Barnets lov skal evalueres i 2026, blot to år efter at den er trådt i kraft. Vi ved endnu ikke, hvordan det kommer til at foregå, og der er ikke meget at komme efter i lovtekstens målsætninger. For hvordan måler man egentlig på ”Flere udsatte børn oplever, at de har en voksen, de kan stole på”?

Subjektive vurderinger er ikke tilstrækkelige. Det nytter heller ikke at undlade at måle, for så har kommunerne ingen anelse om, hvorvidt de er på rette vej. Og når vi på et tidspunkt bliver klogere på, hvordan evalueringen skal foregå i praksis, ved kommunerne ikke, hvor de startede.

Kvantitative indikatorer, der tilnærmelsesvist indfanger formålet, kan i mangel af bedre være første skridt til at tilføje et lag af målbarhed og forklaringskraft, der gør det muligt at identificere tendenser og mønstre over tid. Selvom indikatoren ikke matcher målet 100%, er det den bedste mulighed for allerede nu at se, om der sker en positiv udvikling, eller om der er behov for justering.

For nogle kommuner er det en simpel opgave. Men vores erfaring er, at mange stadig er udfordrede, når det kommer til effektiv, systematisk og fokuseret dataunderstøttet styring. For nok har de data til rådighed, men det halter fortsat med kompetencerne til at forstå, strukturere, validere og formidle data.

Heldigvis ser det ikke helt sort ud. Vi har gennemgået kommunernes grunddata og identificeret fire bud på indikatorer, som kan hjælpe til at skabe overblik over, om udvikling og implementering går i den rette retning.

Mål forebyggende foranstaltninger i udgifterne

Barnets lov kommer ikke med en pose penge, så kommunerne skal agere inden for den nuværende økonomiske ramme. Når loven indeholder en målsætning om, at udsatte børn ”skal tidligere modtage sociale indsatser”, er et oplagt første skridt at kigge på, hvordan udgifterne til hhv. forebyggende foranstaltninger og anbringelser er fordelt, og hvordan forholdet mellem disse udvikler sig. Hvis andelen af udgifter til forebyggende foranstaltninger stiger over tid, må det være en indikator for, at der relativt set iværksættes flere tidlige indsatser.

Mål forebyggende foranstaltninger i aktivitetstyper

Kobler kommunerne aktivitetsdata på udgifterne til forebyggende foranstaltninger, får de nu også mulighed for at forstå, hvorfor udgifterne udvikler sig, som de gør. Har kommunen fået flere borgere? Visiterer forvaltningen flere borgere? Er de tilbudte aktiviteter blevet dyrere? Eller er det blevet en del af faglig praksis at visitere til dyrere tilbud? 

Denne øvelse kræver fokus, for hvor der på udgiftssiden kun er syv funktionsområder i den autoriserede kontoplan til hele det specialiserede børne- og ungeområde, er der på aktivitetsdelen hele 47 forebyggende foranstaltningstyper, herunder 26 typer til registrering af aktivitetsdata om forebyggende foranstaltninger. Det bliver vi nødt til at simplificere lidt.

Vi kan ikke komme med én opskrift, for kategoriseringen skal matche kommunens faglige praksis og fastsatte mål. Men når vi hjælper med at få styr på data, anbefaler vi typisk at opdele de forebyggende foranstaltninger i otte hovedtyper: aflastning, efterværn, familiebehandling, familiedøgnophold, pædagogisk støtte, støtte/kontaktperson, økonomisk støtte og øvrige.

Eksemplet viser en kommunes fordeling af foranstaltninger på de otte hovedtyper. Kommunen får her indblik i hvilke typer af foranstaltninger, der oftest anvendes. Har kommunen fx et strategisk fokus på familiebehandling, som et centralt indsatsområde i forhold til forebyggelse blandt kommunens børn og unge, giver oversigten en indikation af, at udviklingen går i den rigtige retning. Omvendt, hvis den faglige målsætning er øget brug af pædagogisk støtte, indikerer tallene et behov for en faglig dialog og måske en refokusering af indsatsen. 

