Parallelsamfundslisten - eller ghettolisten, som den oprindeligt blev kaldt - har politiseret boligsociale problemer og i sig selv skabt parallelle virkeligheder. 

Det mener i hvert fald Kristian Nagel Delica og Troels Schultz Larsen, der begge underviser og forsker på RUC. Sammen har de skrevet ‘Fragmenting Cities The State, Territorial Stigmatization and Urban Marginality’ - en historisk og forskningsmæssig gennemgang af listens udvikling og konsekvenser.

Ifølge forfatterne har listen øget afstanden mellem landspolitik og lokalpolitik på området og forhindret kommunerne i at have en målrettet, lokalt forankret tilgang til at løse problemerne. 

Med sine ‘one size fits all-kriterier’ mases den samme styringslogik ned over alle boligområder, og det har negative konsekvenser for såvel borgere som kommuner.   

Når der alligevel har været en betydelig positiv udvikling i de udsatte boligområder, er det snarere på trods end på grund af listen, mener forskerne.

- De ved godt lokalt, hvad der skal til, det behøver de ikke en liste til at fortælle dem, siger Kristian Nagel Delica. 

Effekt på godt og ondt

Siden 2010 har 28 kommuner haft et eller flere boligområder på listen. Den første officielle liste talte 29 områder fordelt på 17 kommuner, og antallet af områder toppede i 2013 med 40. På den seneste liste var der otte fordelt på syv kommuner. 

Skiftende og heftigt debatterede kriterier til trods har listen på godt og ondt haft en effekt, påpeger forskerne. På plussiden er der f.eks. sket en professionalisering af kommunernes indsatser og det boligsociale arbejde, fortæller Kristian Nagel Delica.

- Før var det måske mindre systematisk og mere ‘lad os lave nogle aktiviteter og håbe på noget’. Nu har indsatserne fået klare overskrifter og mål, siger han.

Men frem for at føre en årlig, generaliserende liste, der skærer alle boligområder over én kam og ikke tager højde for lokale forskelle, argumenterer forskerne for, at det ville være mere effektivt at bruge kommunernes egne, mere detaljerede data.

Et af de områder, der har været på listen i samtlige 15 år, er Sundparken i Horsens Kommune. Ifølge kommunens egne tal opfylder området reelt set ikke længere kriterierne, fortæller borgmester Peter Sørensen (S), men fordi der er en vis forsinkelse i ministeriets tal, befinder kommunen sig fortsat på listen. 

Omend han ikke mener, at den i sig selv bidrager med noget positivt, har lovgivningen, som er fulgt med, været med til at åbne kommunernes øjne og ruske dem ud af deres passivitet.

- Denne her lovgivning har været et wake up call, der har gjort det muligt for os som byråd at tage opgaven på os. Ellers er jeg bange for, at vi stadig havde stået i stampe, siger han. 

I Sundparken har kriminalitet aldrig udgjort et problem, fortæller borgmesteren, men på grund af mange beboere på overførselsindkomst og familier med anden etnisk herkomst, der ikke har haft en uddannelseskultur, har området bonet ud. Derfor har man sat ind for at standse tilflytningen og øge beskæftigelsen.

Desværre frygter Christiansborg tilsyneladende, at kommunerne pludselig mister lysten til at fortsætte det gode arbejde, bemærker Peter Sørensen. 

For selvom en almindelig fremskrivning ifølge ham indikerer, at Sundparken om fem-syv år vil ligne ethvert andet område i kommunen, slipper man ikke for at nedrive totalrenoverede boliger, og det frustrerer borgmesteren. 

Ligesom forskerne savner han lokalt handlerum og forståelse for, at der er forskel på boligområder. 

- Listen er bare en liste. Ligegyldigt hvor godt du klarer dig, skal du stadig rive boliger ned. Det er fortvivlende, siger han.

Artiklen fortsætter under kortet

Ramt i nakken

At kommunerne selv skulle bære ansvaret for, at der er opstået boligområder med stor social- og etnisk slagside, er ifølge forskerne en urimelig påstand. Flere har tværtimod arvet en boligmasse, som har været central for at løse en række velfærdspolitiske opgaver og problemer. 

Da de beboere, der havde mulighed for det, op gennem 70’erne og 80’erne flyttede i parcelhus, placerede man gæstearbejdere og folk uden ressourcer til at vælge frit på boligmarkedet i de tomme lejligheder, der stod tilbage. På den måde har almene og udsatte boligområder og retten til kommunal anvisning ifølge forskerne været nødvendig.

