Forsker om voldssag på institution: Anklagemyndigheden sender et vigtigt signal
Forsker om voldssag på institution: Anklagemyndigheden sender et vigtigt signal
En episode på døgninstitutionen Nexus udenfor Jægerspris på Sjælland fra juni 2022 har ført til flere tiltaler for vold og særlig brutal vold begået mod to mindreårige beboere.
Tre ansatte er tiltalt for involveringen i en episode, der angiveligt udspillede sig på institutionen sent om aftenen, hvor to unge beboere ifølge anklagemyndigheden og ledelsen på institutionen blev fastholdt, sparket og trampet i hovedet samt slået.
Kommunen.dk har forelagt tiltalerne for Caroline Adolphsen, der er forsker i socialret på Aarhus Universitet. Hun har igennem flere år set en række sager om vold og krænkelser på institutioner. Men tiltalerne peger i retning af, at episoden på Nexus er en meget voldsom af slagsen, mener hun.
- Det kan ikke forsvares, det som de bliver anklaget for. Det sker heldigvis meget sjældent. Men det er uklart, om der er et stigende antal sager, eller om flere af denne type sager om vold og krænkelser kommer frem. Anklagemyndigheden rejser i hvert fald flere sager, siger hun.
Flere sager i retten
Af anklageskriftet, som Kommunen.dk har fået aktindsigt i, fremgår det, at tre af de daværende ansatte er tiltalt efter straffelovens paragraf 244 om simpel vold, samt at to af dem også er tiltalt efter paragraf 245 om særlig rå, brutal eller farlig vold.
Ifølge Caroline Adolphsen er sager med beskyldninger om vold og krænkelser på bosteder ikke et nyt fænomen. Det nye er, at så mange ender i retten.
Det kan skyldes, at flere sager enten er fanget på overvågning, eller at beboere har filmet episoder, at man måske efterhånden er begyndt at stole mere på udsattes beskyldninger, eller at flere har fået modet til at råbe op efter flere års dækning af denne type sager.
Det betyder dog ikke, at der skal sættes mere videoovervågning op. For det har en alvorlig slagside for beboerne.
- Videooptagelser er ikke godt for tilliden på stedet. Det er børnenes eget hjem, og der skal være tryghed for dem. Det er den dårlige side af det. Omvendt kan overvågning hjælpe med at opklare sådanne sager. Jeg vil dog ikke advokere for mere overvågning af hensynet til beboerne, siger hun.
En voldsom sag
Caroline Adolphsen hæfter sig særligt ved karakteren af volden, som fremgår af tiltalerne.
For normalt drejer magtanvendelser, der går for langt, sig f.eks. om, at en fastholdelse sker i for lang tid.
- Det er meget alvorligt, at der er tale om tramp, spark og slag. Jeg hæfter mig ved karakteren af volden, der angiveligt er foregået mod to unge beboere.
Om målgruppen på steder som Nexus fortæller Caroline Adolphsen:
-De unge har alvorlige problemstillinger. De er meget udsatte og er udadreagerende. Derfor skal de ansatte også være i stand til at konfliktnedtrappe og håndtere situationer. Hvad de er tiltalt for, kan ikke retfærdiggøres, siger hun.
Vigtigt signal
I sagen har anklagemyndigheden desuden nedlagt påstand om, at de tiltalte skal frakendes retten til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år igen i et af retten fastsat tidsrum. Det mener Caroline Adolphsen, er et vigtigt signal at sende.
- Jeg synes, at anklagemyndigheden sender et klart signal, om hvor sårbar en situation anbragte er i, og at sådanne episoder skal have konsekvenser. Man bruger den mulighed, når man mener, at ophold i fængsel ikke vil være nok læring for de tiltalte, og hvor vi ikke kan stole på, at de er i stand til at handle korrekt efter afsoningen.
- Det vil følge de her børn for evigt, at de har været udsat for vold. Et børneliv er sårbart, og det er vigtigt at de tiltalte og anbringelsesstederne forstår, at det ikke er acceptabelt, siger hun.
Uddannelseskrav
Politiken har for nylig beskrevet, hvordan vikarer på den sikrede institution Bakkegården har smuglet stoffer ind til de unge. Sagen har fået den nye socialminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), til at varsle, at regeringen vil stille højere krav til ansattes uddannelse på sikrede institutioner.
Caroline Adolphsen peger i samme retning, hvis man vil tage tiltag til at forebygge lignende sager som voldssagen på Nexus.
- Når man godkender et opholdssted, godkender man det ud fra en samlet pakke. Man stiller ikke krav til hver enkelt ansattes uddannelse. Man kunne sagtens overveje det krav. For det er afgørende vigtigt med den rette uddannelse. De ansatte skal også løbende uddanne sig og få opdateret deres viden om magtanvendelser.
Socialpædagogernes Landsforbund har i længere tid også påpeget, at under halvdelen af de ansatte på landets bosteder er uddannet socialpædagoger.
Voldssagen på Nexus skal for retten den 13. marts. Kommunen.dk har været i kontakt med to af de tre tiltaltes forsvarere. De oplyser til Kommunen.dk, at deres to klienter nægter sig skyldige.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.