Vi kan jo tage altid pengene fra ”kulturen”?

Ovenstående sætning er jeg ofte stødt på. Både i mit daglige politiske arbejde og nok særligt i valgkamp. Når der skal findes finansiering til et nyt forslag, og ingen ville tage fra hverken børn eller ældre, så peger pilen hen på kulturen.

Hvad man glemmer er dog, at kulturen også er børn og de ældre. Kulturen er mangfoldig – fra de små forestillinger, der samler 15-20 mennesker til store koncerter eller udstillinger, der tiltrækker tusinder. Men måske vigtigst for den enkelte borger i kommunen, så er der også ”hverdagskulturen”.

Den kultur, du kan tilgå hver dag – når du besøger dit lokale bibliotek, når du sender dit barn på kulturskole, eller når du oplever musik eller scenekunst i din midtby. Alt det, vi så let kan tage for givet.

Besparelser rammer bredt

I de fleste kommuner udgør kulturbudgettet (som ofte også indeholder idræts- og fritidsområdet) få procentpoint i det samlede kommunale budget. Dermed er det også begrænset, hvor mange gange, at ”pengene kan findes på kulturen”. Og hvad ødelægger vi potentielt ved for markante besparelser?

Måske bliver det dyrere at sende et barn i kulturskole, hvilket kun øger den sociale skævhed.

Måske bliver der kortere åbningstider – eller filialer må lukkes – på det lokale bibliotek, så færre får adgang til denne vigtige institution.

Måske skærer man ned på kulturelle oplevelser, der trækker folk til en bymidte, som derigennem understøtter en udfordret detailbranche.

Hvad jeg siger er blot, at det har konsekvenser, når pilen igen igen peger på kulturen, når der skal finde besparelser. Det rammer ikke bare en lille ”elite”, det rammer bredt – det rammer dig og mig.