Det er i den forbindelse vigtigt, at datamodellen er opbygget, så alle typer/kategorier kan foldes yderligere ud. Det gør det nemlig muligt at følge med i den detaljerede udvikling i alle underlæggende niveauer og helt ned på CPR-niveau. 

Mål på varighed af de aktive foranstaltninger

Varigheden af indsatser er endnu en interessant indikator for, hvorvidt kommunen lykkes med at iværksatte og sikre et løbende fokus på effektive indsatser. Det er naturligvis relevant at kigge bagud på varigheden af afsluttede indsatser. Men hvis man i stedet fokuserer på de igangværende indsatser, får kommunen både en indikation af flow og varighed samt mulighed for at handle proaktivt. 

Fig 1: Forebyggende foranstaltninger kategoriseret i otte typer giver kommunen mulighed for at følge med i udviklingen i anvendelsen af forskellige typer af foranstaltninger. Kilde: Komponent

Dette eksempel viser varigheden af aktive foranstaltninger fordelt på tre distrikter i en kommune. Vi kan fx se, at der er en række aktive indsatser, som har kørt i over fire år. Ved at gå dybere ind i data kan kommunen helt ned på sagsniveau få et overblik over de indsatser, der har kørt længe. Det muliggør faglige drøftelser om ydelsens forventede varighed og effekt kontra den faktiske varighed fordelt på distrikter.

Find trivselsindikatorer i underretningerne

Et andet mål i barnets lov handler om, at “udsatte børn skal trives bedre”. Det er svært at måle på trivsel, men hvis antallet af underretninger er stigende, kan det være en indikator for, at der blandt fagpersonalet er fokus på at reagere hurtigt ved mistanke om mistrivsel. 

Kombineres udviklingen i antal underretninger med data om antal underretninger pr. barn, får kommunen endnu et væsentligt indblik i evnen til at reagere på indberetninger om evt. mistrivsel. For det første skaber det overblik over de konkrete børn og unge, kommunen har modtaget mange underretninger på, så det er muligt at handle ift. hvor bekymringen er størst. For det andet giver det mulighed for at følge med i, hvorvidt der sker en udvikling i antallet af børn, kommunen modtager mange underretninger på. Hvis tallet er stigende, kan det indikere, at flere børn mistrives, og der kan være behov for øget fagligt fokus på at reagere på mistrivsel. 

Fig. 2: Varigheden af aktive foranstaltninger fordelt på tre distrikter i en kommune.
Kilde: Komponent

Hvis kommunen fx arbejder med at spotte børn i mistrivsel så tidligt som muligt, er flere underretninger blandt de yngste børn ligeledes en god indikator på, at kommunen er på rette vej. I eksemplet ses udviklingen i underretninger fordelt på alder i en kommune. Her ses, at stigningen i underretninger især er knyttet til de 14-16-årige og ikke de yngste aldersgrupper. 

Fig. 3: Oversigt over antal underretninger fordelt pr. barn i en kommune. På 28 børn har kommunen modtaget mindst seks underretninger. Kilde: Komponent

Den viden kan give anledning til faglig drøftelse af, hvorvidt målsætningen om at spotte mistrivsel i en tidlig alder er forankret i daglig praksis.

Men først: Få styr på jeres data

Data bruges kun, når de er gode og valide, men data bliver kun gode og valide, når de bruges. Vi oplever ofte, at der findes flere forskellige datasæt alt efter, hvad man forsøger at belyse. Udfordringen er todelt: For det første risikerer kommunerne at få forskellige svar alt efter, hvor de kigger. Og for det andet er der ikke mulighed for at zoome ind på sammenhænge og spotte tendenser på tværs af data.

Fig. 4: Udviklingen i antallet af underretninger i hhv. 2019 og 2022 i en kommune fordelt på alder. Den største udvikling er sket blandt 14-16-årige.
Kilde: Danmarks Statistik, bearbejdet af Komponent

Vi anbefaler, at kommunerne sørger for løbende og målrettet fokus på at forstå og anvende data til at måle udvikling og skabe fundament for faglige dialoger. Det handler om at skabe tillid til data internt, men også til de data, der hvert år sendes til Danmarks Statistik, og som måske om to år skal være med til at give en indikation om, hvorvidt Barnets Lov har skabt den ønskede forandring for børn og unge.