Kommunen.dk
MENU

Private virksomheder rykker sammen om de ledige

En ny sammenslutning af private aktører på beskæftigelsesområdet vil være med til at forme fremtidens indsats. Sammen står vi stærkere, siger stifterne.

Private virksomheder rykker sammen om de ledige

En ny sammenslutning af private aktører på beskæftigelsesområdet vil være med til at forme fremtidens indsats. Sammen står vi stærkere, siger stifterne.
Foruden de to stiftere, består SAPAs advisory board af chefer og direktører i A-kasser, jobsøgningsplatforme og andre private virksomheder med fokus på social- og beskæftigelsesområdet.
Foruden de to stiftere, består SAPAs advisory board af chefer og direktører i A-kasser, jobsøgningsplatforme og andre private virksomheder med fokus på social- og beskæftigelsesområdet.
Foto: Sammenslutning SAPA

Regeringen sidder netop nu om forhandlingsbordet sammen med flere af folketingets partier for at få en aftale på plads om en kommende beskæftigelsesreform. 

Men de er ikke alene om at tænke nyt på området.

En sammenslutning af private aktører på beskæftigelses- og socialområdet så for nylig dagens lys. Og sådan en sammenslutning er der behov for, siger de to stiftere af SAPA, Tina Christensen og Kirsten Ipsen, der hhv. er beskæftigelseschef i virksomheden Tiponi og direktør i Vita Mea. 

De vil - foruden at styrke kvaliteten på området - udfordre de eksisterende strukturer, og være med til at sætte rammerne for morgendagens beskæftigelse. 

- Hvis vi bruger hinandens kvaliteter, kan vi lykkes med at lave en bedre beskæftigelsesindsats, som er mere effektiv og måske mere økonomisk rentabel, men også skabe de bedste forudsætninger for, at mennesker i bund og grund kommer i job, siger Tina Christensen. 

- Jo mere vi kan styrke hinanden, jo mere vi kan løfte hinanden, des bedre kan vi løfte dem, det hele handler om, følger Kirsten Ipsen op med. 

Et supplement til kommunerne

Sammen har de sammensat et advisory board bestående af både en A-kasse, jobsøgningsplatforme og andre private aktører med hver deres kompetence inden for social- og beskæftigelsesområdet.

Dertil håber de selvfølgelig, at en masse andre private aktører vil deltage og være en del af deres projekt. 

Men også kommuner skal være velkomne til at kigge indenfor, fortæller de. 

- Vi kan både bruges som sparringspartner og de kan sige, hvad de har brug for, at vi kigger på eller byder ind med. Der er en masse muligheder for at skabe samarbejde og sparring, både den ene og den anden vej, siger Kirsten Ipsen. 

Tina Christensen siger, at de allerede har fået henvendelser fra kommuner.

- De kan godt se potentialet i at bruge det vi samler, og kvaliteten i det vi får ud af at stå sammen. Kommunerne synes også, at det er en god idé, siger Tina Christensen. 

Fra isolation til vision

Begge to fortæller, at de indtil nu i deres respektive virksomheder har arbejdet isoleret med hver deres.

- Vi har masser af kontakt med kommuner, virksomheder, erhvervslivet og alt muligt gennem vores arbejde, men vi snakker bare ikke rigtig sammen, eller har ikke haft kutyme for at gøre det, siger Kirsten Ipsen. 

- Sådan et netværk her, det har ikke eksisteret. Det er jo også i sig selv at udfordre hele den måde, vi har arbejdet på tidligere, siger hun. 

Den konklusion bakker Tina Christensen op. Hun fortæller, at i de 20 år, hun har været i branchen, har hun ikke oplevet, at man har brugt hinandens kvaliteter og set potentialet i at gøre hinanden bedre. 

Sammenslutningen kunne ligeså godt have været skabt for et, to, eller fem år siden, siger Tina Christensen. Da de to mødtes, gik der derfor ikke længe, før idéen om at udveksle erfaringer og viden blev født. Noget der nu er blevet til sammenslutningen SAPA, som nu inviterer andre aktører på området indenfor. 

Fremtiden er helhedsorienteret

Sammenslutningen skal give andre et overblik over, hvilke private aktører der findes på området samt fungere som en fælles stemme. Noget de begge erkender behovet for. 

Selvom de til daglig er konkurrenter, lægger de samtidig vægt på det kollegiale aspekt af at arbejde med mennesker. Konkollegaer kalder de det. Netop fordi at det handler om mennesker, er der brug for at aktivere alle de mange nicher og kompetencer, så man stiller hinanden stærkere.

- Der er behov for alle de forskellige erfaringer på området, og selvom nogle af tingene kan ligne eller minde om hinanden, så i kraft af, at det handler om mennesker, så handler det også om, hvem passer det til, hvem vil være det bedste match i et forløb eller sammen med et menneske, siger Kirsten Ipsen.

- Vores hjerte brænder virkelig for alle, vi møder, og for en ordentlighed, og at vi gør os umage, når vi arbejder med mennesker, siger hun. 

Af den grund er det heller ikke kun private aktører på beskæftigelsesområdet, som er inviteret indenfor i samarbejdet.

- Det skal være så bredt som muligt, og vi står stærkest muligt med at se det bredt, siger Tina Christensen. 

- Derfor har vi også socialområdet ind over, for at gøre det helhedsorienteret, siger hun. 

Man kan nemlig ikke nødvendigvis skelne mellem de to områder, fortæller de. De hænger uløseligt sammen. 

- Når der sker noget i vores liv, som mennesker - det kan være, at vi bliver syge eller kommer ud for et uheld. Det kan også være, at vi aldrig er lykkedes med at komme ind på arbejdsmarkedet - lander man ofte i beskæftigelse, men der ligger typisk en masse socialt ved siden af, som vi skal arbejde med, og derfor kommer de to områder tit til at overlappe hinanden, siger Kirsten Ipsen. 

Kernen af det hele er fortsat at gøre området stærkere og i sidste ende både blive effektivt for kommunerne, men i særdeleshed også sørge for at skabe nye muligheder for de mennesker, det berører, og sørge for, at de får den rette indsats, siger de.

- Hvis vi lykkes med at styrke kvaliteten - og dermed forhåbentlig lave bedre resultater i beskæftigelsesindsatsen - så håber vi også, at det bliver et godt supplement til kommunernes indsatser, siger Tina Christensen.

- Hvis vi lykkes med det her, så tror jeg, at vi bliver brugt i reformen, siger hun.

 

Historien kort

  • En ny sammenslutning vil samle private aktører på beskæftigelses- og socialområdet for at styrke kvalitet og blive et bedre supplement til kommunernes indsatser.
  • Trods konkurrence imellem dem insisterer aktørerne på fælles mål og kollegialt ansvar – især i arbejdet med mennesker.
  • Deres fokus på både sociale og beskæftigelsesmæssige aspekter afspejler et voksende behov for helhedsorienterede løsninger om hele mennesket.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR