Vattenfall: Kemien er afsindig vigtig
Vattenfall: Kemien er afsindig vigtig
Når Vattenfall overvejer at slå sig ned i byen, er det Kristian Sorgenfri, der kommer på besøg. Kristian Sorgenfri er Roadmap Director for Operation and Maintenance hos Vattenfall - eller på dansk udviklingsdirektør for drift og vedligehold af offshore vindparker. Det er altså Kristian Sorgenfri og hans team, der blandt andet finder ud af, om havnen og Vattenfall er et godt match.
Det er altså Kristian Sorgenfri og hans team, der kører landet rundt, drikker kaffe med kommunaldirektøren, går en tur på kajen med havnechefen og ser havnene an. Med sig har han en lille tjekliste. Vanddybde, adgang til helikopterlanding, lokale forsyningskæder, infrastruktur, overnatningsmuligheder og meget andet kommer med på blokken. Det handler dog også om andet end bare teknik og faciliteter, som skal sikre, at Vattenfall får en god servicehavn.
- Er det en havn, direktion og kommune som er fleksibel? Eller er det en kommune, som ikke har lyst til at flytte sig så meget og sidder fast i gamle vaner? For os er det afsindig vigtigt, at der er fleksibilitet og god kemi, og at man har modet til at investere sammen med os i fremtiden, siger Kristian Sorgenfri.
Vattenfall har opført danmarks største havvindmøllepark ved Horns Rev 3 og skal opføre Vesterhav Nord og Vesterhav Syd mellem Ringkøbing og Nissum fjorde, ligesom man står bag Kriegers Flak, som kommer til at blive danmarks største vindmøllepark. Men selvom Vattenfall har stor erfaring, er man klar over, at der er mange ubekendte i arbejdet med havvindmølleparker.
- Vi udvikler og køber ny teknologi, som vi sætter 30-40 kilometer ud på vandet. Vi har selvfølgelig en god idé om, hvordan det skal udvikle sig, og hvordan anlæggene skal vedligeholdes gennem hele møllernes levetid, men det er ny teknologi. Vi ved, at især teknologien omkring serviceringen af vindmøllerne formentlig vil nå at ændre sig. Det betyder, at kravene til havnene hele tiden ændre sig.
- Det er derfor utroligt vigtigt, at det er en fleksibel tilgang, hvor man ikke er bundet af traditioner, siger Kristian Sorgenfri.
Stor appetit i kommunerne
Når Vattenfall kommer på besøg, er det med en potentielt meget spændende pakke for havnene. Som servicehavn er der hurtigt 25-30 job, som bliver i havnen i hele vindmøllernes levetid på godt 25 år.
- Vi oplever en kæmpe stor appetit blandt særligt de små og mellemstore havne, men også fra kommunerne, som meget gerne vil være med, siger Kristian Sorgenfri.
Det er altså - for at bruge et oplagt ordspil - en win(d)-win(d) situation mellem kommunen, havnen og havvindmølleparkernes udviklere. Et samarbejde, som kan skabe liv i lokalsamfundet.
- Man skal se på den samlede pakke i stedet for at regne i kroner og øre og se det som et kraftcenter til udvikling af lokalsamfundet, siger Kristian Sorgenfri.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.