Mikkel Wold ligner den fjerne slægtning, man falder i snak med til en snak om livet i sofahjørnet, når familiefrokosten er overstået og kaffen er serveret. 

Den livskloge, belæste, erfarne og tålmodigt overbevisende senior, som automatisk pirrer ens nysgerrighed. Og som bag skarpe øjne og et venligt smil sætter fundamentale samfundsudfordringer i perspektiv via et imponerende bagkatalog af opsamlet viden.

Man lytter til ham og bliver klogere, mens man prøver at huske pointerne, fordi de er indlysende vigtige. Med argumenter, som underbygges af referencer til store tænkere og skarp bevidsthed om historiens lære. 

Mikkel Wold er kort sagt et dannet menneske af typen, man stadig sjældnere støder på i en tid, hvor få søger forståelse af verdens gang i litteraturhistorien og hos kloge samfundsanalytikere, nutidige som historiske.  

Endnu færre efterspørger og værdsætter netop disse kvaliteter, og dermed illustrerer Mikkel Wold hovedpointen i sin debatbog, Pengene eller livet,  som han udgav sidste år med en krads opsang til os alle:

“Vi har været vidne til en utæmmet markedsgørelse af snart, sagt alt”, lyder en af bogens vigtige påstande, “en social darwinisme, som forherliger magten, der tæller, uanset om det er det politiske, måden det offentlige administreres på eller i den sociale omgangsform. Det er åndløst, materialistisk og stupidt”. Ansigt til ansigt uddyber han analysen sådan her:

- Vi har oplevet en samfundsmæssig ændring op igennem 80'erne og 90'erne og videre. En markant forandring, ikke en forbedring. Men den har en forklaring, siger han.

I årtier har vi negligeret dannelse, samfundsfællesskab og al ikke-målbar viden til fordel for taltyranni, effektivisering og bundlinje-fiksering. Det har gjort os fattigere som mennesker, og modellen holder ikke for et bæredygtigt samfund… 

Udviklingen skal vendes, og det kan vi, hvis vi tør og vil forandre gennem ledelse. Det viser historien.

Økonomismen er den store skurk

Jeg møder ikke Mikkel Wold i sofahjørnet, men i Marmorkirken i København, hvor han arbejder som præst. Udover sin baggrund som teolog har han læst psykoanalyse i Tyskland, fungeret som censor på universiteter og lærerseminarier, haft talrige bestyrelsesposter og deltaget i faglige udvalg. I 2023 blev han medlem af Etisk Råd.

Alt sammen et erfaringsgrundlag for den bekymring og harme, som præger bogen, der måske snarere kan karakteriseres som et kampskrift end en debatbog om samfundets udvikling.

Mikkel Wold finder, at “økonomismen”er den store skurk i en samfundsudvikling, som accepterer, at individer jagter profit uden hensyntagen til menneskelige omkostninger. 

Det er ikke et fænomen reserveret Danmark, andre steder er det gået endnu værre. Materialismen gennemsyrer hele den vestlige verden, baner vej for demagoger og populisme og truer vores demokratiske tradition. 

Fordi det fælles bedste og sammenhængskraft ikke længere er en prioritet.

Og netop sammenhængskraften er vigtig at holde fast i, for uden den falder samfundet uundgåeligt fra hinanden. For det er netop sammenholdet, som har skabt goderne i velfærdssamfundet. 

Mikkel Wold taler om, at udviklingen har skabt en kynisk, socialt destruktiv mennesketype, et homo oeconomicus, der kun tjener til egen fordel og nytte uden etiske overvejelser.

“Uden grundlæggende ideer til at sætte kursen og uden et humant menneskesyn, som kan yde modspil, når markedsmekanismerne fremmer umenneskelige forhold, bliver samfundet koldt og brutalt, tømt for oplevelsen af sammenhæng og overskuelighed”, skriver han.

- Økonomisme er, som ordet slutning antyder, næsten en ideologi. En sammenknytning af forskellige tænkemåder, som retter sig mod alt det, der kan skaleres. Og dermed kommer man til at misse sansningen af det, som ikke kan måles, forklarer han og giver som eksempel på sidstnævnte menneskeligt nærvær og samtaler med plejekrævende borgere og patienter på hospitalerne. 

Han understreger, at det ikke handler om højre eller venstre i det traditionelle politiske spektrum, men om menneskesyn og blindt fokus på bundlinje, som har efterladt os i en åndløs ørken uden vindere.

