Hvem bestemmer i kommunerne? Politikere eller embedsmænd?

Det diskuteres i dag, og det blev også diskuteret i 1960, da et afgående sognerådsmedlem skrev dette læserbrev i Kommunen med en lille introduktion fra redaktionen:

"Farvel – og liden tak!

Hårde ord fra en sogneråds-veteran, der efter det sidste møde følte sig ”som den frie fugl, der svinger på lette vinger”.

Fra et afgået sognerådsmedlem har vi modtaget dette indlæg, som i første omgang blev lagt til side, bl.a. på grund af den ønskede anonymitet, men det skal alligevel i spalterne, fordi tendensen bag ordene tyder på ”tung luft” i lokalstyret. Lad os prøve at rense den – uden lokalpolitiske problemer – men her, i begyndelsen af den ny samarbejdsperiode få principielle problemer ført frem.

Kommunesekretærer, nuværende, afgåede, fremtidige indbydes til at svare igen – anonymt eller med navn, ganske efter ønske.

KOMMUNENs redaktion står som sædvanlig ganske uafhængig af synspunkter, der fremføres i læserbreve. Visse passager i nedenstående tyder efter vor opfattelse på et meget specielt tilfælde.

---

Hvor det dog lettede, da man gik fra det sidste møde. Man var som den frie fugl, der i luften svinger på lette vinger. Otte års sognerådsarbejde var nok til mig.

Lige så glad man var for at blive valgt, lige så skuffet er man blevet for hvert år, der er gået siden, efterhånden som man har fået øjnene op og ser, at et kommunalbestyrelsesmedlem er en, der sidder af navn, ikke af gavn.

Man skriver under på en masse, men bestemmer man noget? Nej, så godt om intet.

Hvem gør så? Ja, for det første kan et Sogneråd faktisk intet bestemme uden amtets samtykke, og er det en stor afgørelse, så er det ministeriet, og til sidst, men ikke mindst, kommunesekretæren, som efterhånden er blevet konge i hvert sogn… og så hans hjælpere… skal vi kalde dem prinser og prinsesser.

Mange afgørelser træffer de selv, og for de sager, der bliver forelagt på møderne, er det igen sekretærens mening og vilje, der bliver bestemmende for hver enkelt sag. Men ansvaret, hvem har det? Ingen andre end de ærede medlemmer af Sognerådet (se til Brinch-affæren). Kritikken over alle trufne afgørelser, hvem får dem? Det gør sognerådsmedlemmerne.

Jeg kan godt forstå, at der her i Sydsjælland er opstået uro over kommunesekretærens dispositioner. Det var at ønske, at beboere og sognerådsmedlemmer i alle kommuner, hvor det samme gør sig gældende, ville gøre ligeså, så kunne samtlige sekretærer, ude over landet se, hvor det bærer hen.

Flertal, mindretal og kommunesekretær

At den magt, de har taget sig, nu omsider er ved at skrumpe ind, således at det ikke kan hjælpe, de flytter til en anden by eller kommune, for det er jo således i dag med kommunesekretærer som med al anden arbejdskraft. Der er mangel på dem, og det benytter de sig af.

De kræver bare ind, det være sig den ene nye kontormaskine efter den anden, eller mere medhjælp på kontoret, hvad man ikke skulle synes var nødvendigt, når der er bevilget nye kontormaskiner for flere tusind kroner. Desuden bliver der krævet ind til sekretærens private lejlighed (og bevilget) al moderne komfort, men hvorfor bliver der ikke sagt nej? Fordi det ene sognerådsmedlem er bange for det andet, flertallet har måske skiftet, mindretallet håber på flertal igen, og så skulle vi jo gerne have sekretæren på vor side, det samme håber flertallet på, og så er det rart, man ikke har lagt sig ud med sekretæren, så derfor må vi jo hellere bevilge ham, hvad han ønsker.

Blev alt dette så bare behandlet for åbent tæppe i alle sogneråd, så borgerne, skatteyderne, fik noget af dette at vide, så ville jeg gerne se det Sogneråd eller flertal, der vil lægge navn til, men her er vi så ved sagens kærne. Sekretæren føler sig uundværlig, så derfor kræver han bare ind, for afskedige ham, dét tør de dumme sognerødder ikke, for de har ingen forstand på det, de har med at gøre, i hvert fald ikke ret mange af dem, og i det stykke kan de fleste vist nok være ærlige, det være sig arbejder eller bonde. Der skal flere års kommunalt arbejde til for at blive nogenlunde inde i dette arbejde, og dette benytter sekretæren sig af, til at få det store ord at skulle have sagt. For den, der arbejder med dette hver dag, han er jo inde i det!

