Kommunen.dk
MENU

Regeringens pittbull fylder 40

Sophie Løhde fejrer fødselsdag som Venstres  - og regeringens - vedholdende pragmatiker med patent på udfordrende ministerposter.

Regeringens pittbull fylder 40

Sophie Løhde fejrer fødselsdag som Venstres  - og regeringens - vedholdende pragmatiker med patent på udfordrende ministerposter.
Sophie Løhde (V) er regeringens hårde hund på en politisk udsat ministerpost, men dagens fødselar har aldrig været bange for vanskelige udfordringer.
Sophie Løhde (V) er regeringens hårde hund på en politisk udsat ministerpost, men dagens fødselar har aldrig været bange for vanskelige udfordringer.
Foto: Jens Dresling, Ritzau/Scanpix

Ingen kan beskylde Sophie Løhde for at komme let til hverken ministerposter eller partipolitiske ansvarsområder. Venstre-kvinden fylder 40 år i dag mandag, men hendes politiske karriere strækker sig allerede over 20 år som folkevalgt, og i sin anden periode som sundhedsminister har hun stået i frontlinjen, når skandalesager, magtkampe mellem Christiansborg og regionerne og folkekrav om mere velfærd og service har sat dagsordenen.

Indimellem har hun været på kamikaze-mission som landets første innovationsminister med ansvar for at reformere hele den offentlige sektor, ligesom hun fik hvervet som politisk ordfører for Venstre i en vanskelig oppositionstid, som flere gange var ved at få partiet til at revne.

Sophie Løhde har overlevet det hele. Måske fordi hendes tilgang til politik er båret af en sjælden kombination af pragmatisme og utrættelig flid. Ingen beskriver hende som ideolog, hendes nøjagtige ståsted i Venstres palet af fløje er uklart, til gengæld er hun tændt af viljen til at opnå mål og resultater. Koste hvad det vil.

Hendes stil betegnes af med- og modspillere som hård, ofte kynisk, hun stiller store krav til sit embedsværk, men skåner heller ikke sig selv. Hun er 100 pct. forberedt på opgaverne, og i forhandlingssituationer blinker hun sjældent først. Her kan hun minde om sin tidligere partiformand Lars Løkke Rasmussen (M), som hun da også tidligere har karakteriseret som sit politiske forbillede. 

- Hun arbejder i døgndrift. Hun ringer ekstremt tidligt eller ekstremt sent. Og så er hun blevet en pitbull ved, at hun tør og kan spille op mod den skarpeste minister, sagde Michael Aastrup Jensen i et portrætinterview med Sophie Løhde i Information for et par år siden. 

Han lærte hende at kende, da hun arbejdede som assistent for ham på Christiansborg, inden hun selv blev valgt ind.

Aldrig bange for konfrontationer

Karakteristikken holder stadig. Siden hun blev sundheds- og indenrigsminister i december har hun stået på mål for regeringens standpunkter i blandt andet kræftskandalen i Aarhus med overskredne deadlines i forhold til kræftpakken. 

Og nu som før fremstår Sophie Løhde hverken indstillet på kompromiser eller overbærenhed i forhold til fejl og mangler i et sundhedssystem, hvor interne og eksterne slag i den evige kamp om ressourcer er kronisk og uden vindere. 

Hvorvidt hun nyder udbredt popularitet i lokalpolitiske kredse, er tvivlsomt, for hun fremstår ikke som nogen kriger på eksempelvis regionerne vegne i forhold til at allokere flere ressourcer til sundhedsvæsenet.

At hun foreløbig er sluppet igennem to årtiers politik uden alvorlige skrammer og med fortsat tæt kontakt til magtens centrum i både parti og regering, fortæller sin egen historie om politisk gennemslagskraft og vedholdenhed, og hvor reformer og resultater altid har stået øverst.