- Man kan sige, at kommunerne har taget et socialt ansvar, som så har ramt dem i nakken senere på grund af alle mulige andre udviklingstræk, siger Troels Schultz Larsen.

Tilsvarende mener han heller ikke, at man kan klandre kommunerne for den “parkeringspolitik”, som tidligere blev ført. 

- Der var 350.000 arbejdsløse i Danmark og en arbejdsløshedsprocent på 12-13 pct. tilbage i begyndelsen af 90'erne, så selvom man havde haft et beskæftigelsesfokus, var der ikke nogen steder at sende dem hen. Det handlede om, at folk meget langt fra arbejdsmarkedet, skulle parkeres i et eller andet omfang. Og så parkerede man dem der, hvor der var mange ledige boliger, siger han. 

Siden kom der langt større fokus på aktiv beskæftigelsespolitik, og det kan næppe undre, at kommunerne i højere grad lykkes med at bringe folk i beskæftigelse, når de bliver målt på det, mener Troels Schultz Larsen. 

Men det forudsætter trods alt, at der er jobs at få, og i modsætning til i 80'erne og 90'erne har de beskæftigelsesmæssige konjunkturer de senere år været med kommunerne, påpeger han. I hvert fald generelt. 

Geografiske forskelle

Men geografisk er der stor forskel på, hvor der er mange jobs inden for eksempelvis produktion, lager eller lignende, hvor folk med relativt lave kvalifikationer har mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet.

- De udgør omkring to tredjedele af alle jobbene på Vestegnen, men går vi til Odense Kommune, så er det kun en tredjedel, som ligger i den kategori, siger Troels Schultz Larsen, og det betyder selvsagt noget for den lokale beskæftigelsesindsats.

- Det kan godt være, man siger, at folk skal i arbejde, men det kræver også, at der er jobs, de rent faktisk kan få, siger han. 

Selv når det er tilfældet, kan det imidlertid have negative konsekvenser, som der blot ikke bliver målt på. F.eks. måler man ikke typen af beskæftigelse eller omkostningerne for familien, hvis mor skal møde tidligt, og far er på natholdet, fortæller Troels Schultz Larsen. 

- Det kan bl.a. øge livsusikkerheden for familier i de her boligområder, at begge forældre kommer i beskæftigelse, siger han, for hvem sørger så for, at børnene kommer op om morgenen, at de får madpakker med og hjælp til lektierne? Hvem giver støtte til almindelig hverdagsopdragelse og sikrer, at de ikke hænger ude de forkerte steder? 

- Det er faktisk noget af det, vi ser med nogle af dem, der havner i snavs på forskellige måder. Rigtig mange af dem har forældre med dobbeltbeskæftigelse, siger Troels Schultz Larsen. 

Så selvom det stærke fokus på beskæftigelse langt hen ad vejen har været positivt, peger det på en af forskernes hovedpointer: At brugen af upræcise begreber, værktøjer og måleinstrumenter risikerer at modarbejde effektive lokale indsatser. 

- Problemet med ghetto-problematisering er, at vi roder ting sammen. Det er et uklart begreb, der ikke siger noget om, hvad det reelle problem er. For at kalde en spade for en spade skal vi analysere et bestemt boligområde og sige: Her har vi et boligområde med mangel på stabile jobs, her har vi et boligområde, hvor der er en udfordring med kriminalitet osv. Så er vi præcise, siger Troels Schultz Larsen.

I stedet havner man i en politiseret debat, som skygger for de lokale problemer og hvilke indsatser, der reelt har en positiv effekt. 

- Kommunerne efterspørger ikke listen. Tværtimod påpeger de igen og igen, at den giver en masse bøvl, siger Troels Schultz Larsen.

Som eksempel nævner Kristian Nagel Delica Ishøj Kommune og Vejleåparken, hvis ét-årige bekendtskab med listen i 2023, angiveligt kostede kommunen 17 mio. kr.

For at komme af den igen, bad kommunen førstegenerationsindvandrere om at fremskaffe beviser på deres uddannelse fra oprindelseslandene, så de ikke fejlagtigt talte med på den forkerte side af uddannelsesstatistikken - en taktik, der viste sig at give pote.