Den, der skriver dette, er ikke en bitter mand, fordi han er blevet forbigået og ikke indvalgt i det nye Sogneråd, men en, der kan se, at skulle man presse sig frem for at komme på en politisk liste (har været valgt upolitisk), så måtte man være mere tosset, end man har lov til at være. Jeg vil gerne bevare min anonymitet, da jeg ikke ønsker at lægge mig ud med nogen.

Men tak for optagelsen.

En fri mand

(Forkortet af red.)

I den næste avis d. 14. juni var der svar på kritikken fra to kommunesekretærer:

Kommunesekretær svarer igen:

Spørg bare jeres "gamle" kolleger!

Og få bekræftet, at sådan er det slet ikke, hedder det i kommentar til påstanden om kommunesekretærers store magt.

De barske bemærkninger fra en "sognerådsveteran" i foregående nummer af KOMMUNEN får følgende svar fra en sjællandsk kommunesekretær, som blandt andet tilråder, at problemet anskues fra en filosofisk synsvinkel.

I anledning af indlægget under "Læserne skriver" i Deres i øvrigt udmærkede blad fra den 31. maj får jeg lyst til at skrive følgende:

Selve indlægget vil jeg ikke svare på, da sikkert alle aktive kommunalfolk vil give mig ret i, at hvis man streger ordet "ikke" i 1. linie i sidste afsnit, så har "En fri mand" selv givet det rigtige svar, ligesom hele indlægget bærer vidnesbyrd om, at samme mand trods de 8 år ikke har forstået et klap af det hele, det vil ikke forbavse mig, om hans fhv. kolleger siger: "Selv tak - fordi du gik"!

Men til alle de nyvalgte, i hvem indlægget måske kan have sået et lille ondt frø, vl jeg gerne sige: Spørg jeres "gamle" kolleger og få bekræftet, at sådan er det slet ikke, og giv så frøet noget Herbatox, der efter annoncen skal være glimrende mod ukrudt. Bernh. Shaw har sagt: "Jeg lever i en lykkelig verden, hvor andre har fejlene", men der er også et gammelt ord, der siger: "Tilfredshed er den dør, gennem hvilken lykken træder ind, og til døren har du selv nøglen; du skal bare forstå at bruge den".

I øvrigt er selv kommunalsekretærer lykkeligvis også kun flygtige personer, der som spøgelser flagrer tværs over scenen og hurtigt er glemt.

Villy Pedersen, kommunesekretær, Gørlev, Sjæll.

Liden tak til - KOMMUNEN!

Kommunesekretær H. C. Nors, St. Snøde, Langeland, har sendt os følgende linjer som svar til den vrede "sognerådsveteran" og - navnlig - til KOMMUNENs redaktion.

Kommunen indbyder i bladet af 31. maj til at "svare igen" på et læserbrev fra en "fri fugl" (af ukendt art, og så kan man jo selv vælge), som i nævnte indlæg udelikat vender kallunet efter 8 års sogneråds-"arbejde".

Til denne "sogneråds-veteran", som redaktionen så smukt kalder denne ubekendte, er der egentlig kun at sige, at det tværtimod må være de vælgere, som i to perioder har indvalgt ham i sognerådet, der nu må føle sig lettede og sige: farvel - og liden tak.

Derimod må jeg på det skarpeste påtale, at KOMMUNEN optager indlæg af denne kvalitet (tillad citat: "det tør de dumme sognerødder ikke, for de har ingen forstand på det, de har med at gøre") fra personer, der viser deres søllethed ("jeg ønsker ikke at lægge mig ud med nogen" - ak ja, han har sikkert været sit sogneråd en god mand) ved at dække sig under anonymitetens dunkle kappe. - Dette strider så fuldstændigt mod journalistisk anstændighed - spørg blot storebror "Information".

At redaktionen også er klar over dette viser jo, at indlægget i første omgang blev lagt til side. Uforståeligt at det ikke blev dér, men redaktionen ønsker måske, at det ellers så velskrevne KOMMUNEN skal ind på nye stier?

H. C. Nors

Avisen svarede:

KOMMUNENs redaktion kvitterer for den betingede tak og den venlige slutbemærkning. Vi kan forsikre, at bladets kurs er uændret: størst mulige frihed og åbenhed i debatten i vore spalter, også når skrivende kommunalfolk siger ting, der forekommer os ganske urimelige og dårligt begrundede. Redaktionens betænkeligheder ved og afstandtagen fra det pågældende indlæg behøver ingen repetition, men vi mener at vide, at læserne værdsætter et langt tøjrslag i udtryksmulighederne. Principielt bør naturligvis ethvert læserbrev være forsynet med navn, men den kritiserede vrede mand havde ganske særlige grunde til anonymiteten, som vi derfor rent undtagelsesvis gik ind på at respektere.

Red.