Er det af ren arbejdslyst, fordi vi skal vide, at de eksisterer, eller er de gamle love og cirkulærer for dårligt gennemarbejdede, spurgte en sognerådsformand i denne artikel, som blev bragt i Kommunen i 1961.

Disse cirkulærer…
Er det dog nødvendigt at irritere os saa meget?

Vestjysk sogneraadsformand slår i bordet over den stærkt stigende papirmængde, som giver indtryk af, “at lovmageriet er gået temmelig hurtigt”. Fynsk blad foreslår, at slangmagisteren ansættes til at oversætte kancelli-juraen til kernedansk!

“Lovene om alt det vi skal - og ikke må, vil efterhånden fylde en hel reol, medens det, som vi må - og ikke skal, vel nærmest kan skrives bag på et frimærke!”

Formanden for Bølling-Nr. herreders kommunalforening (Ringkøbing amt) sognerådsformand Anton Randeris, Astrup, lægger ikke fingrene imellem i den nytårsudtalelse, han har fremsat over for Skjern Dagblad. Der er med nedenstående karske bemærkninger åbenbart endnu en gang trådt effektivt på den meget ømme ligtorn, der kaldes “cirkulærestrømmen”, og kommentarer såvel i lederspalter som i vittighedstegninger er straks fulgt efter.

Men foreløbig citeres Anton Randeris:

- Vi har fået - og får stadig - love, bekendtgørelser, cirkulærer og forordninger i stærkt stigende mængder, og de er vel nødvendige, men når adskillige af de bestemmelser, vi kommunalfolk og andre skal administrere efter, hvert år ændres, ja nogle ændres endog flere gange i løbet af et år, spørger vi uvilkårligt os selv, om regeringen og lovgivningsmagten stadig laver om på de bestående forhold af bare arbejdslyst, eller for at vi skal vide, at de eksisterer - eller bliver lovene og cirkulærerne for dårligt gennemarbejdede, inden de sendes ud?

Jeg er tilbøjelig til at mene det sidste, thi når vi får et cirkulære dagen før vi skal ændre bestående forhold, som kræver flere dages arbejde forud, og så ganske få dage efter får et nyt cirkulære, som retter eller uddyber det første, ja da får vi let det indtryk, at arbejdet i “Lovmageriet” er gået temmelig hurtigt, eller at det ikke er erfarne fagfolk, der har været med i arbejdet.

Blot et lille eksempel
Vi har gang på gang gennemført love med tilbagevirkende kraft. Vi ved slet ikke, om det, vi levede efter og foretog vore beregninger efter i 1960, fremover har gyldighed - også bagud. Jeg spørger: Er det dog nødvendigt på den måde at irritere den danske befolkning, og ikke mindst kommunalrådene?

Jeg er tilbøjelig til at mene, at barnepigesystemet er ved at gå over gevind.

Blot et lille eksempel til eftertanke: “En købmand i en blandet forretning må ikke skære en spegepølse over og dele den mellem to kunder”. Mon vi af frygt for at blive syge af bakterier er ved at blive syge af bare frygt?

Vort højt lovpriste danske demokrati skulle nødig undergraves mere end nødvendigt, og én af de grundpiller, det hviler på, er efter min mening det kommunale selvstyre, og jeg vil her udtale det nytårsønske, at vi i den kommende tid må blive forskånet for at få ny love med så mange usikkerhedsmomenter i, som f.eks. den ny lov om kapitalvindingsskat, og at vi må blive fri for indførelse af skat ved kilden; den vil i hvert fald blive både meget vanskelig og meget dyr at administrere, idet der til denne administration utvivlsomt må antages en stor stab af tjenestemænd, sikkert mange flere end der i øjeblikket er uddannet til at kunne påtage sig dette arbejde.

Indførelse af skat ved kilden vil muligvis også nødvendiggøre en sammenlægning af kommuner i større udstrækning, end en stor del af den danske befolkning ønsker, og det er min bestemte overbevisning, at et sådant skridt vil mindske det kommunale selvstyre og være med til at undergrave det danske demokrati.

