Rosa Lykke Yde (SF) er født i 1981 og opvokset på Frederiksberg. Flytter til Jylland, da hun er 26 år.

Faren er underholdningsjournalist og musikanmelder på Ekstra Bladet, moren pensioneret socialpædagog.

Har en 12 år yngre halvsøster på sin fars side.

Uddannet socialpædagog i København.

Senest ansat (og nu på orlov) som kirke- og kulturmedarbejder med en teologisk overbygning i Søndermarkskirken i Viborg fra 2011-2025.

Gift med Dan. Sammen har de to børn på 15 og 18 år.

Bor i Fårup lidt nord for Randers.

Medlem af Randers Byråd siden 2019. Formand for Socialudvalget 2019-2025.

Borgmester i Randers januar 2026.

Rosa Lykke Yde - professionelt

Du tiltrådte som ny borgmester med dobbelt så mange stemmer som din forgænger, Torben Hansen (S). Hvordan har det påvirket dig og din start?

Det har selvfølgelig været afgørende for legitimiteten. Det var en smule kontroversielt, at det ikke var Venstre eller Socialdemokratiet, der per automatik satte sig på borgmesterposten. Derfor havde jeg brug for vælgernes opbakning. Det tror jeg også, at de blå partier, som pegede på mig ved konstitueringsforhandlingerne, havde. Man er nødt til at have legitimitet for at kunne lave det daglige arbejde som borgmester med en vis form for handlekraft. Ellers bliver det en ørkenvandring. Så jeg er glad for den store opbakning, for opgaven skal nok blive svær nok.

Du bliver omtalt som et frisk og ærligt pust og har meddelt, at du vil lægge en anden linje end Torben Hansen. Hvordan vil borgerne og kollegerne mærke forskellen?

Jeg vil først og fremmest være mere tilgængelig. Derfor indfører jeg et åbent borgmesterkontor en gang om måneden – enten på biblioteket eller i vores bogbus, som kører ud til alle hjørner af kommunen. Derudover vil jeg bruge mindre tid på klipning af snore og repræsentation og mere tid på det politiske arbejde og på at få samarbejdet i byrådet til at fungere. Vi skal lede sammen, og jeg har lagt vægt på, at udvalgsformændene i langt højere grad selv får lov til at styre deres fagområder. Det gælder både udadtil i pressen og på byrådsmøderne. Nu indleder de selv deres punkter, i stedet for at det er borgmesteren, som ikke har været nede i materien, der gør det. Det synes jeg simpelthen er fjollet.

Byrådet er internt blevet kritiseret for at være en “børnehave” med manglende samarbejde. Det må vel være en sag for en pædagog som dig at få styr på?

Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg også, det er derfor, at jeg er blevet valgt. Ikke fordi jeg er pædagog, men fordi valget havde et klart budskab: Der skulle være bedre samarbejde i byrådet. Vi ville ikke længere acceptere, at det fungerede så dårligt. Og der var tiltro til, at jeg ville lægge mig i selen for et bedre samarbejde. Det er min første prioritet. Randers Kommune kan ikke længere tåle, at vi går i stå eller træffer fjollede og forkerte beslutninger, fordi der går personlige hanekampe og fnidder-fnadder i den. Det er situationen alt for alvorlig til. Vi har helt ærligt et forbandet ansvar for at få det til at fungere. Så nu prøver jeg at skabe en frisk start. Indtil videre går det godt. Men altså, Rom blev jo ikke bygget på en dag.

Du er den første kvindelige borgmester i Randers. Hvordan oplever du at være kvinde i dansk lokalpolitik?

Jeg går ind i rigtig mange rum, hvor der enten kun sidder mænd, eller hvor der historisk har været meget få kvinder. Det er et system, som er indrettet af mænd til mænd, og hvor der er meget magt på spil. Der er nogle ret faste forventninger til, hvordan spillet foregår. Det er et vilkår, som man lærer at håndtere. Jeg ved, at jeg som udgangspunkt er bagud på point fra starten: Jeg er 44 år, kvinde, pædagog og lyshåret. Udgangspunktet er derfor meget lave forventninger, indtil jeg har bevist det modsatte.

Du skal kæmpe for at sætte dig i respekt?

Ja. Det er en stor ting i Randers, at der er kommet en kvindelig borgmester. Der er mange, der stadig skal lære at sige hun om borgmesteren. Det ligger dybt i folk, at de højeste magtfunktioner oftest er besat af mænd. Så man skal stå tidligt op for at gøre sig gældende og imponere. Og det gør jeg så også.

Hvad er den største politiske knast i Randers Kommune lige nu?

