Grænselukning skærer i hjertet på Tønders borgmester
Grænselukning skærer i hjertet på Tønders borgmester
Den frie bevægelighed over den dansk-tyske grænse er sat på standby.
Det er virkeligheden mandag morgen, hvor Tyskland ventes at lukke grænsen mod Danmark klokken 8. Danmark lukkede grænsen mod Tyskland allerede lørdag.
Det er kun midlertidigt. Og borgere, der bor og arbejder på begge sider af grænsen, kan stadig passere. Alligevel skærer det i hjertet på Tønders borgmester, Henrik Frandsen.
- Det er med blødende hjerte, man skal opleve det her. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, at vi har lukket grænserne, siger borgmesteren.
Han forudser, at grænselukningen får konsekvenser for turisme og detailhandel, men også psykologisk for borgerne i grænselandet.
- Vores detailhandel kommer til at mærke, at der ikke kommer tyske turister ind over grænsen frem til påske, siger Henrik Frandsen.
Turistbesøg er ikke defineret som et anerkendelsesværdigt formål, og derfor vil turister ikke kunne passere grænsen.
600 tyske pendlere
Der er cirka 600 tyskere, der dagligt pendler ind over grænsen for at arbejde i Tønder Kommune.
Selv om de fortsat har mulighed for at krydse grænsen, frygter Henrik Frandsen mere bøvl og besvær i deres hverdag.
- En af mine store bekymringer er, at de får vanskeligere ved at komme frem. Især på førstedagen, hvor de måske ikke har fået dokumentation med, siger Henrik Frandsen.
Og det tyder på, at borgmesterens forudsigelse holder stik. Mandag morgen meldes der om kødannelse og en halv times ekstra køretid ved grænseovergangene ved Kruså og Frøslev.
Fejring af genforening på standby
2020 er et særligt år, hvor 100 året for Sønderjyllands genforening med Danmark markeres.
Selv om grænselukningen er midlertidig, vil det ifølge borgmesteren formentlig også betyde aflyste arrangementer.
- Alle havde set frem til en fantastisk fejring af genforeningsåret. Lige nu er meget sat på standby. Det er meget ærgerligt, siger Henrik Frandsen.
De store arrangementer finder dog først sted til sommer, og til den tid håber borgmesteren, at forholdene ved grænseovergangene er normaliseret.
Den danske grænselukning varer til og med 13. april, mens Tyskland har meldt ud, at grænselukningen gælder i ti dage.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.