Højdespringere og bundskrabere: Sådan gik det partierne til KV21
Højdespringere og bundskrabere: Sådan gik det partierne til KV21
De Radikale: Bedste valg i næsten 50 år og en overraskende borgmester
Få forudså, at De Radikale ville klare sig så godt til kommunalvalget. Særligt ovenpå partiets metoosager og Morten Østergaards afgang sidste år. Men godt gik det. De Radikale fik 94 mandater - 14 flere end ved KV17. Partiets bedste resultat siden 1974.
Den største overraskelse kom på Fanø. Her bød valget ikke blot på det første byrådsmedlem på øen i over 40 år, men det blev til hele fire af slagsen i det 11 medlemmer store byråd. De Radikale har ikke stillet op til kommunalvalget på Fanø siden 2009, men nu blev det til en borgmesterpost til den debuterende Frank Jensen.
Han bliver partiets eneste borgmester, da Leon Sebbelin mistede kæden i Rebild. De Radikale mistede også deres ene mandat i Skive, hvor de ellers har siddet i mere end 100 år. Samtidig sagde partiet nej til borgmesterkæden i Kolding, fordi man ikke ønskede at konstituere sig med Eva Kjer Hansen (V).
Socialdemokratiet: Nederlag - særligt i storbyer
Socialdemokratiet fik måske sit værste valg nogensinde. Særligt i de fire største byer, hvor S i gennemsnit gik 10 pct. tilbage. Partiets nye profil i hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen, trak blot 11.039 stemmer, mens Jacob Bundsgaard fik sit stemmetal halveret i Aarhus i forhold til KV17. Det skuffende valg er knap så tydeligt på antallet af borgmesterposter. 45 borgmestre blev det til - en tilbagegang på to.
Partiets mest positive resultat finder man i Holbæk, hvor Christina Krzyrosiak Hansen fik 18.590 personlige stemmer. Det var 46 pct. af stemmerne, og hun er dermed kommunalpolitikeren med næststørst procentandel stemmer i en kommune nogensinde. Førstepladsen har Per Madsen (S), der i 1989 fik 50,1 pct. i Ishøj.
På landsplan fik S 755 mandater - 87 færre end ved KV17. Socialdemokratiet er stadig Danmarks største kommunale parti, men valgresultatet må give stof til eftertanke.
Kommunalforskere peger på, at tilbagegangen skyldes for lidt klima-fokus, sms-sagen, mink-sagen og regeringens udflytning af arbejdspladser og uddannelse.
Enhedslisten: Bedste valg nogensinde
Enhedslisten ender som landets femtestørste parti til kommunalvalget med 7,3 pct. af stemmerne og repræsentation i syv nye kommuner.
Enhedslisten gik markant frem i København og Frederiksberg og har også haft fremgang i Aarhus og Aalborg på henholdsvis 2,7 og 1,8 procentpoint, hvilket giver et enkelt mandats fremgang i Aarhus. I Odense, Vejle og Esbjerg går EL en smule tilbage, hvilket koster dem det ene mandat i Esbjerg. Derudover er Enhedslisten blevet det tredjestrøste parti i Region Hovedstaden.
- Enhedslisten har haft nogle gode, prominente og erfarne spidskandidater på Frederiksberg og i København, som har tegnet partiet stærkere end tidligere og har skabt masser af opmærksomhed og debat, siger valgforsker Martin Vinæs Larsen fra Aarhus Universitet.
- Bornholm er en helt anden historie, hvor de har haft en super stærk kandidat med masser af karisma, som har kunne tale den almindelige bornholmers sprog. Det er nok det mest overraskende og imponerende af resultaterne, tilføjer han.
Socialistisk Folkeparti: Fordobling af borgmesterposter
SF gik frem en del steder i landet, og antallet af borgmesterposter blev fordoblet i forhold til før valget. Udgangspunktet var ganske vist kun en borgmesterpost med Tonni Hansen på Langeland, men han beholdte også kæden og får selskab af Anders Wolf Andresen i Hvidovre.
SF gik 42 mandater frem i forhold til KV17, og med 168 mandater er det nu Danmarks fjerde største kommunale parti. SF kom også ind i 11 kommuner, hvor partiet ikke var repræsenteret før. Ved regionsrådsvalget forblev det dog status qou med 14 mandater.
Liberal Alliance: Skidt resultat, men Solrød gav partiet den første borgmester
Seneste udvikling i Solrød ændrede valgresultatet fra katastrofalt til - med lidt god vilje - historisk godt for Liberal Alliance. I Solrød fik Emil Blücher (LA) flest stemmer, hvilket gav tre mandater og nu partiets første borgmesterpost. I Norddjurs fik Jens
Meilvang næstflest personlige stemmer, og det trak yderligere et mandat med sig.
Ellers er valgresultatet dyster læsning for partiet, som gik fra 2,6 til 1,4 pct. af stemmerne, mistede 19 af sine 28 mandater fra KV17, og som helt røg ud af regionerne, hvor partiet sidst fik fem mandater. I København, hvor partiet i løbet af byrådsperioden mistede begge sine mandater, blev det denne gang til en enkelt plads, tidligere transport-, bygnings- og boligminister og nuværende MF Ole Birk Olesen.
Venstre: Bedre end ventet, men stadig ikke godt
Mange regnede med, at Venstre ville få et skidt kommunalvalg. Resultatet var ikke decideret positivt, men måske alligevel bedre end ventet. Venstre fik 620 mandater, 68 færre end ved KV17. Det blev til 34 borgmesterposter, hvilket er to færre end ved KV17, som ellers også var et skuffende valg for Venstre.