- Det var tilfældigheder, der fik os på listen, og det er tilfældigheder, der har fået os af. Men det er de præcis samme mennesker, der bor i Vejleåparken nu, som da vi kom på listen for et år siden, sagde borgmester Merete Amdisen (S) dengang til Jyllands-Posten og betegnede ved samme lejlighed miseren som et “lotteri”.

“Direkte forskelsbehandling”

Især ét kriterium har vakt stor kritik: Overstiger andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande 50 pct., er det i sig selv udslagsgivende for, om opfyldelsen af yderligere to af i alt fire socioøkonomiske kriterier udløser en plads på listen.  

Midt i februar vurderede generaladvokat ved EU-Domstolen Tamara Ćapeta, at opdelingen i “vestlige” og “ikkevestlige” indvandrere og efterkommere fører til direkte forskelsbehandling. 

I den konkrete sag, som Østre Landsret har bedt domstolen om at tage stilling til, stiller lovgivningen ifølge generaladvokaten ikkevestlige lejere i de berørte boligområder ringere end lejere i andre kvarterer, hvor størstedelen af befolkningen er af vestlig oprindelse. 

Samtidig stigmatiserer det etniske kriterium den pågældende gruppe, og mindsker snarere end øger deres chancer for at blive integreret i samfundet, lyder det i generaladvokatens forslag til afgørelse, som EU-Domstolen dog ikke er forpligtet til at følge.

En lignende pointe fremhæver de to forfattere også ved selve listen, som både har skabt forvrængede opfattelser af boligområderne og skadet beboernes muligheder. 

I værste fald kan den decideret modarbejde hele intentionen om bedre integration og i stedet skabe såkaldt modborgerskab, hvor oplevelsen af at blive betragtet som en andenrangsborger, der ikke bliver lyttet til, ender i decideret modstand mod samfundet og dets institutioner.

-  Det bliver også til en afmagt: ‘Hvorfor skal jeg deltage og spille efter samfundets normer, når det møder mig sådan her hver gang?’, siger Kristian Nagel Delica.

Flere internationale studier viser ifølge forskerne, at stigmatisering kan føre til svagere sociale netværk og lavere beskæftigelse. Bl.a. har et svensk studie omregnet den stigende stigmatisering af etniske minoriteter til pendlerafstand. 

- En arbejdsgiver vil hellere ansætte en Jønsson, der bor 45 minutter væk, frem for en Mustafa, der bor fem minutter væk, så stigmatiseringen har en negativ effekt svarende til 45 minutters pendling. Det betyder, at arbejdssikkerheden bliver mindre, for jo længere nogen skal pendle, jo større er sandsynligheden for, at de kommer for sent på arbejde, og at de bliver mindre fleksible i arbejdstiden, siger Troels Schultz Larsen.

Det lange, seje træk

Bare at ændre beboersammensætningen og tvinge folk til at flytte væk ved at rive deres boliger ned løser ikke problemerne. Det efterlader bare kommunerne med et nyt problem i form af genhusning. 

Samtidig opstår der nye konflikter, når andre beboertyper flytter ind, og man blander ejere og lejere. Ikke mindst kan tvangsflytninger få negative konsekvenser, fordi de boligsociale indsatser ikke nødvendigvis følger med.  

Man er nødt til at tænke mere langsigtet og langt bredere, og se på sammenhængen med det omgivende lokalsamfund, påpeger Troels Schultz Larsen, men det spænder ’ghetto-politikken’ ben for.

- Den er kortsigtet og måler kun på de her meget specifikke områder. Lad os nu måle succesen over 25 år, eller 15 år i stedet for hvert år, og lad os måle på noget, der er bredere end det enkelte boligområde. Virkeligheden er, at det ikke kun er det, der foregår lige inden for et område, der rykker ved udviklingen, siger han.

Det, der statistisk set virker, er det lange, seje træk, som sker lokalt. 

- Jeg synes, kommunerne får for lidt ‘credit’. De ved godt, at man ikke løser problemerne fra år til år, men at det kræver stabile indsatser over lang tid, siger Troels Schultz Larsen.

Så når Christiansborg-politikerne tager æren for det arbejde, som de kommunale politikere og ansatte sammen med boligorganisationer, beboere og NGO'er har udført over de sidste 25 år, har de glemt, hvor champagneflasken egentlig burde gå hen. 

- Man er meget hurtig til at sige, at det er listens skyld, men der foregik altså også noget før listen, siger Kristian Nagel Delica.