- Jeg er jo ikke en eller anden værdikriger, som ligger søvnløs om natten og tænker på, hvad der taler for og imod et forbud mod burkaer. Jeg er optaget af at skabe resultater i maskinrummet. Og her tror jeg, at min utålmodighed virker som en stærk drivkraft og betyder, at jeg ikke er bange for at sætte foden mod speederen en gang imellem, som hun udtrykte det i et interview med Altinget i 2018.

Yngste amtsrådspolitiker gennem tiderne

Med en slidt kliche er hun som mange andre politikere vokset op med erhvervet. Hendes mor Karin var borgmester for Venstre i Birkerød, men Sophie Løhdes politiske interesse var med egne ord fodret af nysgerrighed snarere end dogmatisme ved spisebordet i barndomshjemmet. 

Hun debuterede som folkevalgt som bare 18-årig, da hun blev valgt ind til det daværende amtsråd i Frederiksborg som yngste amtsrådspolitiker nogensinde. Hun nåede også at sidde en periode som kommunalpolitiker i Rudersdal og tage en bachelor på CBS, før hun første gang kom i Folketinget i 2007 med næsthøjest stemmetal i valgkredsen, som også talte Lars Løkke Rasmussen.

Før sin første ministerpost nåede hun blandt andet  at være partiets kommunalordfører, men sundhedsområdet var hendes foretrukne ressort, og efter folketingsvalget i 2015 blev hun som 32-årig sundheds- og ældreminister i Lars Løkkes rene Venstre-regering.

Hun imponerede omgivelserne, politikerkolleger på Christiansborg og med- og modspillere i det offentlige embedsværk i sin ministerdebut, hvor hun blandt andet fik forhandlet den stadig gældende kræftpakke på plads.

Mission impossible som innovationsminister

Sophie Løhde blev imidlertid til sin egen overraskelse efter blot to år flyttet til den helt nye post som innovationsminister, som Lars Løkke Rasmussens løjtnant i reformambitionerne for det offentlige Danmark.

Det kunne misforstås som en degradering, men sådan opfattede langtfra alle på Christiansborg statsministerens rokade med en af sine mest trofaste støtter. 

Lars Løkkes egne reformambitioner på området er velkendte nu som før, og han satte sin foretrukne reformator i spidsen for et arbejde, som så håbløst ud fra udgangspunktet. ‘

Det endte i den spagfærdige sammenhængsreform med seks reformspor for bedre kvalitet og mindre bureaukrati i den offentlige sektor – at det ikke opfyldte de oprindelige ambitioner, klandrer de færreste Sophie Løhde i dag.

Til gengæld løste hun sin anden store udfordring i det nydannede ministerium, overenskomstforhandlingerne i det offentlige i 2018. Endnu en debutantopgave, som Sophie Løhde kastede sig ud i efter grundig forberedelse, ganske som hun tilgår alle sine politiske udfordringer.

Og her kræver hun samme dedikation af sine nærmeste medarbejdere og embedsværk, som hun er berygtet for at ringe op på alle tidspunkter af døgnet. Hvis man har mest lyst til at holde fri, arbejder man nok ikke for mig, som hun selv har udtrykt det.

FC Nordsjælland versus Brøndby IF

På sin runde fødselsdag fremstår hun som en af sit partis absolutte sværvægtere, ligesom hun er en del af regeringens inderkreds. Til gengæld er hun ikke den oplagte kandidat som fremtidig formand for Venstre – ikke på grund af manglende evner, men fordi hun i givet fald ville være nordsjællænder nummer tre i træk på posten og dermed endnu en repræsentant for Østdanmark fjernt fra det traditionelle Venstre-bagland.

Privat dannede Sophie Løhde i en seksårig periode par med partifællen og ministerkollegaen Troels Lund Poulsen. I dag lever hun sammen med Brøndby IF’s administrerende direktør Ole Palmå. Sundhedsministeren har i flere interviews præsenteret sig selv som fan af FC Nordsjælland, men hvordan ministeren uden konfrontationsfrygt får den kabale til at gå op på hjemmefronten, vides ikke.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR