Kommunen.dk
MENU

Udspil forbigår kerneproblem i ældreplejen

Ældresektoren ser gode signaler og intentioner i regeringens længe ventede ældreudspil, men der mangler samtænkning af central lovgivning, før det kan lykkes.

Udspil forbigår kerneproblem i ældreplejen

Ældresektoren ser gode signaler og intentioner i regeringens længe ventede ældreudspil, men der mangler samtænkning af central lovgivning, før det kan lykkes.
  Regeringen havde samlet repræsentanter fra ældreplejen over hele landet til stormøde i Fredericia, efter at regeringstoppen havde præsenteret sit bud på en ældrereform i Kolding tirsdag.
  Regeringen havde samlet repræsentanter fra ældreplejen over hele landet til stormøde i Fredericia, efter at regeringstoppen havde præsenteret sit bud på en ældrereform i Kolding tirsdag.
Foto: Claus Fisker, Ritzau Scanpix
30. jan 2024
RITZAU

Regeringen vil skabe mere livsglæde for ældre med en omfattende reform, men den tager ikke for alvor fat om roden på en af de store udfordringer, ældreplejen står overfor.

Det længede ventede ældreudspil, som statsminister Mette Frederiksen (S) og regeringstoppen præsenterede tirsdag i Kolding, forbigår i hvert fald ifølge forskere et af de centrale problemer:

At ældreplejen stadig skal kæmpe med to forskellige sæt lovgivning. Det medfører dobbeltdokumentation og tunge arbejdsprocesser.

- Du kan godt lave fine forbedringer inden for det, vi i dag kalder serviceloven. Men hvis ikke du får taget hul på problematikken med to forskellige lovgivninger, så mener jeg ikke, man er lykkedes med et paradigmeskift, siger projektchef Martin Sandberg Buch hos Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Kræver samtænkning med sundhedsområdet

Hovedfokus i udspillet er at gøre op med den "nidkære kontrol". I stedet skal selvbestemmelsen og livsglæden styrkes.

Det skal blandt andet ske igennem et princip om "helhedspleje", så ældre i højere grad selv kan bestemme, hvad de vil have hjælp til.

"Helhedspleje" må dog ifølge flere eksperter nødvendigvis omfatte, at man også samtænker med sundhedsområdet.

- Problemet er, at man stadig arbejder med en social- og en sundhedslovgivning, og de to systemer taler ikke nødvendigvis sammen, siger RUC-professor Tine Rostgaard, som forsker i ældrepleje.

Sygepleje er en stor del af ældres hverdag, men er ikke en del af reformen. Det vil man først tage fat på, efter at Sundhedsstrukturkommissionen er kommet med anbefalinger senere i år.

- Den grundlæggende idé om helhedsplejen er, at de to ting kan mødes på et senere tidspunkt. Selvfølgelig kommer ældrereformen til at blive tænkt sammen med sundhedsloven. Alt andet ville være tosset, siger Mette Frederiksen.

Centralt i udspillet står også, at man vil gøre op med den dokumentation, der tager en betydelig del af plejepersonalets tid. Det skal sikre mere tid til omsorg.

Men udspillet er ifølge forskerne ikke en garanti for, at det kommer til at ske.

- Det er ikke nødvendigvis krav, der er indført fra central side, siger Tine Rostgaard.

Positivt med valgfrihed

Alligevel er der et signal og et klart potentiale i det, som regeringen lægger op til med mindre dokumentation, mener Martin Sandberg Buch fra Vive.

Der var også optimisme blandt de fremmødte fra ældresektoren på regeringens efterfølgende stormøde i Fredericia.

- I dag er der meget, vi kun dokumenterer, fordi retningslinjerne siger det. Så det er positivt, at der lægges op til mere valgfrihed, siger Anette Larsen, som er leder på et plejehjem i Helsingør.

Også fagforeningen FOA ser et potentiale i at skære i dokumentation. Men her forudser sektorformand Tanja Nielsen, at det kan ende med, at den "vundne" arbejdstid skal bruges et andet sted.

- Vi ser, at man i mange kommuner har skåret overlap mellem vagthold væk. Det betyder, at medarbejderne ikke får mulighed for at overlevere viden til hinanden. Så kan det blive nødvendigt at dokumentere flere ting, så det næste hold ved, hvad der er sket i løbet af dagen, siger hun.

FOA mener, det kan blive nødvendigt at genindføre overlappet.

I en tale på stormødet i Fredericia anerkendte statsministeren, at ældresektoren - og politikerne - står foran en svær opgave.

- Bliver det bøvlet det her, ja. Vil der opstå fejl i fremtiden, ja. Skal vi politikere - næste gang der er en fejl - blive bedre til at træde et skridt tilbage og sige, at "det må man klare lokalt", ja. Fordi med frihed og tillid følger også ansvar, og jeg er sikker på, at I kan løfte det ansvar.

Rubrik

Initiativer i ældreudspil:

  • Der afsættes en milliard kroner årligt til et kvalitetsløft af ældreplejen i kommunerne årligt fra 2027 og frem.
  • Tilsyn skal erstattes med en ny model, hvor alle tilsyn afvikles samme dag.
  • Et princip om "helhedspleje" skal give de ældre større og bedre mulighed for selv at bestemme, hvad de vil have hjælp til.
  • Hjemmehjælp skal som udgangspunkt gives af små faste hold i form af kendte ansigter.
  • Det frie valg skal udvides, så ældre får mulighed for at vælge, om det er kommunen eller det private, der skal stå for genoptræning og rehabilitering.
  • Kommunerne skal have mulighed for at oprette lokalplejehjem. De vil være ejet af kommunen, men skal være lige så frisatte som private friplejehjem.
  • Der skal være færre krav til medarbejdernes dokumentation af udførelse af personlig pleje og omsorg.

Kilde: Regeringens udspil.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR