Tesfaye vil have fut i kommunernes juniormesterlære
Tesfaye vil have fut i kommunernes juniormesterlære

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) ønsker, at flere skoletrætte elever kommer i juniormesterlære.
Derfor har han sendt et brev til alle kommunalbestyrelser "for at gøre dem opmærksom på ordningen" og opfordre dem til at bruge den.
Det fremgår af et folketingssvar fra ministeren til Danmarksdemokraternes politiske ordfører, Susie Jessen.
Siden starten af dette skoleår har det været muligt for elever i 8. og 9. klasse at komme i juniormesterlære, der er et led i folkeskolereformen fra marts 2024.
Dermed kan eleverne tilbringe nogle dage om ugen hos eksempelvis en virksomhed i stedet for at være i klasselokalet. De skal stadigt undervises i dansk og matematik.
Men der er store forskelle i antallet af elever på ordningen rundt i kommunerne.
Det viste en aktindsigt fra erhvervsorganisationen SMV Danmark i september hos 94 ud af de 98 kommuner.
I 29 procent af kommunerne havde kun én procent af en elevårgang eller færre tilmeldt sig ordningen.
Forventningen fra Børne- og Undervisningsministeriet er, at fem procent af eleverne på en årgang vil benytte muligheden.
I folketingssvaret påpeger Mattias Tesfaye, at ministeriet ikke kan bekræfte resultaterne fra SMV Danmark. Ministeriet vil selv først opgøre antallet af elever på ordningen efter dette skoleår.
- Men jeg har selv undret mig over den store variation. Jeg deler spørgerens bekymring for, at nogle elever ikke får tilbuddet, fordi nogle kommuner ikke er kommet ordentligt i gang, skriver Tesfaye til Susie Jessen.
Det kniber med politisk vilje
Lasse Kjær er politisk chefkonsulent hos SMV, hovedorganisation for små og mellemstore virksomheder.
Han er glad for, at SMV's undersøgelse har været med til at starte debatten ved at tage temperaturen på, hvordan den nye ordning er kommet fra land.
- For det er en rigtig god ordning for unge, som er skoletrætte eller lider af skolevægring, og som finder folkeskolen virkelighedsfjern og savner andre måder at lære på. Samtidig med at alt for få i dag vælger en erhvervsfaglig uddannelse, siger han.
Han peger på, at dansk og matematik pludselig kan give en anden mening, når det kan omsættes til virkelighed ude på for eksempel et værksted.
De meget store forskelle mellem kommunerne forklarer han med politisk vilje til at satse på området.
Rebild er klassens duks
Rebild Kommune er duksen i SMV-undersøgelsen med hele 11 procent af eleverne i juniormesterlære, kun få måneder efter at ordningen blev introduceret.
Ifølge Rebilds borgmester, Jesper Greth (V), skyldes kommunens succes især en tæt kontakt til erhvervslivet. Samt en beslutning om, at de elever, der vælger juniormesterlære, kan blive på deres tidligere skole og ikke også skal igennem et svært klasseskift.
- De her unge mennesker fortjener en god start på deres introduktion til erhvervslivet. Nogle af dem har bare brug for noget andet, end det den traditionelle folkeskole tilbyder, siger han.
Samtidig er det en god lejlighed for virksomhederne til at komme i kontakt med potentielle fremtidige medarbejdere.
- En god start på ungdommen er sindssygt vigtig for resten af dit liv. Alle har brug for finde en plads i samfundet, hvor man føler sig værdsat, og hvor folk forventer noget af dig, siger borgmesteren.
Politisk ordfører Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne er glad for, at ministeren nu har rakt ud til kommunerne. Men hun så gerne, at det var sket tidligere.
- Det er underligt, at ministeren ikke af egen drift har sørget for at følge op på ordningen, for at sikre sig at muligheden bliver brugt som den skal.
Store forskelle i udbredelsen af juniormesterlære
- I Rebild Kommune er 11 procent af eleverne i juniormesterlære.
- Ærø 9,8 procent.
- Hedensted 7,5 procent.
- Assens 7,5 procent.
- Lolland 7,3 procent.
- I modsatte ende ligger Ishøj, Glostrup, Vallensbæk, Furesø, Rudersdal og Hørsholm, hvor nul elever er tilmeldt ordningen.
- I Brøndby, Rødovre og Frederiksberg er under 1 procent tilmeldt.
Kilde: SMV Danmark.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























