Staten vil styrke dialogen med borgerne om alt fra vedvarende energi til kulturpolitik og infrastruktur, og ministerier, styrelse og statslige selskaber søger aktivt inspiration og samarbejde med kommunerne. Det er godt, men det kræver reelt samarbejde og dialog om det svære. Mislykkes den ene part med borgerinddragelse i et lokalsamfund, har det betydning for den anden.

 Ingen tvivl om, at staten kan lære en masse om borgerinddragelse af kommunerne, som særligt udmærker sig på tre fronter: nærhed, hyppighed og innovation.

 For det første er kommunerne tæt på borgerne og kender de lokale borgeres demografi, geografi, adfærd osv. Kommunerne ved, hvad der optager borgerne i et lokalområde, og de ved, hvordan de bedst kommer i kontakt med forskellige borgergrupper. 

Den styrke kommer af nærheden mellem kommune og borger og er vel også det kommunale selvstyres raison d’etre. Kommunerne kan derfor hjælpe staten med lokalkendskab, når statens repræsentanter ønsker borgerdialog om konkrete projekter i et lokalområde. Kommunerne kan stille sig bag, men allerhelst sammen med staten i borgerdialogen.

For det andet er kommunerne ofte i kontakt med borgerne om stort og småt indenfor en bred portefølje af fagområder. Kommunerne opbygger gennem den høje frekvens stor erfaring og stor rutine med borgerinddragelse. Sagt lidt firkantet så kommer erfaringer med borgerdialog om skolelukninger kommunen til gode, når lokale biblioteksfilialer skal nedlægges, og omvendt. 

Mange af aktørerne og processerne går igen både i kommunen og lokalsamfundet. Den erfaring gør, at staten ikke skal opfinde den dybe tallerken selv, men kan låne fra kommunernes værktøjskasse. Gerne også helt lavpraktisk – så borgerne oplever en indgang for inputs på fx digitale deltagelsesplatforme.

Fine eksperimenter

For kommunerne har de sidste år været gode til at ek-sperimentere med nye formater til borgerinddragelse. Høringer og borgermøde er kun to blandt mange flere nye redskaber, og bl.a. deliberative demokratiformer med repræsentative borgersamlinger vinder indpas. Udviklingen er drevet af et klart ønske om både mere og bedre borgerinddragelse i kommunerne, og både lokalpolitikere og kommunale embedsmænd dyrker i stigende omfang rollen som facilitator i lokalsamfundet. Nu er det statens tur, og de vil gerne lære af kommunerne.

I foråret var jeg selv vært for et kursus i strategisk borgerinddragelse med repræsentanter fra både kommuner og stat. Og selvom kommunerne på mange fronter var langt foran med forskellige deltagelsesformer, så var kursisterne fra staten efter flere eksempler på kommunal borgerinddragelse uimponerede. Hvorfor? Fordi de reagerede som borgere. De så en risiko for, at midlet havde mere fokus end målet. 

Borgerne deltager ikke i dialogen for at få en god proces, en professionel facilitering eller bidrage til et stort fremmøde og et godt foto til de sociale medier. Borgerne deltager for at få indflydelse. På tværs af kursister fra stat og kommune var en fælles erkendelse af, at borgerne vil involveres i konkrete spørgsmål, hvor svaret ikke er givet på forhånd. Borgerne vil have reel medindflydelse, ellers er de hellere fri. Og det er bedre at lade være med at foregive at inddrage og i stedet holde sig til at orientere og informere borgerne om de politiske beslutninger.

Mislykket borgerdialog sætter demokratiet på spil

Borgerinddragelse er ikke slutmålet – det er midlet til at nå en højere kvalitet i de politiske beslutninger. Den erfaring arbejder kommunerne stadig med at tage konsekvensen af, og hvis ikke staten også gør det samme, risikerer begge parter at spilde borgernes tid med pseudo-involvering. Og hvad værre er, så vil borgernes dårlige erfaring med borgerinddragelse i en sag smitte af på borgernes motivation til at involvere sig i en anden sag. 

Kommunerne kan derfor ikke se grinende til, hvis statens repræsentanter kludrer på kommunernes hjemmebane. På den lange bane sætter mislykket borgerdialog opbakningen til lokaldemokratiet på spil.

Derfor er det vigtigt, at kommunerne ikke kun deler erfaringer med forskellige målgrupper og metoder til borgerinddragelse. Det vigtigste er, at kommunerne deler de ledelsesmæssige og politiske overvejelser, der går forud for beslutningen om at involvere borgerne i en given sag, og som følger bagefter, når borgernes input skal omsættes til politiske løsninger og beslutninger. 

Det er her, de virkelig interessante erfaringer og dilemmaer gemmer sig, og det er her, samtalen om borgerinddragelse mellem kommunerne og staten skal tage sit afsæt.

Skal staten blive (lige så) god til borgerinddragelse som kommunerne, starter det med en god dialog mellem staten og kommunerne.