- Samtidig er økonomismen knyttet til neoliberalismen, som jo er en ret brutal omgang. En management-tankegang, som lægges ned over stort set alt, også vores undervisningssektor og vores administrative sektor, som har undergået voldsomme forandringer inden for de sidste efterhånden 40 år, siger han.

Giv os dannelsen tilbage

Mikkel Wold beklager værditabet i måden, vi betragter og vurderer hinanden på i økonomismens ånd. Eller mangel på samme. 

Han vil have dannelsen tilbage.

- Dannelsen er jo den klangbund, jeg opererer ud fra. Og det er næsten lige meget, om det er som præst, som skolelærer, som journalist, som leder. Vi har alle sammen behov for, at der er et lag, som giver os nogle pejlemærker og værdier, men det er mere end værdier. Det er også et menneskesyn, siger han.

- Vi fokuserer på kompetencer og det materielle fremfor viden og alt det unødvendige, som ikke kan måles, men som bidrager til det, vi forstår og tidligere værdsatte som dannelse, siger han og nævner som eksempel ansættelse af topledere.  

- Det er blevet meget almindeligt, at topledere praler med, at de løber otte-ti maratoner om året. Men hvad ville der ske,  hvis de droppede maratonløbene og i stedet læste otte-ti klassikere hvert år? Det skrev jeg sammen med nogle andre et indlæg om, som fik en del opmærksomhed. Og det var selvfølgelig, fordi et par af de der gutter kan benævne sig topchefer. Det kan man ikke kalde sig som præst. Men det betød om ikke andet, at nogen introducerede et andet element i god ledelse. Et dannelseselement. 

“Hvad skal vi kunne til eksamen?”

Det er der hårdt brug for, ikke mindst i den offentlige sektor , hvor ledelsesidealerne er blevet for ensporede, mener Mikkel Wolt. 

Han peger på hele uddannelsessystemet som en slagmark, hvor bløde værdier, forundring, nysgerrighed og kreativitet taber til målrettet kompetenceudvikling. I Danmark er vi fx sygeligt optaget af Pisa-undersøgelser, har oplevet som universitets- og lærerseminarium-sensor siden midten af 90'erne.

- Fokus er skiftet fra interesse og forundringsparathed til, “hvad skal vi kunne til eksamen”. 

Et åbenlyst symptom er karaktersystemet og skiftet fra 13-skalaen, hvor belønningen for det ekstraordinære er fjernet.

- Alting var ikke bedre i gamle dage, men man kunne i det mindste honorere, når nogen virkelig havde tænkt kreativt. I dag skal man bare have topkarakter, hvis der ikke er direkte fejl. Der er ingen belønning til dem,  som også har nogle idéer, som måske er lidt skæve, siger Mikkel Wold.

Vigtig stopklods i administrationen forsvandt

I den offentlige administration indvarslede New Public Management (NPM) skiftet fra velfærdssamfundets fokus på omsorg for mennesker til effektiviseringer, ressourceoptimering, og hvad der ellers stødte til af nye idealtermer.

- Det begyndte som meget andet med ønsket om at forandre til det bedre. Men ændrede sig til, at alt skal tælles og måles og belønnes, herunder cheferne. Man laver bonusordninger, incitamenttænkning og får måske ubevidst et andet syn på det at administrere vores styrende organer i kommunerne og staten, mener Mikkel Wold.

Kommunens klienter blev til kunder, på hospitalerne blev operationer til ’produktion’ for lægerne, og en ny virkelighed af KPI’er og resultatskemaer gik hårdt ud over samtalen med patienten og omsorgen for den ældre på plejehjemmet, fordi ingen af delene kunne måles.

Ifølge Mikkel Wold blev udviklingen hjulpet på vej af afviklingen af tjenestemandssystemet. Tjenestemændene var dyre, men deres beskyttelse i ansættelsen havde en forklaring, som sjældent diskuteres. De kunne råbe op og protestere, når praksis ændrede sig til det værre uden at frygte for deres ansættelse.

- Når nogen havde særlig beskyttelse som tjenestemand, var det, fordi man forventedes at tænke på det fælles gode, det fælles bedste. Man skulle ikke, for eksempel i et ministerium, tænke på ministerens interesser. Så nogle gange måtte man bare stå imod det, som en tilfældig minister måtte ønske. Afskaffelsen af begrebet tjenestemand  førte til, at fokus i dag er  på den enkelte offentligt ansattes egne interesser, siger han.