Udfordringerne i Randers er så store, at man ikke kan kalde dem “knaster”. Det er elmesyge, vi taler om her. I sidste byrådsperiode fik vi lavet en hvidbog om kommunens tilstand, ledet af Nina Smith, professor i økonomi ved Aarhus Universitet. Den viser, at vi har nogle meget store strukturelle udfordringer, som gør det svært at drive kommunen og levere den velfærd, vi gerne vil. Vi falder igennem på flere parametre: Mænd i Randers dør i gennemsnit to år tidligere end mænd i Silkeborg. Over tusind unge mellem 16 og 29 år står uden for både uddannelse og arbejde. Og vores virksomheder vokser ikke i samme tempo som i sammenlignelige kommuner. Hver fjerde borger er på overførselsindkomst, og kun Lolland og Guldborgsund har lavere beskæftigelse end os. Derfor har vi ryddet bordet for alle gamle visionsplaner. Nu har vi én vision: ’Fremtidens Randers’, som skal hjælpe os med at få bugt med de her kæmpe udfordringer.

Hvordan påvirker ’elmesygen’ din nattesøvn?

Nu er jeg ikke en person, der har brug for meget søvn, heldigvis. Jeg kører rigtig langt på literen. Og det er der brug for. Der er brug for, at der er nogen, der trækker hårdt i rattet og trykker på speederen nu, ellers går det galt. Selvfølgelig har jeg bekymringer over alt muligt, men de driver mig kun til at handle og finde løsninger.

I kirken er troen, håbet og kærligheden det største. Hvad er det største i politik – for dig?

Det er de samme ting, der er drivkraften for mig i mit politiske liv. Troen på, at det nytter noget. At vi kan forandre noget, hvis vi gør os umage. Ellers ville det jo være vanvittigt at bruge så meget tid på noget, som er så kompliceret. Håbet er, at jeg kan være med til at gøre en forskel – måske tænde et lys hos mennesker eller for mennesker. Og så er der kærligheden. Den er jo en drivkraft for alt, hvad vi gør. Kærligheden til Randers, til kommunen, til vores medmennesker. Jeg møder aldrig et andet menneske uden at tænke, at vi er forbundet. Derfor er mine værdier som menneske heller ikke anderledes end dem, jeg tager med ind i politik.

Hvad med magten?

Selvfølgelig er der de benhårde magtfaktorer. Men de er jo en uundgåelig del af politik. Jeg er ikke bange for magt og heller ikke bange for at tage den, men kun for, om det skal bringe os et bedre sted hen. Sammen.

Hvordan ser Rosas Randers ud om fire år?

Om fire år skal vi kunne se målbare resultater i forhold til de strukturelle problemer, der er beskrevet i hvidbogen. Og så må vælgerne vurdere, om det skal være mig, der fortsat skal sejle supertankeren videre i det spor.

Rosa Lykke Yde privat

Du begynder livet på Frederiksberg og lander i Randers. Hvad skete der?

Mine forældre er jyder, men flyttede til Frederiksberg, fordi min far fik arbejde på Frederiksborg Amtsavis. Jeg er dog vokset op med en stærk tilknytning til Østjylland – min fars familie kommer fra Hobro, og jeg har altid været meget derovre. Som barn lovede jeg mine bedsteforældre, at når jeg blev rigtig voksen, så ville jeg flytte tilbage til Jylland. Og da jeg senere mødte min mand, som er præstesøn fra Aarhus-egnen, gav det pludselig rigtig god mening for os at slå os ned mellem Aarhus og Hobro. Tæt på E45, så vi har nemt ved at komme til vores familier.

Hvad er det for et hjem, du er rundet af?

Jeg kommer fra et meget holdningsbaseret flipperhjem med ølkasseseng, store malerier af nøgne kvinder på væggene og masser af politiske diskussioner ved spisebordet. Mens andre gik til banko og samba, gik vi til demonstrationer. Mine forældre blev skilt, da jeg var seks år. Det skete i al mindelighed, så jeg har ikke en traumatisk skilsmissebaggrund. Nogle år senere fik min far en ny familie. I dag bor han i Gentofte.

Nu bor I en lille stationslandsby. Hvad går livet ud på der?

Vi flyttede dertil, fordi vi gerne ville give vores børn en opvækst med sikre skoleveje, en lille og hyggelig lokal skole, en købmand, alle kender ved fornavn, og en idrætsforening, hvor forældrene sidder på bænken og kender hinanden. Alt det har vi virkelig nydt. Nu er børnene blevet store, og i dag er huset en base, hvor folk kommer forbi, spiser aftensmad, ser hinanden i øjnene og kører videre igen. Vi kan holde ungdomsfester, fordi vi har gildesal med billard og bar, og vores søn har sin egen lille lejlighed med indgang i kælderen. Det giver en stor frihed at bo i provinsen, hvor man faktisk har råd til en stor klods af et hus. Det er noget helt andet end de små københavnerlejligheder, vi var vant til – selvom der selvfølgelig også er mange fordele ved livet i byen.