Er fejlen, at arbejdet gøres alt for godt?
Fyns Socialdemokrat giver Randeris medhold i en ledende artikel, som slutter med et spøgefuldt forslag:

De velmenende centraladministrative embedsmænd, der udformer cirkulærerne, præciserer paragrafferne og forklarer dem for kommunalfolkene, gør deres arbejde så godt som de kan. Og vil man sige, at det ikke er godt nok, så vil de se bedrøvede ud og forklare, at fejlen snarere er, at arbejdet gøres for godt. Helt uret i denne betragtning har de ikke. De føler det nemlig som deres pligt at gøre deres vejledninger så udførlige og alle mulige forhold og specielle enkeltheder forudseende, at juridiske misforståelser udelukkes, og denne pligt opfylder de så nidkært, at de samtidig udelukker muligheden for jævn forståelse. Den klarhed, som Jydske Lov med sin fordring om "kvemmelighed" stiller til lovens indhold, tager jo fuldt så vel sigte på, at love skal være umiddelbart forståelige, som de skal være korrekte og ufortolkelige.

Kancellisproget blev opfundet i den bedste mening til opfyldelse af biskop Gunnars og Valdemar Sejrs ideelle krav, men den pertentligt korrekte klarhed, som dets snørklede skruegangsterminologi faktisk muliggør, er nu ikke helt det samme, som de ærværdige lovgivere havde forestillet sig, og man har en fornemmelse af, at det skulle være muligt at nærme sig det oprindelige ideal ikke så lidt mere.

Lederartiklen slutter: Lad centraladministrationens jurister bare fortsætte med at lave deres cirkulærer lige så verbalt krussedullet som hidtil, men lad være med at sende cirkulærerne ud. Giv dem i stedet til den nye statsembedsmand, en praktisk sprogmand, der kan omsætte den til jævnt sognerådsbrugeligt dansk, oversætte kancellijuraen til kernedansk og lad ham viderebringe kommunalfolkene, hvad de praktisk har anvendelse for. 

Til det nye embede indstiller vi slang-magister, ordbogs-redaktør Kaj Blom.

Noget galt er der...
I Frederiksborg Amts Avis skriver E. J. bl.a. følgende i en ledende artikel: 

- For et års tid siden sagde en veltjent sognerådsformand farvel til arbejdet med den motivering, at han ikke syntes, han kunne følge med mere. Der skal eksperter til at klare alle de problemer, som de mange ministerielle cirkulærer stiller sognerådene overfor, sagde han, almindelige mennesker har hverken tid eller indsigt nok til at overkomme arbejdet ...

Så galt er det vel ikke. Men noget galt er der, når sådanne klager lyder fra gode folk, der taler ud fra personlige erfaringer.

Det var ikke det, der var meningen med vort folkestyre, at det skulle udvikle sig henimod et ekspertstyre. Det var heller ikke meningen med vort kommunale selvstyre, at lovgivningsmagten og centraladministrationen skulle binde de kommunale råd på hænder og fødder. Meningen var, at netop almindelige mennesker med sund økonomisk sans, med evne til samarbejde og med vilje til at arbejde for helhedens vel skulle kunne gå ind i arbejdet uden nogen form for "ekspertuddannelse".

Meningen var også, at det resultat, de samarbejdede sig til ud fra deres lokale kendskab og personlige vurdering, skulle respekteres på højere sted.

Det er rigtigt, at udviklingen er gået i den gale retning - både m.h.t. de arbejdsmæssige krav, der stilles til dem, som står i spidsen for de kommunale råd, og m.h.t. statens indgreb i det kommunale selvstyre.

Men det er heldigvis ikke rigtigt, at opgaven er uoverkommelig for "almindelige mennesker".

Det er heller ikke rigtigt, at der ikke er mere tilbage af det kommunale selvstyre, end hvad der kan skrives bag på et frimærke - eller sagt med en anden gængs vittighed: retten til at bestemme, hvornår vejgræsset skal slås ... Rundt om i alle kommunale råd vil man kunne bevidne, at det trods alt stadig har stor betydning, hvem der står i spidsen for styret, og hvordan der administreres inden for de givne rammer.

Derfor gælder det stadig om, at man får de rigtige folk frem på disse tillidsposter. Og så må vi sige til vore politikere, at de fremover må søge at gøre opgaven lettere for vore sognerådsformænd og deres medarbejdere og give det kommunale selvstyre større spillerum.

Vejen dertil er at give færre og bedre love  og dermed langt færre cirkulærer.