Danmark mangler fortsat en politisk vedtaget definition på fattigdom. I 2013 blev der indført en grænse, som to år efter blev afskaffet af den efterfølgende regering.

Danmarks Statistik opererer med en definition på relativ fattigdom i tråd med FN’s definition. Den fastslår, at en familie er fattig, hvis den i et givent år har en disponibel indkomst, der er under det halve af medianindkomsten. Familien skal i starten af året samtidig ikke råde over en formue på mere end halvdelen af medianindkomsten, hvis den skal betegnes som relativt fattig.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bruger den samme definition til hvert år at optælle antallet af relativt fattige børn. Deres analyser viser, at vi siden 2015 har haft mindst 40.000 børn, der var i relativ fattigdom. 

Hvis man måler på det seneste årti, var antallet på sit højeste i 2017, hvor der var i alt 64.500 børn i relativ fattigdom.

De seneste tal fra 2023 viser, at der det år var 49.500 børn i relativ fattigdom. 

Tallene viser en stigning fra 2015 til 2017 efterfulgt af et fald indtil 2022. 

Fra 2022 til 2023 steg tallet igen, hvilket siden er forklaret med tilstrømningen af flygtninge fra Ukraine. Hvis ikke det havde været for sidstnævnte, ville der fortsat have været et fald, har 3F beregnet. 

Sune Caspersen, der er chef-analytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, forklarer, at mens stigningen i fattigdom fra 2015 til 2017 i høj grad skyldtes politiske tiltag, der skar i ydelserne for familier, så har det årelange fald ikke meget med politiske løsninger at gøre. 

- Faldet fra 2017 og frem hænger sammen med en stor fremgang på arbejdsmarkedet kun afbrudt af corona. Den har givet plads til, at mange på kanten af arbejdsmarkedet er kommet ind i varmen, siger han. 

Han advarer mod at tolke målingen, som om problemet er løst. Andre tal fra Danmarks Statistik omkring den generelle økonomiske udsathed viser, at inflationskrisen satte et væsentligt tryk på landets familier. 

- Antallet af relativt fattige hænger så meget sammen med arbejdsmarkedet, rekordhøj beskæftigelse og lav ledighed. Ud fra en strukturel betragtning har vi ikke gjort noget for at mindske børnefattigdom. Og den kommende kontanthjælpsreform gør ikke det store for problemet, siger han.

Thomas Wilken, seniorøkonom hos tænketanken Kraka, karakteriserer børnefattigdom som et meget politisk område.

-  Det er en evergreen at diskutere, hvor udbredt børnefattigdom er i Danmark. Men på tværs af politiske skel vil alle partier gerne hjælpe dem, der er allerdårligst stillet.

- Men vi mangler fokus på årsagen til faldet i børnefattigdom. Vi bør debattere, om vi i virkeligheden er lige vidt, når konjunkturerne vender. At vi ikke har gjort noget vedvarende ved problematikken, siger han.

Finde børnene i nød

Mia Amalie Holstein, cheføkonom i Cepos, mener ligeledes, at vi som samfund står over for en udfordring med børn, der lider afsavn på grund af forældrenes økonomi.

- Børnefattigdom er et stort og vigtigt samfundsproblem. Men begrebet relativ børnefattigdom afsporer debatten, siger hun og forklarer:

- Hvis vi alle fik 100 pct. mere i indkomst, så ville vi med definitionen om relativ fattigdom stadig have det samme antal fattige. Det afsporer debatten. Fattigdom som en relativ størrelse bliver ikke et udtryk for mangel på penge eller mad eller bolig, men et relativt begreb, som ikke siger noget om, hvor mange mennesker der har det svært.

Hun forklarer, at grundproblemet med definitionen er, at den ikke tager højde for den generelle vækst i samfundet, som er kommet hele befolkningen til gode - også dem, der har mindst. For at tage højde for det så hun i stedet gerne, at man brugte definitionen en absolut fattigdomsgrænse. 

I 2000 var der omkring 38.000 absolut fattige børn, hvis man ser på børn, der lever i familier med indkomst under 50 pct. af medianindkomsten. Hvis man tager det niveau og medregner de stigende forbrugerpriser i perioden, så viser de nyeste tal, at der i 2022 var omkring 15.700 børn i absolut fattigdom. 

Til sammenligning viste Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at der ud fra definitionen om relativ børnefattigdom var 47.200 børn i fattigdom i 2022.

Mia Amalie Holstein synes, at de omkring 16.000 børn på sin vis er overset i debatten. For det er de børn, der har det sværest. 

Hun nævner, at der er børn, der også vokser op i en form for kulturel børnefattigdom. For der findes forældre, der har økonomien til det, men ikke evner at få det planlagt, så børnene kan komme til fritidsaktiviteter, få madpakke med i skole eller en ny skoletaske. 

Ifølge hende er det vigtigste, at vi som samfund og i debatten får identificeret de børn, der har det svært, og får støttet dem for at afværge de langstrakte konsekvenser af en opvækst i børnefattigdom. 

- Det vigtige er at identificere de børn, der har det sværest. Der er børn, for hvem det får kæmpe konsekvenser at vokse op i børnefattigdom, og det er også årsagen til, at vi skal have fokus på problemstillingen. 

Og der ser hun også kommunerne spille en væsentlig rolle for at hjælpe de børn. 

- Det har utroligt store konsekvenser for børnene, som skal bære på den dårlige opvækst og konsekvenserne af den gennem hele deres liv. De må kæmpe mod det dårlige udgangspunkt, de har fået. Det er en samfundsudfordring, siger hun.