Præsident Bidens besøg forleden i Kyiv var det stærkest mulige signal til ukrainerne om den opbakning, de har i den frie verden. Det forstod de og var taknemmelige for. Det var også en strakt langemand i fjæset på Putin, og mon ikke også han forstod ydmygelsen.

For alle os andre var det en påmindelse om, at den krig ukrainerne i dag har kæmpet gennem et år, også er på vores vegne, jævnfør den klassiske dominoteori der i sin tid gjaldt kommunismens udbredelse i Asien og Sydamerika, men i dag lige så vel gælder sovjetstatens arvtagere i Rusland. I dag Ukraine, i morgen “videre til det næste land”, som statsminister Mette Frederiksen på Nato-topmødet i München to dage forinden beskrev fremtidsudsigterne, hvis Ukraine taber.

Alle gode kræfter støtter derfor Ukraine både politisk og militært. På etårsdagen for det brutale og uprovokerede overfald er status, at Vesten står mere samlet mod Putin end nogensinde. Han troede at han kunne finlandisere Nato, i stedet er Finland blevet natoiseret, som Biden fikst bemærkede allerede sidste sommer. Siden er sammenholdet kun vokset.

“I minder os om, at friheden er ubetalelig. Den er værd at kæmpe for, lige så længe det er nødvendigt. Lige så længe står vi sammen med jer, hr. præsident. Lige så længe det er nødvendigt”, sagde Biden i en tale, der kan få plads i historien på linje med Kennedys “Ich bin ein Berliner” og Reagans “Tear down this wall”.

Selv tyskerne har overvundet deres historisk forståelige og under andre omstændigheder sympatiske uvilje mod at bidrage aktivt til krigsførelse, mens Frankrigs præsident Macron har lidt sværere ved at overvinde den tilsyneladende uundgåelige trang til en særlig fransk variant af alting. Rusland skal “besejres, men ikke knuses”, siger han.

Man kan diskutere hvad der menes med det, eller for den sags skyld om en skelnen overhovedet giver mening. Mette Frederiksens udlægning af Putins hensigter er blevet kaldt en stramning af det hidtidige syn på krigen, men det kan i givet fald højst gælde den officielle version.

Det har længe stået klart, at målet for Putins drømme er et genskabt storrussisk rige, mindst inden for den daværende Sovjetunions grænser men vel i virkeligheden nærmere hele det gamle zarrige, i hvert fald som interessesfære. Sidste sommer drog han ligefrem paralleller mellem sig selv og zar Peter den Store, men som krigslykken hidtil har udfoldet sig, fremstår han indtil videre mest som Vladimir den Verdensfjerne.

Hans taler bliver mere og mere rablende, i den seneste så han nazister overalt i de nabolande, han har kik på. Man forstår udmærket, at utrygheden breder sig i de gamle østbloklande, der kun alt for godt ved, hvad det vil sige at være under russisk overherredømme. Det kan på lange stræk godt minde om et andet og lige så brutalt overherredømme, som nogle af de samme plus andre lande oplevede før Sovjetunionen kom til, og hvad enten man kalder det “besejret” eller “knust”, nærmer det sig mere og mere, at der bliver brug for at få gjort den samme ende på det.

Ikke at landet behøver at ligge i ruiner, sådan som Tyskland gjorde, men Rusland må nødvendigvis nedkæmpes. Helt. Så meget, at det vil være ude af stand til at føre endnu en krig, for ellers vil den komme.

Den storhed russerne som folk higer efter, må de skaffe sig på anden vis end ved erobringskrige. Efter et par generationers afbigt og genopbygning vil de kunne skabe sig en fremtid med flid og uden aggression, ligesom det lykkedes for det tyske folk.

Hvad Putins person angår, ville der være en passende parallel i, at nogen en dag i haven bag Kreml graver et hul til den afsjælede førers legeme, overhælder det med benzin og sætter ild til det. Bedre skæbne fortjener han ikke.