Sommerferietiden er perfekt til mental oprydning. I fravær af og fra arbejde kan man få tømt hjernen for bekymringer og halvbagte overvejelser, i hvert fald indtil hverdagen melder sig igen.

Hvis eller når man på et tidspunkt får nok af driverliv og lediggang for i stedet at overvældes af rastløs virketrang, kan et oprydningsprojekt være en passende afveksling. Der ligger sikkert en masse skrammel på loftet, eller måske ligger det i kælderen, og det kan for den sags skyld også være, at der er noget rod i værkstedet og diverse efterladte ting i drivhuset, der ville have godt af at blive bragt i orden.

Velkendt for de fleste. I år gælder det også for regeringen og dens tre partier, og faktisk er der så meget, de trænger til at få styr på, at et godt råd ville være at springe over det indledningsvise driverliv.

Her de seneste dage er låget blæst af den gamle henstillede beholder med minksagen, eller minksagerne, er det jo, og den vil alle involverede helt sikkert gerne have pakket væk igen. Siden sidst balladen var ude i luften, er rækken af involverede blevet udvidet med Venstre, som ellers indledningsvis gjorde sig til af at være hævet over snavset, men som nu ved skæbnens ugunst er blevet det parti, som skal stå i spidsen for bortskaffelsen.

Her skal kun i forbifarten nævnes miseren med den sygemeldte partiformand, som ganske vist også er noget rod, men af den slags som kun tiden kan rode bod på. Men også med en risiko, eller i hvert fald en frygt internt i Venstre, for at den længe ventede raskmelding vil drukne i nyt rod, som allerede længe har hobet sig op. Og så er det regulært kaos, man ser ind i.

Lidt lysere er situationen i det andet af de mindre regeringspartier, Moderaterne. Her er omfanget af skidtet ikke større, end det kan rummes i en enkelt pose i et hjørne. Men selv en orlov i kølvandet på upassende sms’er får en ende en dag, og en pose kan blive revet i stykker, og så kan der snart ligge skidt over det hele. Igen.

I regeringshierarkiet rangerer statsministerpartiet af indlysende grunde højest, og meget passende står Socialdemokratiet derfor også med en oprydningsopgave i containerstørrelse. Som for de andre partier er rodet selvskabt, her med den yderligere krølle at noget af rodet er skabt med vilje af folk i partiet, for at andre i partiet ikke skal have det for nemt.

Mette Frederiksens Nato-flirt er i sig selv oprydningskandidat, og problemet er her, at det kan vare længe, før man overhovedet kan komme i gang med oprydningen. Helt ryddet op kan der i virkeligheden først blive, den dag hun er ude i et nyt job, hvad og hvornår det så end bliver.

Sidstnævnte er årsagen til det supplerende rod, der består i, at alle med ambitioner for sig selv er opsat på at positionere sig rigtigt, til når der måtte blive brug for det. En bestræbelse der trækkes i langdrag af, at der hele tiden sker noget, der skaber behov for repositionering.

Også det rod har lange udsigter til at kunne blive ryddet helt op. Man kan pakke det væk i et hjørne og lægge noget hen over, så det bliver knap så synligt, men det vil stadig være der under overfladen. Også efter sommerferien.