt til forringelser på grund af en ny færgestrategi og nu kan se et fald i indbyggertallet.

- Bare der bliver talt om forringelser for færgerne, koster det på indbyggertallet, siger Kirsten Sydendal.

Småøerne kendetegnes ved, at de er helårsbeboede, ikke har fast forbindelse til fastlandet og ikke er en selvstændig kommune. Uanset udsving og forskelle er den generelle tendens klar nok.

- Vi mangler tilflytning, og en af grundene er, at der mangler boliger. Nogle af de eksisterende huse bliver i familerne og bliver ikke solgt til nye fastboende ejere, og derudover har vi brug for flere lejeboliger. Det er et livsvalg at flytte til en af småøerne, og det ville være mindre indgribende hvis man kunne gøre det uden også at skulle købe fast ejendom, siger Kirsten Sydendal.

En oplagt løsning ville være at omdanne tomme ubenyttede landbrugsbygninger til udlejningsboliger, men det støder på regler om nærhed til kystområder. Men Sammenslutningen af Danske Småøer forsøger at påvirke planlovene så der bliver færre forhindringer, fortæller hun.

De 27 småøer (med kommunens navn i parentes)

Agersø (Slagelse), Anholt (Norddjurs), Askø (Lolland), Avernakø (Faaborg-Midtfyn), Barsø (Aabenraa), Birkholm (Ærø), Bjørnø (Faaborg-Midtfyn), Baagø (Assens), Drejø (Svendborg), Egholm (Aalborg), Endelave (Horsens), Fejø (Lolland), Femø (Lolland), Fur (Skive), Hjarnø (Hedensted), Hjortø (Svendborg), Lyø (Faaborg-Midtfyn), Mandø (Esbjerg), Nekselø (Kalundborg), Omø (Slagelse), Orø (Holbæk), Sejerø (Kalundborg), Skarø (Svendborg), Strynø (Langeland), Tunø (Odder), Venø (Struer), Årø (Haderslev).

Askø er med en dæmning forbundet til Lilleø, hvis encifrede indbyggertal ikke er medregnet i de nævnte tal.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR