Sådan kan kommuner med fordel håndtere autocamperturister
Sådan kan kommuner med fordel håndtere autocamperturister


Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
Velkommen, vi har ventet jer.
Sådan vil gæster gerne modtages. Men autocamperturismens kraftige vækst har overrasket alle, og mange kommuner har ikke kunnet planlægge for at rumme de mobile gæster i store personbiler. Mangel på information og henvisning har nogle steder skabt uforudsete situationer og problemer.
I forhold til turister i luksuscampinghytter og -sommerhuse eller på hoteller i strandkanten har autocamperturister meget enkle ønsker:
*At blive budt velkommen og møde lokale borgere
*Henvisning til mulig parkering i bynært og i naturen
*Henvisning til køb af frisk vand samt aflevering af sort og gråt spildevand og sorteret affald
*Information om lokale oplevelser, specialiteter og ”must sees”
Nogle kan have brug for toilet, brusebad, Wi-fi, strøm, vaskemaskine, cykelleje, offentlig transport, læge, dyrlæge mv.
Autocamperturister køber ikke via internettet, men handler i nærheden af, hvor de kan parkere. Mange er pensionister, der kører året rundt. De fleste undgår ophold på campingpladser, og vil hellere holde natten over et roligt sted i naturen eller bynært, så de kan opleve restauranter, cafeer og arrangementer, før turen går videre.
Autocamperturister, der overnatter på P-pladser, omsætter tre gange så meget i lokale butikker, restauranter, oplevelser mv., som fastliggere på campingpladser. Holder autocamperne på campingplads, reduceres faktoren til 2.
Hvorfor vente på politikerne på Christiansborg?
Mange projekter er udsat i forventning om en politisk, salomonisk løsning af modsætningsforholdet mellem autocamperbrugernes ønsker om frihed og campingpladsernes klager over ”konkurrenceforvridning” ift. kommuners tiltag for at huse autocampere.
Men Færdsels- og Vejlovene, Campingvejledningen og Kommunalfuldmagtsreglerne tillader allerede, at kommuner etablerer parkeringspladser til autocampere med eller uden betaling. Muligheden for udlejningstilladelse til mindre campingpladser er også til stede - udgangspunktet her er Kommuneplanen.
Autocamperturister bruger internationale baser, hvor brugere og pladsejere kan tilføje oplysninger om pladser og faciliteter til autocampere. Via baserne kan nye pladser/ faciliteter hurtigt tages i brug og eksisterende tilbud effektivt lukkes. Herved kan også midlertidigt ledige arealer bruges til autocampergæsters ophold.
Forbuds- eller henvisningstavler: Forbud bør kun bruges, når henstillinger ikke virker. De kræver en saglig begrundelse og skal kunne håndhæves.
Vejloven(e) gør det muligt at:
- Etablere kommunale P-pladser til autocampere med faciliteter mod betaling af etablerings- og driftsomkostningerne, hvis pladsen ligger ved ”en særligt trafikskabende lokalitet”
- P-pladser i autocamperstørrelse med betaling på lige fod med andre biler
- Vejmyndigheden/grundejeren tillader, at medbragte borde, stole ol. må bruges på området
Kommunalfuldmagtsreglerne tillader kommuner at etablere:
- P-pladser hvor autocampere kan parkere og overnatte gratis
- og drive enkle campingpladser med tilsvarende priser som lignende, private pladser
- offentlige toiletter og faciliter gratis eller mod betaling, der dækker etablering, drift og vedligehold.
Campingvejledningen tillader:
- og undtager parkeringsarealer til parkering af autocampere
- Mindre campingpladser under 100 enheder, hvis der allerede er faciliteter til stede
- Mindre campingpladser ”når der i en gældende kommuneplan er åbnet mulighed herfor”
- Campering ved bondegårde med indtil 3 campingenheder
- Midlertidige campingpladser (under 6 uger)
Inspiration til fleksible og enkle muligheder:
Brug af ledige områder / dele af P-pladser ved fitnesscentre, sportspladser, skoler, nedlagte virksomheder/haller/bygninger. Her er ofte mulighed for at skabe adgang til vand og afløb. Kan anvendes til permanente eller midlertidige P-pladser til autocampere eller som campingpladser i indtil seks uger.
Midlertidig brug af P-områder ved universiteter ol, som står tomme fra ultimo juni til primo september og i øvrige ferier, hvor turisterne er flest. Herfra er ofte gode offentlige forbindelser til større byer i nærheden.
Brug af midlertidigt ledige arealer, som f.eks. afventer tilladelser til byggeri.
Etablering af P-arealer, hvor brug af puljen til landsbyfornyelse efter nedrivning efterlader en tom, ryddet og byggemoden grund med vand, strøm og kloak. Ideelle i mindre bysamfund med indkøbsmulighed, seværdighed, café eller restaurant.
Brug af P-områder for offentlighedens adgang til de naturarealer, som er resultatet af Grøn Trepart. Autocamperturisters natlige ophold generer ikke naturen eller dyrelivet.
Lystbådehavne mv. kan fortsat etablere plads til autocampere som:
Parkeringsplads til biler evt. med betaling for brug af faciliteter. Mulighed for betaling for ophold afhænger af havnens ejerskab og beliggenhed.
Lille campingplads under ”undtagelsesreglerne” i Campingvejledningen. Muligheden afhænger af Kommuneplanen samt pladsens beliggenhed og status ift. strandbeskyttelse.
Det politiske spørgsmål: Parkering eller campering
Grundejeren bestemmer hvad arealet må bruges til og søger evt. om landzonetilladelse. Overnatning i autocampere på P-pladser eller kortvarig brug af arealer til f.eks. picnic ændrer ikke opholdet til campering.
Skaber autocamperfolk affald? Sikkert ”ja”, for forbrug skaber affald. Afgørende er, om det afleveres korrekt. Autocampere parkeres ofte bagerst og afsides, hvor der er ledig plads og lidt fred. Men i udkanten af P-områder ligger ofte efterladt affald af alle slags, og måske derfor opstår rygter om, at ”autocampere sviner”. Vejdirektoratet har opgivet betaling for toiletbesøg, fordi bilister så i stedet bruger buskene på rastepladserne.
I områder af Danmark må autocamperfolk køre langt for at tanke vand og aflevere sorteret affald, sort og gråt spildevand. En indsats fra kommunerne kan sikre alle turisters adgang til at aflevere affald korrekt. DFAC sender gerne et notat om afprøvede løsninger og anlægspriser, og nuværende faciliteter til autocampere kan ses på DFACs hjemmeside.
Referencer og links kan hentes her:
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