Du savner ikke storbyen?

Jeg savner kun vennerne og relationerne, som var en fast del af vores hverdag dengang. Vi har ikke fortrudt et sekund, at vi flyttede på landet. Her er højere til loftet og mere udsyn. Den der fuldstændigt forrygende oplevelse af at kunne se langt. Hver gang jeg kigger ud ad vinduet, kan jeg se en horisont. Jeg anede ikke, hvor meget jeg manglede det udsyn. Det er sundt for mig.

Du hedder Lykke. Hvornår har du følt størst lykke – udover da du fik børn?

Jeg ville netop have sagt: da jeg fik mine børn. Jeg er ikke et menneske med de helt store følelsesudsving. Jeg bliver hverken lykkelig eller enormt ulykkelig. Jeg mærker mest lykken i små øjeblikke. Som når min søn spiller koncert med sit band på Turbinen i Randers, og det lykkes for ham. Eller når min datter står på scenen og spiller en rolle, hun er virkelig glad for.

Du har ikke oplevet ulykke eller skuffelse i dit liv?

Jo. Det var en hård tid for mig, da jeg var 13-14 år, og min mor blev alvorligt syg med en hjernesygdom. Jeg boede alene med hende, og det gjorde, at jeg blev voksen lidt for hurtigt. Det var nogle tunge år, som stod på længe. For et par år siden fik hun desværre et tilbagefald, og for nylig sprang der en cyste i hjernen på hende. Det vækkede minder fra den tid, der var halvtraumatisk for mig. I dag har jeg fået hende flyttet herud til Fårup i et lille rækkehus tæt på os, så jeg kan have hende i nærheden.

Randers Kommune står ifølge dig ved en skillevej – det er enten besparelser eller nye investeringer i mennesket. Hvornår har du selv stået ved en vigtig skillevej?

Da mit parti anbefalede mig at stille op som borgmesterkandidat. Det satte gang i store personlige og politiske overvejelser: Var det virkelig den rolle, jeg skulle tage på mig? Jeg har altid været en konsensussøgende og pragmatisk folkesocialist, der gerne vil finde gode løsninger fra dag til dag. At stå i spidsen er noget andet. Det kræver, at man er villig til at tage ansvaret – og betale den pris, der følger med. Samtidig måtte jeg også spørge mit parti: Ved I, hvad det betyder, hvis det er os, der skal stå i spidsen? Er I klar til den omstilling og til de forandringer, det kræver – også i vores egne rækker? På den måde blev det en skillevej: Hvad vil jeg med min tilværelse, og hvad vil jeg med Randers?

Du er borgmester for et bredt byrådssamarbejde, der spænder lige fra Enhedslisten til Danmarksdemokraterne. Er din vennegruppe lige så bred?

Ja, det er den. Selvom min vennegruppe nok mest afspejler mit ben i den kirkelige lejr og mit ben i partiets, så kender jeg mange forskellige og mærkelige mennesker. Jo, mere mærkelige, jo bedre!

Dan, din mand, hvem er han, og hvorfor er du sammen med ham?

Han er skolelærer på en stor skole i Randers. Han er en drengerøv på halvtreds, der går i rock-t-shirts og hører det samme musik, som da han var 25. Han er ikke lige så udadvendt som mig. Jeg er udfarende, og han synes, det er dejligt at sørge for, at huset hænger sammen, og at børnene er hentet. Jeg plejer at sige, at han er min hjemmesko. Han er sød og dejlig, god og rund og mild. Men også den eneste, jeg kender udover min mor, der kan sige: Nu stopper du, Rosa. Og så lytter jeg.

Hvordan finder du ro?

Det gør jeg ved at synge. Jeg elsker at synge i kor og har indført fællessang i byrådssalen. Sang udskiller så mange endorfiner. Og så bor jeg jo et sted, hvor jeg kan gå ture og kigge ud over mosen. Engang imellem hører jeg også podcasts, når jeg skal slå hjernen fra.

Hvad ved vi endnu ikke om dig, som nok kommer for lyset en dag?

Jeg er helt ærligt meget åben. Jeg viser, hvem jeg er, og hvad jeg kan lide at lave. Om det er at danse på bordene til klokken fem om morgenen eller gå i kirke søndag morgen til nadver. Jeg har ikke noget at skjule. I må gerne kigge efter.