Resultatet er en offentlig sektor, som hverken er billigere eller mere effektiv. Det dokumenterer omfattende forskning, og NPM’s afløser, New Public Governance, er grundlæggende bare en relancering af samme tankegang. Den ændrer ikke præmisserne, mener Mikkel Wold. 

- Ja, barnet har fået et nyt navn, men det er stadig den samme uvorne unge. Og det er ikke bare mig, der siger det. Jeg har læst internationale undersøgelser af New Public Governance, og konklusionen er, at det er same procedure, konstaterer han.

Mikkel Wold nærer til gengæld håb om, at frisættelsesbølgen kan skubbe udviklingen i en ny retning.

- Frisættelse er jo umiddelbart et velgørende tiltag mod en dumhedskultur, som jeg synes, man har haft i mange, mange år. Forhåbentlig kan det bidrage til et nyt menneskesyn i den offentlige sektor med blik for de svageste, der gerne vil, men ikke kan. I en lille kommune med god føling med sine borgere og deres udfordringer er det jo velgørende at slippe for at blive dikteret af topstyring, bemærker Mikkel Wold.

Brug for modige politikere 

Han håber, at et opgør med økonomismen vil bane vej for at acceptere “det unødvendiges nødvendighed” som en betingelse for udvikling til det bedre. Det har det været før, faktisk hele vejen gennem verdenshistorien. Vi skal give plads til og påskønne det skæve, ikke målrettede. Kreativitet, som fødes af nysgerrighed og undren snarere end blind resultatjagt. 

Det fremhævede allerede Platon og Aristoteles, og som Mikkel Wold citerer Danmarks seneste nobelprisvinder, Jens Christian Skou for at sige kort før sin død i 2018: Havde han skullet forske under de betingelser, som i dag gives på universiteterne, var den opdagelse, for hvilken han modtog nobelprisen, ikke blevet gjort.

- Forandring skal ske som en kulturel forandring, der begynder med, at nogen er modige nok til at antage en lidt anden tilgang til tingene, og så viser det sig, at det er slet ikke så tosset endda, siger han og inkluderer både offentlige ledere og politikere på alle niveauer i gruppen af potentielt forandringsparate.

Til efteråret har vi kommunal- og regionalvalg, er det realistisk at gå til valg på en præmis om at gøre op med økonomismen og sætte fokus på det unødvendiges nødvendighed?

- Det tror jeg faktisk, man kan. Når jeg er ude og holde foredrag, mærker jeg, hvor ‘fed up’ folk er med det her. Det er næsten ikke til at holde ud. Og så leder man jo efter noget andet. Verden kan forandres, hvis vi vil det. Det er den blevet før, det kan den blive igen, siger Mikkel Wold, som efterlyser politikere med mod og langtrækkende visioner.

- John F. Kennedy havde et udtryk, han kaldte “realistisk idealisme”. Det idealistiske kan man ikke undvære i det politiske. Hvis politik kun handler om at blive genvalgt, får man ikke dygtige folk ind i det politiske. Et godt citat: En statsmand tænker på næste generation, en politiker tænker på næste valg, siger han og refererer endnu engang til fortidens tænkere:

- Einstein sagde engang, den filosofi eller den kultur,  som har skabt et problem, er ikke også den kultur, der kan løse det problem. Det kræver et kulturskifte at anerkende, at det vigtige ikke nødvendigvis kan tælles. At vi har misset sansningen af det såkaldt unyttige, som alligevel er hamrende vigtigt. 

Mikkel Wold vedgår, at mange vil opfatte hans tanker som langhårede med inspiration fra ungdomsoprøret i 60'erne.

- Ja, det er lidt langhåret, men det er også realistisk. Hvis man tænker i større sammenhænge, så vil man også opdage, at det realistiske kan rummes inden for det abstrakte eller det overordnede. Det er jo det grundlag, verden er blevet forandret på. Som udspring af et menneskesyn, der inkluderer det fælles gode eller det fælles bedste.

Mikkel Wold har selv indledt det konkrete arbejde på det nære plan, som for ham omfatter de seneste måneders konfirmationsforberedelse.

- Når vi har konfirmandforældrene til møde, så plejer jeg at sige ‘velkommen til Marmorkirken. Jeg glæder mig til at undervise jeres børn. Jeg vil bare lige sige, at vi bruger ikke ordet kompetence her på stedet. Det er en kompetencefri zone. Til gengæld skal de bare være nysgerrige. De skal være åbne’.