Særligt De Konservative så ud til at nappe mange stemmer fra Venstre. De to partier har nu fået en stærkere rivalisering, end man har set i mange år. Det kom blandt andet til udtryk, da De Konservative ikke ville pege på Eva Kjer Hansen (V) som borgmester i Kolding.
Alternativet: Den totale udslettelse udeblev - akkurat
Advarslen var givet på forhånd, og dystre profetier blev omtrent opfyldt. Alternativet blev det allermindste parti, når man sammenligner de landsdækkende mandattal. Med bare fem mandater fordelt på fire byråd lægger partiet sig talmæssigt under LA, der fik ni, Slesvigsk Parti, der fik 10 og Kristendemokraterne med 11.
I København fik Alternativet genvalgt Franciska Rosenkilde, der i denne periode er kulturborgmester, samt Kim Hjerrild. Partiet gik her fra seks til to pladser. I Skanderborg og Thisted fik partiet genvalgt en kandidat i hver kommune og i Viborg nyvalgt én.
Alternativet har i resten af denne valgperiode 12 pladser efter at have mistet otte i løbet af de snart fire år. Partiet mistede sin enlige borgmesterpost på Fanø.
Nye Borgerlige: Sejrsgang over hele landet
Det lå i kortene, at Nye Borgerlige ville få et godt valg. Men 65 mandater var alligevel væsentligt mere, end de fleste regnede med. For fire år siden fik partiet blot et enkelt medlem valgt, så fremgangen har været massiv. Det positive resultat kunne dog ikke veksles til borgmesterposter.
Kort efter valget ekskluderede Nye Borgerlige sin første nyvalgte. Pernille Vermund (NB) havde meldt ud, at man ikke ville pege på en rød borgmester nogen steder i landet. Så da den nyvalgte Erik Mortensen gjorde netop det i Skive, var det farvel og tak. Mange af Nye Borgerliges nyvalgte er helt nye i politik. Det bliver derfor spændende at følge, hvordan de agerer i byrådene i de kommende fire år
Kristendemokraterne: Tilbage på sporet
I mange år regnede man ikke rigtig Kristendemokraterne for noget. Men efter to positive kommunalvalg og et lige ved og næsten folketingsvalg har partiet fundet ny gejst. KD fik 0,8 pct. af stemmerne, og det kunne veksles til 11 mandater. Først lod det til at blive 12, men en fintælling i Herning sendte et mandat til De Konservative.
I Ringkøbing-Skjern kunne spidskandidat Kristian Andersen måske have nuppet borgmesterposten. Men V og S havde tilsammen flertal, og da det stod klart, besluttede KD at bakke op om en V-borgmester. Landsformand Isabella Arendt mener, at resultatet til KV21 lover godt for partiets næste folketingsvalg
De Konservative: Et kanonvalg, men højborgen faldt
Partiet fik det bedste kommunalvalg i 36 år og gik frem i det meste af landet. 14 borgmesterposter blev det til mod otte ved KV17. De Konservative fik 404 mandater. En fremgang på 179 i forhold til KV17.
I flere kommuner gik partiet mere end ti pct. frem, og kun i en håndfuld kommuner var der ikke fremgang. Partiformand Søren Pape (K), tidligere borgmester i Viborg, kan sole sig i sejren. Men det er ikke kun hans og de lokale kandidaters fortjeneste, at vælgerne satte kryds ved liste C. Venstre tabte opbakning, og mange af deres vælgere flyttede til De Konservative.
Partiet fik en overraskende gevinst i Kolding, hvor Villy Søvndal (SF) og Eva Kjer Hansen (V) duellerede om borgmesterkæden. Imens søgelyset var rettet mod de to, løb den konservative Knud Erik Langhoff med posten.
Oveni kan partiet og Pape lægge en overvældende succes i Region Hovedstaden, hvor De konservative er største parti med ti mandater, en fordobling i forhold til 2017-valget. Men midt i sejrsrusen faldt højborgen Frederiksberg for første gang siden 1909. Borgmesterkæden endte hos S, og afgående borgmester Simon Aggesen (K) vil nu ikke længere være spidskandidat.
Dansk Folkeparti: Tilbagegang i alle kommuner
Alle regnede med et skidt valg til DF, og resultatet blev da også katastrofalt for partiet. 90 mandater står nu tilbage, 133 færre end ved KV17. DF gik tilbage i samtlige kommuner. Formand Kristian Thulesen Dahl har taget konsekvensen og bebudet sin afgang, og et formandsvalg venter forude, hvor Morten Messerschmidt og Merete Dea Larsen indtil videre har meldt sig som kandidater.
Det blev ikke til nogen borgmesterposter. Heller ikke på Læsø, hvor den forhenværende DF-borgmester Karsten Nielsen (V) tidligere på året skiftede parti til Venstre, røg i en møgsag og nu er valgt ind i byrådet mod sin vilje, selvom han bad folk om at lade være med at stemme på ham. DF’s største stemmesluger blev René Christensen, der fik 4.563 stemmer i Guldborgsund.
Lokallister: Sen udvikling ændrede resultatet fra skidt til ikke så ringe
Hører Slesvigsk Parti til lokallisterne, eller har partiet sin helt egen regionale kategori? Det er vigtigt i vurderingen af lokallisternes præstation ved KV21, hvor det ser skuffende ud med mistede borgmesterposter i både Gribskov og Guldborgsund.
Med et samlet mandattal på 90 gik lokallisterne 12 pladser frem. Det skyldtes blandt andet Nyt Odsherreds fire mandater, som også resulterede i en borgmesterpost, og Tønder Listens ni pladser, som imidlertid ikke var nok til, at Henrik Frandsen kunne beholde kæden.
Lægger man til gengæld Slesvigsk Parti til lokallisterne, kommer der
en borgmesterpost og 10 mandater til
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.