Hvordan finder man beskæftigelse til arbejdsløse pensionister, lød overskriften på denne artikel i Kommunen i 1958, avisens første leveår. Artiklen fortsatte:

---

Spørgsmaalet er ikke saa alvorligt i de rene landdistrikter, men sværere i byerne.

Med den stadig voksende skare af mere eller mindre arbejdsføre pensionister melder spørgsmaalet sig, om man bør finde frem til en vis form for beskæftigelse (gerne hobbybetonet) til disse medborgere.

Spørgsmaalet blev rejst af socialdirektør Johs. Mortensen, Odense, paa Socialpolitisk Forenings møde paa Hindsgavl, hvor en kreds af medlemmer, deriblandt mange kommunalfolk, drøftede omsorgsarbejdet for hjemmeboende ældre.

I de rene landdistrikter er spørgsmaalet sikkert ikke saa alvorligt, mente socialdirektøren, idet der paa landet er en del opgaver, der kan og bliver overladt til de ældre. Det er meget sværere i byerne, i særdeleshed for ældre mænd, idet mange af de smaabeskæftigelser, der tidligere har været varetaget af disse, saasom pasning af fyr, haver, gade og gaard, efterhaanden bortfalder eller centraliseres.

Det var ønskeligt, fortsatte socialdirektør Johs. Mortensen, om beskæftigelsesforholdene maatte udvikle sig saaledes, at der i erhvervslivet maa blive mulighed for deltidsbeskæftigelse af ældre, arbejdsføre mennesker.

Hvor dette ikke kan lade sig gøre, maa vi sætte vor lid til det nye, der er ved at tage form: beskæftigelsesterapi, dels i hjemmene hos de gamle og dels paa mindre værksteder, hvor der kan gives undervisning i egnede arbejder, tilpasset efter den enkeltes ydeevne. Men lad os ikke stille for store krav til den enkelte og lad ikke konkurrencen faa for megen indflydelse, thi gamle mennesker skal have lov og tid til at være trætte, og ældre mennesker skal have lov og tid til at blive gamle.

Er der behov for fritidsklubber?
Ogsaa generalsekretær, pastor Westergaard Madsen beskæftiger sig med omsorgsarbejdet for de gamle.

Uden at ville generalisere, tør man slaa fast, sagde hr. Westergaard Madsen, at forfærdende mange ældre mennesker i vort moderne samfund er ensomme og ude af stand til selv at knytte kontakter til erstatning for de venskaber, som er blevet afbrudt ved døden eller ved de afstande, som tidligere ingen rolle spillede, men som svigtende kræfter, baade fysiske og psykiske, har gjort uovervindelige.

Vort omsorgsarbejde skal derfor være et kontaktskabende arbejde; det er dets berettigelse og dets vejledende norm.

Har vi behov for fritidsklubber i snævrere forstand, spurgte vi generalsekretæren. Hvad skal en fritidsklub for ældre omfatte under vore forhold, lød et andet spørgsmaal.

Hidtil har man væsentligt set klublivet under synsvinklen: underholdning, enten det drejede sig om underholdning i den store stil, musikunderholdning eller broget underholdning for mange hundrede mennesker eller et noget lignende arrangement for mindre grupper suppleret med samling om forskellige slags kortspil.

Generalsekretæren tilføjede: Men naar talen bliver om hobbybetonet beskæftigelse i klubarbejdet, er indstillingen da ikke den, at man har gjort det arbejde, der skal gøres i livet, nu vil man have fred og afslapning? Bør vort arbejde alligevel lægges an paa at hjælpe ældre mennesker til at få ny glæde ved at sætte dem i gang med en eller anden hobby, der kan vække ny interesse i deres megen fritid?

Kunne f.eks. aftenhøjskolen med denne store aldersgruppe faa en ny blomstring og være til hjælp for ældre mennesker. Hvor meget bruges den? Ville værksteder for sløjd, træskærerarbejde og så videre imødekomme et behov for aktiv beskæftigelse, som hidtil ikke er blevet tilfredsstillet?

Det er vanskelige spørgsmaal at svare paa. Interviewundersøgelser vil maaske være vejledende, men jeg er bange for, at behovet vil være latent og ubevidst, indtil det faar lejlighed til at møde en konkret virkelighed.

Det offentliges ansvar
Hvis hele det kontaktskabende omsorgsarbejde skal have sin rette betydning, har det altsaa ikke sit maal i og for sig, men maa ses som et middel til, at mennesker faar lejlighed til at skabe den kontakt, de mangler, eller til at bevare de kontakter, de har, og finde nye til erstatning for dem, der mistes, og derfor maa en vigtig side være at stimulere den personlige selvstændighed, der vil være aaben for omverdenen.

Forberedelsen til alderdommen maa derfor gøres til en central del af omsorgsarbejdet. Praktisk har det forenet sig saadan, at det offentlige væsentligt har taget sig af det egentlige forsorgsmæssige og med enkelte undtagelser overladt den kontaktskabende omsorg til det private initiativ.

I selve sagens natur synes dette at være det eneste rimelige, kontakten, der skabes, skal være til hele det brogede samfund i alle dets forskellige aspekter, og det maa derfor være opgaven at drage saa mange grupper som muligt: børn, unge, midaldrende, forskellige sociale lag og så videre ind i dette ansvarskompleks.

Det offentlige ansvar maa være at inspirere og opmuntre det og, hvor det finder det, forsvarligt at give den økonomiske basis for dets gennemførelse – hvor flere grupper arbejder i det samme geografiske omraade, foranledige at der finder et vist samarbejde sted.