Forskning får det bedste frem i dagplejen
Forskning får det bedste frem i dagplejen
På vegne af dagplejen i Danmark glæder vi os i FOA over, at bogen Kids Dagpleje med tihørende scoringsprogrammer nu er et tilbud til dagplejen. Vi er særligt begejstrede, fordi Kids Dagpleje er et dansk redskab, som ud over at være forskningsbaseret er designet i overensstemmelse med dansk lovgivning med henblik på at ihævdholde den kvalitet, vi ønsker i vores dagtilbud.
Vi er overbeviste om, at netop systematiske og forskningsunderstøttede undersøgelser af kvaliteten i dagplejen vil kunne overbevise kommunerne om at investere mere i dagplejen, som er et rigtig godt pædagogisk tilbud til 0-2-årige børn og deres forældre. Dagplejen er en ideel overgang fra hjemmet til institutionslivet i børnehaven, fordi der er én fast voksen til en lille børnegruppe i et hjem. Den konstruktion understøtter det vigtige relationsarbejde, som især børn i alderen 0-2 år har brug for, at deres sekundære omsorgspersoner kan levere. Det forventer vi, at Kids målinger i dagplejen vil vise, ligesom vi forventer, at målingerne vil kunne pege på, hvor der skal investeres for at øge kvaliteten i dagplejen.
Dagplejen kan mere end man tror
Kids observationer i dagplejen vil med al sandsynlighed vise, at børn i dagplejen ikke går formålsløst rundt uden at få hjælp af deres dagplejer til at deltage i en leg eller en aktivitet, hvilket er et af de forhold, der spørges til i materialet. Til gengæld vil observationer kunne pege på andre områder, hvor dagplejerne via uddannelse og samarbejdet med dagplejepædagogerne kan blive endnu dygtigere til at møde børnenes behov for tryghed, trivsel, udvikling, dannelse og læring.
Vi forventer, at målingerne vil kunne pege på, hvor der skal investeres for at øge kvaliteten i dagplejen.
Selvom vi ser frem til at få Kids målinger af kvaliteten i dagplejen, så er vi i FOA først og fremmest glade for, at formålet med Kids dagpleje er at reflektere og udvikle den pædagogiske kvalitet. Derfor giver det også rigtig god mening at score de faktiske handlinger og omgivelser i dagplejen og ikke de pædagogiske intentioner. Og vi ved fra Odsherred Kommune, der i et samarbejde med professor ved Aalborg Universitet Charlotte Ringsmose har afprøvet Kids som redskab til at udvikle kvaliteten, at nervøsitet ved tanken om observation og bedømmelse blandt nogle dagplejere hurtigt blev erstattet af glæde over, at observationerne også synliggjorde de forskningsunderbyggede kvaliteter i deres samspil med børnene.
FOA-undersøgelser i et samarbejde med Epinion i 2018 og 2020 blandt godt 1.000 forældre, der enten lige havde valgt dagtilbud eller stod for at skulle vælge, viser, at knap en tredjedel af forældrene foretrækker dagpleje fremfor vuggestue, mens godt en tredjedel siger, at de ikke foretrækker vuggestue frem for dagpleje eller omvendt. Dagplejen vil altså kunne tage imod langt flere børn end den gør i dag. Så både af hensyn til de børn, der er i dagpleje i dag, og fordi dagplejen har potentiale til at blive et endnu større og bedre dagtilbud for børn i alderen 0-2 år, giver det mening for kommunerne at investere i den.
Potentialet vokser
Kids observationerne vil kunne pege på, hvordan hyppigere tilsyn, færre børn hos den enkelte dagplejer og uddannelse af dagplejere vil kunne løfte kvaliteten.I FOA ser vi også frem til, at vi endelig får systematisk og forskningsunderstøttet data, der kan følge udviklingen af kvaliteten i dagplejen, både i de enkelte kommuner og på landsplan. Det har vi savnet. Der er sket en kæmpestor udvikling i løbet af de seneste 20 år, hvor dagplejen for alvor er gået fra at være et pasningstilbud med ro til at gro, omsorg og hygge til et pædagogisk dagtilbud, hvor dagplejere f.eks. er opmærksomme på deres børnesyn, har blik for børns deltagelsesmuligheder og viden om børns tilknytningsmønstre.
Brugen af Kids dagpleje vil kunne dokumentere og følge den udvikling.
Der er sket en kæmpestor udvikling i løbet af de seneste 20 år, hvor dagplejen for alvor er gået fra at være et pasningstilbud med ro til at gro, omsorg og hygge til et pædagogisk dagtilbud, hvor dagplejere f.eks. er opmærksomme på deres børnesyn, har blik for børns deltagelsesmuligheder og viden om børns tilknytningsmønstre.
Forskningsundersøgelsen ”Dagplejen i Danmark”, som Ole Henrik Hansen fra Aarhus Universitet udarbejdede for FOA i 2013, viste blandt andet, at kvaliteten i dagplejen nogle steder er meget høj og andre steder mangelfuld. Det svarer til det billede, vi kender fra tilsvarende undersøgelser af kvaliteten i daginstitutionerne. Systematisk og forskningsbaseret dataindsamling er afgørende, når vi skal løfte kvaliteten i de dagtilbud, hvor kvaliteten ikke møder de krav, der stilles til dem i dagtilbudsloven.
Så tak til forskerne Charlotte Ringsmose og Grethe Kragh-Müller for deres bidrag til at dokumentere styrker og udviklingsområder i kvaliteten i dagplejen. Kids Dagpleje vil gøre os klogere til glæde for børnene og deres forældre.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.